Læs artiklen

Svend Brinkmann: »Vi bør blive mindre selvoptagede og mere menneskeoptagede«

Svend Brinkmann: »Vi bør blive mindre selvoptagede og mere menneskeoptagede«

Læs her forfatter og psykologiprofessor Svend Brinkmanns tanker bag bogen HVAD ER ET MENNESKE? Teksten kan også læses som epilog i bogen.

I denne bog har jeg forsøgt at formidle nogle perspektiver på mennesket – nogle menneskebilleder – som tilsammen danner en slags filosofisk antropologi, hvilket vil sige en grundlæggende lære om, hvad mennesket er for et væsen. 

Jeg har placeret en faglitterær tekst i en skønlitterær ramme for både at kunne fortælle om og fremvise nogle af de fænomener og strukturer, der i mine øjne karakteriserer mennesket. Jeg håber, at den fiktive fortælling har givet læseren mod på at begive sig længere ind i det faglitterære manuskript, der jo indeholder et væld af henvisninger til videnskabsfolk, filosoffer og kunstnere. 

Hvis jeg her i en epilog selv skal forsøge mig med en karakteristik af mit projekt i denne bog, så har det for mig handlet om at sammenfatte de brikker til en filosofisk antropologi, der ellers er spredt ud over mine seneste bøger på dansk: Stå fast, Ståsteder, Gå glip og Det sørgende dyr. Jeg har derfor også tilladt mig at genbruge stof fra disse bøger i de faglitterære elementer. 

Det er selvfølgelig op til læseren selv at vurdere gyldigheden af den filosofiske antropologi, jeg forsøger at udvikle, men i mine egne øjne handler projektet om at finde balancen mellem en essentialisme og en eksistentialisme. Essentialismen er en tænkning om mennesket, der siger, at vi er defineret ved ét bestemt afgørende træk. Der kan være tale om en biologisk essentialisme, der siger, at det fx er vores genom eller hjerne, der er afgørende for det menneskelige, eller der kan være tale om en religiøs essentialisme, der peger på den udødelige sjæl som den menneskelige essens. 

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Hvad er et menneske

Svend Brinkmann

Under alle omstændigheder tager essentialismen udgangspunkt i, at der til det at være menneske hører noget bestemt, som til alle tider og steder er givet og afgørende for livet. Eksistentialismen er heroverfor det synspunkt, at det givne har mindre betydning end de valg, vi foretager, og de værdier, vi selv skaber. 

Den klassiske formulering af eksistentialismen fra Sartre betoner, at eksistensen går forud for essensen. Altså at mennesket skaber sig selv gennem sine handlinger. 
Der er ingen gud eller menneskelig natur, der bestemmer livet, som i udgangspunktet er absurd og meningsløst, men som kan gives indhold gennem individets frie valg. 
Hos essentialismen ses mennesket typisk som et væsen, der kan bringes til en forståelse af de givne vilkår, der former livet. Livet er en gave, vi ikke selv har skabt, og som vi skal tage imod og drage omsorg for. 

Hos eksistentialismen ses mennesket derimod som en misforståelse. Mennesket er hos sidstnævnte frit til at skabe sig selv, men derfor er det og verden også i udgangspunktet tomt, hvilket er grunden til, at eksistentialisterne så ofte kredser om intetheden. 

Jeg tror, at begge positioner, der her er tegnet hårdt op som modsætninger, er problematiske i deres rene former. På den ene side er vi ikke kun defineret af det givne. På den anden side er vi heller ikke kun defineret af vores frie valg. Men begge positioner indeholder også noget sandt, og jeg har bogen igennem forsøgt at argumentere for, at der faktisk er noget, der er givet og afgørende for mennesket. Det er væsenstræk ved os, som kommer fra både biologien, fornuften, følelserne, socialiteten og transcendensen (som jeg kaldte det i sidste kapitel), der som områder selvfølgelig ikke lader sig afgrænse klart fra hinanden. Det har essentialismen ret i, men bemærk, at min essentialisme er mangfoldig eller pluralistisk, idet der ikke er én – og kun én – ting, der gør os til mennesker. Der er i stedet en række indbyrdes forbundne egenskaber, som vi er givet og bør tage stilling til. 

Jeg har også (nok mindre åbenlyst) forsøgt at argumentere for, at vores valg, ansvar og ikke mindst det, at vi kan forholde os til, hvordan vi forholder os (tænk på Kierkegaards definition af selvet), gør os til mennesker. Det har eksistentialismen ret i. Positionen mellem essentialismen og eksistentialismen tager dermed udgangspunkt i, at mennesket er et væsen, der er defineret af, hvordan det forholder sig til det givne. Noget er givet (som hos essentialismen), men det er ikke givet, hvordan vi forholder os til det (som hos eksistentialismen). 

Livet er en gave, ja, men det at forholde sig til gaven i form af tilværelsens vilkår er en opgave, som der ikke er nogen entydig opskrift på. 

Jeg ved ikke, hvad denne mellemposition skal kaldes – at livet både er en gave og en opgave – men vi kan fx kalde den en eksistensfilosofi, fordi den handler om grundlæggende (givne) træk ved menneskets liv, der sommetider betegnes eksistentialer (fx af Heidegger). 

Ifølge en sådan eksistensfilosofisk tænkning skaber vi ikke selv vores liv, men vi er med til at bestemme, hvordan vi forholder os til det, der er skabt og givet os. Noget af det, der er os givet, er netop, at vi ikke kan slippe for at forholde os til os selv og de menneskelige vilkår. Det er også her, det ansvar ligger, der betonedes så stærkt af filosoffer som Jonas og Løgstrup: et ansvar for det, man har magt over, og som man ikke kan vælge sig ud af, da det er der forud for, at vi overhovedet kan træffe et valg. 

Min grundtanke er, at dette ansvar, og andre af de givne vilkår for livet, udgør en slags eksistentiel horisont, som man skal dannes til at forstå og forvalte. Det sker ikke af sig selv, men foregår ved, at man deltager i opdragelses- og uddannelsessammenhænge i familier, skoler og andre samfundsinstitutioner. 

Bogens grundlæggende påstand er således, at en almenmenneskelig dannelse må gå forud for det, der i disse år kaldes selvudvikling. Det græske navn for den almenmenneskelige dannelse var paideia, hvilket henviste til det sæt kropslige, psykiske og kulturelle evner og egenskaber, man skulle erhverve sig som menneske. Det almene og fælles går dermed forud for det individuelle og personlige. 

Det er fint at “realisere sig selv” som et unikt enkeltindivid, men ikke, hvis det sker på bekostning af de almenmenneskelige værdier og forpligtelser, hvorfra også etikken har sit udspring. 

“Kend dig selv” stod der over Apollons tempel i Delfi i oldtidens Grækenland, og det forstår mange i dag som en opfordring til individuel selvopdagelse, selvudvikling og selvrealisering. Jeg tror, at det oprindelig betød noget i retning af, at man skulle kende sig selv som et alment menneske, før man trådte ind i templet – som et dødeligt væsen blandt andre dødelige. Det er dén tanke om at kende det menneskelige som det almene, jeg har søgt at udtrykke i bogen. 

Og som Kierkegaard sagde, så består også det etiske i at realisere det almene. Der er en etik at finde i erkendelsen af, at den humanitet eller menneskelighed, som denne bog tematiserer, også involverer en menneske-lighed. En erkendelse af, at alle mennesker er skabt lige, som det hedder i den amerikanske uafhængighedserklæring. 

Det betyder selvfølgelig ikke, at alle mennesker er lige kloge, dygtige eller opfindsomme, men blot, at alle mennesker er lige i værdighed og værdi. Det er humanismens grundlæggende idé, som vi har kendt siden antikken, som voksede sig stærkere i renæssancen og oplysningstiden, og som vi skal bevare og genfortolke i den såkaldt posthumane epoke, vi bevæger os ind i. Vi må her fortsætte med at stille spørgsmålet om, hvad et menneske er. 

Hvis jeg kan tilgives at slutte med en opfordring, så er det, at vi bør blive mindre selvoptagede og mere menneskeoptagede.

Tilføj til ønskeliste

Om nej

Svend Brinkmann

Tilføj til ønskeliste

Hvad er et menneske

Svend Brinkmann

Tilføj til ønskeliste

Gå glip

Svend Brinkmann

Tilføj til ønskeliste

Ståsteder

Svend Brinkmann

Tilføj til ønskeliste

Stå fast

Svend Brinkmann