Erasmus af Rotterdam

Beskrivelse

Læs mere

Seneste udgivelse

Om den frie vilje

Vælger vi selv det gode – eller er vore handlinger forudbestemte, indkodet i vores væsen og uden for rækkevidde af vores vilje? Et erkendelsesfilosofisk problem, som i Europa jævnligt har vakt debat gennem de seneste 2500 år.

I sin lille bog Om den frie vilje fra 1524 tager teologen Erasmus af Rotterdam det under behandling, set i perspektivet af den ufortjente nåde, som kristendommens Gud stiller ethvert kristent menneske i udsigt. Kan et menneske med vilje hæmme eller fremme sin egen sjælelige frelse? Frelser Guds nåde også dem med et forhærdet sind? I bogen diskuterer Erasmus for og imod på grundlag af en omfattende mosaik af bibelsteder; hans grundige metode løsnes flere steder af en selvironisk undertone og lægger samtidig op til videre debat om emnet.

Kort før sin død begyndte forfatteren Villy Sørensen (1929-2001) at udarbejde en oversættelse fra latin og nåede den første tredjedel af teksten. Den klassiske filolog Gorm Tortzen har fuldendt oversættelsen og tilrettelagt noternes mange oplysninger til gavn for den moderne læser. Teologen Sten Haarløv har skrevet bogens introduktion, mens historikeren Gert Posselt i et efterskrift gør rede for Villy Sørensens opfattelse af Erasmus - denne centrale skikkelse i renæssancehumanismen, der med sin kildekritiske bibelforståelse udgør en vigtig forudsætning for den lutherske reformation og det dermed forbundne brud med den katolske kirke.

Bøger af Erasmus af Rotterdam