Læs artiklen

DØD OVER TANDFEEN er en satirisk thriller i børnehøjde, hvor der bliver rystet og pillet ved alle forestillingerne om de klassiske, eventyrlige figurer. Forfatter Sophie Souids deler ud af sine tanker om sin første børnebog.

Sophie Souids søn, var den sidste af alle kammeraterne til at tabe en tand, og det fyldte enormt meget hos den lille purk. 

Jeg fik ideen til DØD OVER TANDFEEN, da det gik op for mig, hvor meget prestige der er i de rokketænder. Og da jeg skulle fortælle min søn om hende Tandfeen og hele proceduren, udviklede det sig hurtigt til en idé: Hvad nu hvis Tandfeen i virkeligheden, var alt andet, end hvad man havde regnet med …” 

Nysgerrighed og masser af spørgsmål
En 4-årig stiller i gennemsnit 400 spørgsmål om dagen. Det gjorde Sophie Souids søn også. Mindst. Og Tandfeen blev noget af et omdrejningspunkt, da rokketandsalderen indtraf. For hvem er Tandfeen egentlig? Hvorfor henter hun tænderne? Hvad skal hun bruge dem til? Hvor bor hun og hvordan ser hun ud?  

Nysgerrigheden og dét at sætte spørgsmålstegn ved alt - har Sophie Souids søn selvfølgelig ikke fra fremmede. Men Sophie var i virkeligheden lidt svar skyldig, da det kom til Tandfeen. For hvordan var det nu lige med hende? Og trængte hun i virkeligheden ikke til at få noget kant og blive støvet lidt af?  Så Sophie smed selv spørgsmålene på bordet: Hvad nu hvis Tandfeen var alt andet end blid og yndefuld? Hvad hvis hun var en benhård forretningskvinde, der solgte mælketænderne videre til overpris på det sorte marked? Hvad hvis tænderne var næring for feerne, guld for troldene og slik for skovnisserne? Hvad hvis Sophie vendte det hele på hovedet og gav Tandfeen en litterær revival.

Et magisk univers møder nutiden
Sophie skabte et magisk univers, der mødte en moderne nutid, med fairtrade, powerkvinder og verdenshistoriens måske største bedragerisag. Historien er skrevet i flere lag. En højtlæsningsbog fra ca. 6 år og læs selv for de større børn. Men der er også mange referencer og jokes til de voksne. 

Det fedeste er jo læse en bog for sine børn, hvor man sammen kan dykke ind i et univers, hvor der er gode grin og spænding for hele familien,” fortæller Sophie. "Vi skal holde Tandfeen i live. Og Julemanden, Påskeharen, Ole Lukøje og alle de fantastiske, klassiske figurer, som går generationer tilbage. Børn i dag er så knivskarpe og logisk tænkende. Så magien skal have lov at fylde og leve så længe som muligt - og fantasien være i fuldt flor. Det er jo i virkeligheden barndommens magi. Så netop derfor kan man godt pifte historierne op, så de passer ind i en moderne nutid.

Ingen løftede pegefingre
Der er ikke store løftede pegefingre og tunge moraler i min historie”, påpeger Sophie. Historien er først og fremmest underholdning, der får fantasien til at lege med og skaber billeder hos børnene.
 
Til gengæld er der mange fine værdier flettet ind i fortællingen som søskendekærlighed, retfærdighed og dét at gøre det rigtige, selvom det betyder, at man må krydse nogle grænser på vejen.  Der er højt til loftet, rablende påfund og store armbevægelser. Og så ender den godt. Og i respekt for de børn, som stadig tror på Tandfeen.  

Flere bøger på vej
DØD OVER TANDFEEN er første bind i serien, ”Alf & Bjørn redder verden”. Serien bliver et moderne tag på de klassiske, eventyrlige figurer, hvor konteksten og sproget tilpasses en nutidig virkelighed. Et univers hvor magiske væsener møder en moderne nutid - og hvor det hele vendes på hovedet, og en global problematik vil være plottet.
Andet bind i serien udkommer i maj 2019 og bliver en jagt på Ole Lukøje, der er ved at forsvinde med generationerne. Så drømmeland er lukket, og det får seriøse konsekvenser for børnene. 

 

Bøger af Sophie Souid