Gyldendal Uddannelse søger projektleder/redaktør til e-læring, Guide2know

Brænder du for digital læring? Har du solide kompetencer inden for digital formidling og e-læring? Vil du være med til at udvikle e-læring til kompetenceudvikling af medarbejdere bl.a. i regioner og kommuner? Så er det måske dig vi søger.

Kompetenceudvikling af medarbejdere er et evigt behov, og i disse år ser vi en rivende udvikling inden for e-læring til at løfte denne opgave. Vores etablerede brand Guide2Know er derfor også i udvikling – vi skal udvikle nye koncepter og opdyrke nye markeder. Vi har allerede over halvdelen af landets kommuner som kunder, men der er mange nye kunder og fagområder at opdyrke. 

Derfor søger vi en projektleder/redaktør, som kan tænke i indhold, der er målrettet digital formidling og e-læring. Dine arbejdsopgaver vil blive at udarbejde og tilrette drejebøger i tæt dialog med kunder og fagligt netværk. Vi har høje ambitioner for området og går efter høj faglig kvalitet, som vi kan være stolte af. 

Du kommer til at være en del af Guide2Know og arbejde tæt sammen med et team af illustratorer, markedskonsulenter og it-udviklere. Flere af Guide2knows medarbejderne arbejder fra Sønderborg, men den redaktionelle afdeling, som du vil være en del af, har adresse i Klareboderne. Guide2know hører under Gyldendals afdeling for erhvervs-, voksen- og videregående uddannelse, hvor vi i alt er 33 medarbejdere. 

DU FÅR ANSVARET FOR AT…
- Videreføre og udvikle digital kompetenceudvikling af medarbejdere hos nuværende og nye kunder i tæt samarbejde med markedskonsulenterne.
- Omsætte fagligt stof til skarpe og velformulerede drejebøger.
- Strukturere og udarbejde overordnet læringsdesign.
- Indgå i tæt samarbejde med den grafiske afdeling, som omsætter drejebøger til digital læring.
- Opdyrke et netværk blandt kunder og brugere, samt være nysgerrig på hvordan vi hele tiden kan udvikle e-læringen, så den passer til markedets behov.
- Motivere samarbejdspartnere og drive e-læringsproduktet fra ide til produkt.
- Være med til at sikre, at vores produkter er lige så relevante for kunderne fremover, som de er det nu.

DU ER EN MULIG KANDIDAT, HVIS DU…
- Er holdspiller og god til at samarbejde bredt.  
- Trives i rollen som projektleder.
- Er proaktiv med en kreativ vinkel på opgaveløsning.
- Har en oprigtig interesse i kundernes behov og kan omsætte det til digital læring. 
- Er sprogligt stærk.
- Er grundig og detaljeorienteret i forhold til bl.a. stavning og tegnsætning.
- Kan forstå og formidle læringsløsninger.
- Har stærk kommerciel sans. Forstået sådan, at du har styr på målgrupperne og ved, hvad de vil have både nu og i morgen. 

DERFOR SKAL DU SØGE
- Du får mulighed for at samarbejde med nogle af de absolut bedste i branchen. 
- Du kommer til at arbejde med et område i vækst.
- Du får mulighed for at bidrage til en kultur, der bliver mere og mere projekt- og teambaseret.
- Du kommer ind i et hus, der har stor fokus på respekt og ordentlighed, både i det vi laver, og i vores måde at gebærde os på. 
- Du får stor frihed til at skabe resultater. Her er intet hugget i sten, hvis du har dine argumenter i orden. 

INTERESSERET?
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte forlagschef Henriette Thiesen på e-mail: hrht@gyldendal.dk eller på telefon: 2444 2528 mandage og onsdage i tidsrummet kl. 12 og 13. 

Se også gerne: guide2know.dk

DIN ANSØGNING
Send din ansøgning og CV i en samlet PDF-fil til: ansoegning7@gyldendal.dk
Vi indkalder til samtaler løbende. Tiltrædelse hurtigst muligt.

OM GYLDENDAL
Gyldendal A/S blev grundlagt i 1770 og er Danmarks ældste og største forlag. Gyldendal A/S tæller også datterselskaberne MentorDanmark, Chapter, Publizon og WAPI.

I Gyldendal får du en alsidig og kreativ arbejdsplads med mange forskellige medarbejderprofiler. Det fælles kendetegn på tværs af organisationen er en høj grad af arbejdsrelateret stolthed såvel som indlevelse og engagement i sit arbejde samt en menneskeorienteret tilgang, hvor man på en og samme tid vil hinanden og forretningen det bedste.

Du får din daglige gang i Klareboderne i indre København i Gyldendals historiske lokaler, som huser ca. 380 medarbejdere. I hele Gyldendal-gruppen er vi knap 550 ansatte.