Læs artiklen

Det sker der i tarmen, når du spiser en rød bøf

Det sker der i tarmen, når du spiser en rød bøf

Bogen Sund mave - klart sind sætter fokus på, hvordan forbindelsen mellem vores tarme og tanker påvirker vores følelser og sundhed. Forfatteren, Emeran Mayer, er en amerikansk læge med speciale i gastroenterologi: Mave-tarm-systemet. Læs et gratis udsnit af bogen her.

Forestil dig, at du er ude at spise middag sammen med en god ven.

Tjeneren har lige serveret en rød til medium stegt entrecote, og du glæder dig over det velsmagende måltid. Her er en kort fremstilling af, hvad der sker, når du putter det første stykke kød i munden – om end du nok bør undgå at lade det følgende indgå i samtalen ved middagsbordet.

Allerede inden du tygger og synker maden, fyldes din mave med koncentreret saltsyre, der kan være lige så sur som batterisyre. Når bidder af den delvist tyggede bøf når frem, begynder maven at udføre bevægelser som en kværn, der er så kraftige, at bøffen findeles til ganske små partikler.

I mellemtiden forbereder galdeblæren og bugspytkirtlen tyndtarmen på at udføre sin opgave ved at sprøjte galde, som er med til at opløse fedt, og forskellige fordøjelsesenzymer ud. Når din mave overgiver de bittesmå bøfpartikler til tyndtarmen, vil enzymerne og galden nedbryde dem til næringsstoffer, som tarmen kan optage og overføre til resten af kroppen.

Efterhånden som fordøjelsen skrider frem, udfører tarmvæggenes muskler et særligt mønster med sammentrækninger, der kaldes peristaltik, som bevæger føden ned i og gennem fordøjelseskanalen.

Styrken, varigheden og retningen af peristaltikken afhænger af, hvilken slags mad du har indtaget, og det sikrer for eksempel, at tarmen har mere tid til at optage fedt og komplekse kulhydrater og ikke så meget tid til sukkerholdige drikkevarer.

Find Emeran Mayers bog her

Tilføj til ønskeliste

Sund mave - klart sind

Emeran Mayer

Samtidig trækker dele af dine tarmvægge sig sammen for at dirigere den føde, der er ved at blive fordøjet, hen mod tyndtarmens tarmslimhinde, hvor næringsstoffer optages. I tyktarmen bevæger kraftige bølger af sammentrækninger indholdet frem og tilbage for at sikre, at dette organ kan udvinde og optage 90 procent af det vand, der findes i tarmindholdet. En anden kraftig bølge af sammentrækninger bevæger derpå indholdet frem mod endetarmen, hvor det typisk udløser trangen til at have afføring.

Mellem måltiderne er der en anden trykbølge – kaldet „det migrerende motorkompleks“ – der fungerer som „husholderske“ for din tarm og fejer alt det ud, som din mave ikke har kunnet opløse eller nedbryde til små nok stykker, for eksempel piller, der ikke er opløst, eller jordnødder, der ikke er tygget. Denne bølge bevæger sig langsomt fra spiserøret til endetarmen hvert 90. minut og skaber tryk nok til at knække en paranød og sende uønskede mikrober fra tyndtarmen ned i tyktarmen. 

I modsætning til den peristaltiske refleks fungerer det migrerende motorkompleks kun, når der ingen føde er tilbage i mave-tarm-kanalen, der skal fordøjes – for eksempel når du sover – og det slår fra, så snart du tager den første bid af morgenmaden.

Tarmen kan koordinere alt dette og mere endnu uden hjælp fra hjernen eller rygmarven, og det er ikke de muskler, din tarmvæg består af, der ved, hvordan det skal gøres. Håndteringen af fordøjelsen udføres derimod stort set af det enteriske nervesystem – et bemærkelsesværdigt netværk på 50 millioner nerveceller, som ligger rundt om tarmen fra spiserøret til endetarmen. 

Denne „anden hjerne“ er måske nok mindre end sit modstykke på halvandet kilo oppe i dit hoved, men når det gælder fordøjelse, er den ypperlig.

Disse bøger vil måske interessere dig

OM BOGEN SUND MAVE - KLART SIND AF EMERAN MAYER

Videnskaben er i disse år ved at opdage, hvor stor betydning vores tarmsystem og tarmfunktion har for vores sundhed, både når det gælder vores fysiske sundhed og i særdeleshed vores mentale sundhed. 

I Sund mave – klart sind præsenterer lægen og forskeren Emeran Mayer sin banebrydende forskning i, hvordan vores tarmsystem hænger tæt sammen med vores sind, følelser og hjernefunktion. Han påpeger, hvordan ubalancer i vores fordøjelsessystem kan have stor indflydelse på alt fra det humør, vi vågner op med om morgenen til depression, angst og stress. 

I bogen kommer Emeran Mayer med en række konkrete kost- og livstilsråd, der kan styrke immunforsvaret, mindske risikoen for neurologiske sygdomme som Alzheimer og Parkinson og i det hele taget give kroppen de bedste forudsætninger for optimal sundhed.

LINK > Find bogen her

Redaktionen anbefaler: