Iderig og kreativ redaktør til Børn og Unge

Synes du, at fortællinger for børn og unge er det vigtigste og sjoveste i verden? Har du mod på at arbejde sammen med nogle af Danmarks bedste forfattere og illustratorer? Og brænder du for at være en del af en dedikeret og velfungerende redaktion?

Gyldendal Børn og Unge har et bredt og rummeligt program, der spænder fra billedbøger til Young Adult, fra klassikere til moderne og grafiske romaner, fra fiktionsserier til fagbøger. Vi er optagede af at finde, udvikle og fastholde stærke forfatterskaber. Vi arbejder med udvikling af universer, serier og lydfortællinger og på opbygning af kreative partnerskaber. 

B&U-redaktionen består af 10 engagerede medarbejdere, som arbejder tæt sammen. Vi lægger desuden stor vægt på det tværgående samarbejde med resten af forlaget fra Skønlitteratur, Nonfiktion og Uddannelse til salg/marketing/presse og Gyldendals Bogklubber. 

Gyldendal er med sine 250 år et historisk forlagshus, hvor vi brænder for at udvikle og udgive de bedste bøger på tværs af formater. Samtidig arbejder vi hele tiden på at forny vores profil og vores arbejdsmetoder, og du får derfor rig mulighed for at være med til at præge retningen på arbejdet både i redaktionen og på tværs af huset i fællesskab med dygtige og engagerede kolleger. 

Dit job som redaktør 
Som redaktør i Gyldendal B&U skal du indgå i tæt samarbejde med forfattere, illustratorer, grafikere, oversættere og dine kolleger. Du skal være med til at sammensætte et stærkt og relevant udgivelsesprogram, udvikle nye formater – opfange nye trends og skabe og udbygge et netværk af fortællere uanset genre, format og platform. 

Arbejdsopgaver består blandt andet i at:
- arbejde med fortællinger og karakterer fra idé til færdig udgivelser sammen med forfatterne, i redaktørteams, i workshops eller i redaktionelle formater, du selv opfinder. 
- arbejde tæt sammen med salg, marketing og presse om at få vores udgivelser ud til læserne. 
- finde de originale og vigtige historier uventede og uopdyrkede steder – og både være hurtig på aftrækkeren og tålmodig og grundig i redigeringsarbejdet.
- være med til at skabe et kreativt hus, hvor forfatterne føler sig inspirerede.  
- være med til at sikre, at Gyldendals udgivelser er lige så relevante for læserne fremover, som de er det nu.

Du er en mulig kandidat, hvis du:
- har erfaring med historiefortælling og karakterudvikling fra arbejdet med visuelle eller auditive fortællinger for børn og unge fx som manuskriptforfatter, dramaturg, redaktør, forfatter, journalist eller producer.
- har et godt dansk og en stærk sans for såvel plot som sprog.
- er kreativ og iderig og kan føre dine ideer ud i livet.
- har en stærk kommerciel sans og løbende holder dig opdateret på tendenser både i Danmark og internationalt.
- har sans for kvalitet og næse for den gode historie.
- er nysgerrig og har en god fornemmelse for digitale udgivelsesmuligheder.
- vil arbejde et sted, hvor man tager fat, har travlt, arbejder tæt sammen med andre, og hvor fokus er på at få den gode historie og den stærke fortælling ud over rampen. 

Derfor skal du søge…
- Du ønsker at blive en del af en alsidig og kreativ arbejdsplads med mange forskellige mennesker, der brænder for deres arbejde og for at lave fantastisk indhold til børn, unge og deres forældre.
- Du er optaget af børne- og ungdomskultur og vil gerne bidrage til øget synlighed på området.
- Du vil gerne arbejde på et forlag med en lang og stolt historie og et forlag, hvor der er mulighed for at være med til at præge retningen i fællesskab med engagerede kolleger.
- Du ønsker at blive del af en fantastisk redaktion, hvor vi arbejder tæt sammen, og hvor vi har det sjovt, både når der er travlt, og når der er fest.

Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte forlagschef Lotte Hjortshøj på lhj@gyldendal.dk.

Din ansøgning
Send din ansøgning og CV i en samlet PDF-fil til ansoegning12@gyldendal.dk senest d. 1. februar 2021. Tiltrædelse efter aftale.

Om Gyldendal
Gyldendal blev grundlagt i 1770 og er dermed landets ældste og største forlag. Gyldendal A/S tæller også datterselskaberne MentorDanmark, MentorNorge (Norge), Word Audio Publishing (Sverige), Chapter og Publizon.

I Gyldendal får du en alsidig og kreativ arbejdsplads med mange forskellige medarbejderprofiler. Det fælles kendetegn på tværs af organisationen er en høj grad af arbejdsrelateret stolthed såvel som indlevelse og engagement i arbejdet samt en menneskeorienteret tilgang – og sidst men ikke mindst en stor kærlighed til bøger.

Du får din daglige gang i Klareboderne i indre København i Gyldendals historiske lokaler, som huser ca. 380 medarbejdere. I hele koncernen er vi lidt over 550 ansatte.