Læs artiklen

Theis Ørntoft: Jeg har haft brug for et kontroltab

Theis Ørntoft: Jeg har haft brug for et kontroltab

SOLAR er en desperat, dystopisk generationsroman, et hallucineret roadtrip og en rumrejse ind i krybdyrhjernen. Og så er den forfatteren Theis Ørntofts første roman. Her fortæller han om sine overvejelser undervejs og om selve skriveforløbet, der var præget af både større lykke og større lede.

Q: Efter to digtsamlinger – YEAHSUITEN fra 2009 og DIGTE 2014 fra 2014 – udgiver du romanen SOLAR. Hvorfor måtte du denne gang skrive i romanform og i prosa? Hvad har skiftet fra poesi til prosa betydet både for skriveformen og for det endelige udtryk?

»Skiftet fra digte til roman har nærmest været som at skifte arbejde. Det er to forskellige tænkesystemer og arbejdssystemer. Man kan ikke placere en roman i et digt, men man kan placere et digt i en roman, og på den måde er romanen den ultimative litterære form. Der er en formel frihed i arbejdet, som der ikke er i poesien. Men som vi ved, kommer enhver frihed med en pris, og prisen er kaos og uoverskuelighed. Så arbejdsprocessen har været gennemstrømmet af nogle større ekstremer; større lykke og større lede.

Det kræver en tålmodighed og en disciplin at skrive roman. I digtet kan man hele tiden sprænge alt i luften og skifte tanke eller rum fra linje til linje, det er på en måde det, poesi handler om. Men i arbejdet med SOLAR har jeg virkelig måttet tvinge en tålmodighed frem, som i udgangspunktet er mig fremmed. Måske svarer forskellen på poesi og roman til forskellen på at tegne et hus og så at gå ud og bygge det hus i virkeligheden. Det kræver helt forskellige processer, metoder og viden. Men når jeg ser tilbage på det nu, har der ikke været anden udvej.

Jeg har haft brug for et kontroltab for at komme videre fra DIGTE 2014«.

Q: Romanen begynder med et digter-jeg, der vandrer ad Hærvejen, og slutter med et hallucineret roadtrip ned gennem Europa og en ”rumrejse ind i krybdyrhjernen”. Men du skriver dig samtidig ind i en realistisk skrivetradition – og dog. Hvordan vil du karakterisere din skrivestil?

»Romaner uden handling har aldrig interesseret mig så meget. Jeg har altid været meget draget af handling og eventyr, helt siden jeg var barn. Men samtidig skal handlingen også kortsluttes og slynges ind gennem fremmede logikker og verdener. Så jeg har forsøgt at skrive en roman, der afspejler dette grundforhold; at verden både er realistisk og genkendelig, en dagligdag, og samtidig kan den pludselig blive gennemstrømmet af helt andre logikker, andre farver, andre kræfter og tider.

Jeg går meget op i at beskrive hverdagen helt tæt på. Men samtidig kan denne hverdag pludselig kollapse og styrte ned i et navnløst, psykedelisk kaos. Kaos løber lige nede under hvert eneste sekund, det er en grunderfaring for mig. Lige neden under parforholdet eller aftensmaden flyder mærkelige farver rundt, mærkelige strømme og ikke-menneskelige kræfter, det er min oplevelse. En filminstruktør som David Lynch føler jeg mig tæt på, nok fordi han også synes at have denne dobbelte erfaring af, at hverdagen virkelig findes med sin tragedie, humor og nærvær, og så pludselig kan den krakelere og styrte sammen. Hele tiden frem og tilbage. Hele tiden ustabilt. Orden og kaos. Humor og alvor. Menneske og kosmos. Realisme og surrealisme. Det er disse yderpunkter, som al god litteratur har koordinater i.

Litteratur synliggør verden for os. Jeg tror, det er dens primære funktion. Vi mennesker er nogle mærkværdige væsener: Vi kan gå rundt ude i en skov og ikke bemærke et eneste træ, men hvis nogen udstiller et træ inde i en kunsthal, står alle og kigger forundret op og siger: Wow, mand. Et træ! Hvor ser et træ egentlig vildt ud! På samme måde udstiller kunsten virkeligheden, den nedskalerer kompleksiteten til et sted, der gør verden begribelig for os. Verden er for stor til, at man kan fatte den, og litteratur er ligesom kort over landskaber. Bøger har meget den samme funktion, bare i en mental forstand; de er kort over de indre, sociale og eksistentielle landskaber«.

Q: Du spiller på de klassiske romangenrer – dannelses- og udviklingsromanen – et ungt søgende jeg, der tager ud i verden for at finde sig selv. Men der er kun hjem – ude og ingen venden hjem og genopretning af ordenen – og heller ingen udvikling, snarere afvikling. Forlaget kalder romanen en dystopisk generationsroman, men kunne den også få genrebetegnelsen politisk roman? Hvordan ser du på den genrebetegnelse i forhold til din bog og til brug af genren her i 2018?

»Hvis dannelsesromanen er en borgerlig og opbyggelig tradition, så er SOLAR nok på mange måder det modsatte. En anti-dannelsesroman, måske ja. I det jungianske, arketypiske eventyr rejser helten ud af sin idyl, gennemlever kaos i det ukendte og vender så tilbage med mørket integreret i sig og en forhøjet indsigt. I SOLAR kommer denne tilbagevenden ikke. Der er figuren snarere: hjem – ud – ud – ud – ud… Rejsen fortsætter bare længere og længere væk, der er ingen hjemkomst. Jeg ved ikke hvorfor, men det er noget, der har en stærk dragning på mig. For mig er det mest af alt den rejsefigur, SOLAR handler om. Rejsen, der bare fortsætter og fortsætter og aldrig vender tilbage… Som en rumrejse. Der er en ufattelig melankoli i det perspektiv, næsten ubærlig melankoli, men samtidig opstår der også noget uforklarligt ekstatisk. Fortsætte, fortsætte, ud i det ukendte, aldrig vende tilbage…

Jeg forsøger også at tegne et portræt af vores samfund og vores tid og forvirringen, der kendetegner det hele. SOLAR handler også om, hvad der sker, hvis man som ung ikke vælger modellen med kæreste, børn og arbejde. Jeg oplever, at vores kultur leder desperat efter andre former, nye former der kan gribe os og organisere os. Alle datingprogrammerne for eksempel vidner om, at parforholdet er en ældre form, på mange måder inkompatibel med vores tid, men samtidig har vi ikke nogen nye alternativer. Vi famler rundt i den forvirring. Min generation mærker det tydeligt, og SOLAR har måske den forvirring: Hvordan finder vi nye former at leve sammen i?

Hvad sker der, hvis man vælger en anden fremtid end kæreste og børn og job, hvor flyder man så hen? Den vestlige kultur gennemrystes af identitetskrise i disse år, og måske er kunsten en slags laboratorium, hvor man kan afprøve forskellige fremtidsscenarier og muligheder og se, hvad der sker«.

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Solar

Theis Ørntoft

Der er noget utrolig hjælpeløst og forvirret over den senmoderne velfærdsborger

Q: Din jeg-fortæller hedder Theis, han er øko-digter, bor i København og underviser på Testrup Højskole. Hvad betyder det autofiktive greb for din roman?

»Før jeg begyndte at skrive SOLAR, havde jeg længe gået med en fantasi om en fortælling, der startede ud selvbiografisk, men så langsomt og gradvist lod det autentiske jeg gå i opløsning og lade fortællingen forsvinde ind i et eventyr.

Bogen starter i det genkendelige, i idyllen, inden for den normale virkeligheds grænser. Hvis ikke dette startsted findes og etableres i en fortælling, bliver eventyret heller ikke så stort. Star Wars har som science fiction aldrig fascineret mig, fordi det lige fra starten af finder sted ude blandt andre planeter, i virkeligheden er det bare klassisk socialrealisme i anden udklædning; mens en film som Interstellar forekom mig kæmpestor og vild – netop fordi den begynder på Jorden og først efter noget tid skyder ud gennem ormehullet. Så kommer suget. Det er suget af at forlade den velkendte verden. Ud gennem ormehullet eller ned i kaninhullet, fra hverdagen og ind i myten, det er eventyrets vej.

Jeg har altid skrevet ud fra mit eget liv og min egen person i digtene, og jeg havde det, som om jeg for at komme videre skulle skrive mig ud af dette, ud af mig selv, så at sige, simpelthen åbne et skriftligt ormehul og rejse igennem det for at komme ud af mig selv og blive i stand til at skrive om andre mennesker og andre verdener. Senere, i kommende romaner, forhåbentlig«.

Q: Et centralt tema i romanen er en søgen efter identitet. Hvem er jeg? er et gentagende spørgsmål, jeg’et stiller sig. Han lader sig flyde med strømmen og tilpasser sig de miljøer, han møder. Hvem er han egentlig inderst inde, hvis han så let kan forandre sig og blive en helt anden? Ser du denne flydende identitet som et senmoderne karaktertræk? Hvad er på færde?

»Jeg oplever det, som om nærmest alle diskussioner, der finder sted i disse år, handler om, hvor grænserne går. Mellem hvad som helst. Inde i os selv, mellem os som mennesker, mellem forskellige kulturer og mellem lande og verdener.

Vi er så ubeskriveligt forvirrede, og jeg tror, der er en længsel efter grænser. Vores generation er blevet pumpet fuld af bevidstheden om vores friheder og rettigheder. Rettigheder, rettigheder, rettigheder. Men vi befinder os i en radikalt grænseløs tid, og jeg tror, det er umuligt for mennesket at administrere den frihed.

Der er noget Babelstårnet over vores globale tid; jeg tror, myten vil vise sig sand, jeg tror, det store globale rum vil falde sammen. Mennesket er et grænseafhængigt dyr, og jeg tror, der vil komme en tilbagetrækning. Den finder jo allerede sted; både i en regressiv, nationalistisk variant, men også på andre måder. Tag for eksempel den nordiske madbølge; det er også en bevægelse væk fra det globale, tilbage til det lokale. Lad årstiderne og landskabet bestemme, hvad du spiser. Man mærker befrielsen i det. Tænk sig engang; en lettelse ved at være bundet, forpligtet, ufri. Måske bliver dét vor tids modkultur. Hvem skulle have troet det i ’68? Tilbage til rødderne, ned på jorden; det synes at være længslen, der rumsterer i det kollektive ubevidste.

For ti år siden handlede reality-programmerne om fest og druk på Paradise Hotel. I 2018 handler de om at se, hvad der sker, hvis man er alene i vildmarken. Kan man klare sig i naturen? Hvor stærk er man overhovedet som menneskeabe uden teknologien og civilisationen? Over alt er der tegn på denne længsel efter tilbagevenden til et mindre komplekst informationsrum. Vi husker instinktivt, at vi oprindeligt kommer fra savannen, et sted befolket af vilde og nådesløse rovdyr. Jeg mener på ingen måde, at vi skal tilbage dertil, men i hvert fald må man konstatere, at der er vi temmelig langt fra vores oprindelige økologiske livsform og så op til i dag, hvor mennesker kører rundt med påspændte cykelhjelme, blinkende cykellygter og går ture med deres blinkende hunde, og hvor saltsprederne kører ud og spreder salt, så snart temperaturerne kommer under nul.

Der er noget utrolig hjælpeløst og forvirret over den senmoderne velfærdsborger.

Vi har fuldstændig glemt al viden om naturen, og den viden er så sivet ind i kulturen i stedet. Vi kan ikke skelne mellem en giftig plante og en lægende plante, for vi har ikke brug for det; til gengæld scanner vi nu kulturens vildnis med nøjagtig samme fintfølende blik, og vi mærker instinktivt betydningsforskellen mellem en emoji, der smiler en lille smule, og en emoji, der smiler lidt mere. Og det, tror jeg, er et spørgsmål, der begynder at stige op i os, fordi vi har fjernet os så langt fra vores oprindelige habitat: Hvordan ville den teknologiske abe klare sig i dag, hvis systemet pludselig brød sammen? Bare det at skaffe vand?«

Tænk, hvis du fik læst lidt mere. Bare lidt.

Gør som over 85.000 andre: Tilmeld dig Gyldendals gratis mailmagasin og bliv holdt til læseilden!

Redaktionen anbefaler: