Hanne Højgaard Viemose

Hanne Højgaard Viemose (f. 1977) er fra Frederikshavn. Hun er bachelor i antropologi og uddannet fra Forfatterskolen i 2011. Hun debuterede samme år som forfatter med den prisbelønnede roman Hannah. Den selvstændige fortsættelse, romanen Mado udkom i 2015 på Forlaget Basilisk. Samme år var hun aktuel med Helhedsplanen på forlaget Jorinde & Joringel.

11. januar 2019 udgav Hanne Højgaard Viemose HHV, FRSHWN - en beskidt, humoristisk og desperat roman om at være kvinde, mor, menneske, abe og en arrig heks, der er faldet af sin kost og ligger på jorden med en blodtud og hyler, mens livet styrter afsted som en flok vilde islandske heste.

Hannah, Mado og HHV FRSHWN udgør til sammen en autofiktiv romanserie, men bøgerne kan læses helt selvstændigt.

Om arbejdet med sin nye roman siger hun:

»Jeg har det ikke, som om det er en bog, jeg har skrevet, men mere som om det er tekster, jeg har spyttet ud og gylpet op, mens jeg har trampet oprørt op og ned ad Nørrebrogade eller kørt rundt i Island, eller som jeg har vredet ud under ulidelige og angstfremkaldende skriveophold i hjemsøgte og afsidesliggende forfatterrefugier. Det har været et hæsligt arbejde, og der var ingen vej tilbage, selv om det bare blev værre og værre. Det var åbenlyst for mig, at det var historier, jeg var nødt til at skille mig af med. For selv om det ikke er et til et med virkeligheden, var det alligevel historier, jeg havde båret med og i mig.«.

Privatfoto, 2018

Bøger