Forfattere | Gyldendal

Jørgen Kieler

Jørgen Kieler, 1919-2017, læge og kræftforsker. Aktiv modstandsmand under den tyske besættelse af Danmark, dødsdømt i foråret 1944, straffen ændret til koncentrationslejrophold frem til kort før befrielsen maj 1945. Lægeeksamen i 1947. Efter studieophold i USA tilknyttet Fibiger Laboratoriet i 1953, leder af samme i 1965. I 1980 udnævnt til forskningschef i Kræftens Bekæmpelse og i 1984 til leder af Fibiger Instituttet med særligt ansvar for kræft- og miljøprogrammet. Formand for Frihedsfonden 1975-88.

Jørgen Kielers deltagelse i debatten om modstandsbevægelsen er baseret dels på egne erfaringer som læge og som formand for Frihedsfonden, hvorunder langtidsvirkningen af deportation, tortur, krigssejlads og andre fysiske og mentale belastninger gradvis blev afsløret, og dels på den triste erkendelse af de ”post-Hæstrupske” historikeres svigtende evne til at forstå, hvad der bevægede folk under besættelsen, herunder også den internationale kamp imod nazismen. I eftertiden synes en ny generation af historikere at vise forståelse for, at kampen imod nazismen ikke stoppede ved Kruså. Jørgen Kieler mente at bidrage til denne kamp ved sin skribentvirksomhed og ved sine mange foredrag.

Som overlæge og chef for Fibiger Laboratoriet fik Jørgen Kieler mulighed for en international indsats i bestræbelserne på at bryde igennem jerntæppet og inddrage østeuropæiske kolleger i den internationale kamp imod kræften. I nært samarbejde med professor Mühlbock (jødisk flygtning bosat i Amsterdam, stifter af EACR) var Jørgen Kieler med til at organisere internationale kongresser i Warszawa, Krakow, Prag, Bratislawa, Budapest og Zagreb. Desuden etablerede han et samarbejde med kræftforskere fra 21 forskellige lande, herunder 6 østeuropæiske. I alt 104 udenlandske forskere har arbejdet på Fibiger Laboratoriet heriblandt 28 fra USA, 25 fra Polen, 10 fra Tjekkoslovakiet og 5 fra andre østeuropæiske lande, som herved fik kontakt og videnskabeligt samarbejde med kolleger fra 21 forskellige lande foruden Danmark.

Bøger af denne forfatter