Læs artiklen

"Giv mig dit telefonnummer, kioskpige," sagde han, og til sin forbløffelse gav hun ham det...

"Giv mig dit telefonnummer, kioskpige," sagde han, og til sin forbløffelse gav hun ham det...

Kristen Roupenians novelle KATTEMENNESKE blev et fænomen. Fortællingen om Margot og Roberts katastrofale date, som blev bragt af det litterære magasin The New Yorker, gik viralt og blev læst af over en million mennesker. Nu debuterer Roupenian med en novellesamling om magt, sex og moderne relationer. Læs novellen KATTEMENNESKE her.

Margot mødte Robert en onsdag aften i slutningen af efterårssemesteret. Hun var på arbejde i kiosken i kunstbiografen downtown, da han kom ind og købte en stor popcorn og en æske Red Vines.
„Det var da et … usædvanligt valg,“ sagde hun. „Jeg tror faktisk aldrig, jeg har solgt en æske Red Vines før.“

At flirte med kunderne var en vane, hun havde tillagt sig, da hun arbejdede som barista, og det havde givet drikkepengene et nøk opad. I biografen fik hun ikke drikkepenge, men arbejdet var kedeligt ellers, og hun syntes faktisk, at Robert var lækker. Ikke lækker nok til, at hun for eksempel ville have opsøgt ham til en fest, men lækker nok til, at hun kunne have skruet sig op til et fiktivt crush på ham, hvis han havde siddet over for hende i en kedelig time – dog var hun rimelig sikker på, at han var færdig med college, midt i tyverne mindst. Han var høj, hvilket tiltalte hende, og hun kunne se kanten af en tatovering titte frem under det op- smøgede skjorteærme. Men han var til den tunge side, hans skæg var lidt for langt, og hans skuldre ludede lidt forover, som om han værnede om noget.

Robert opfangede ikke hendes flirten. Hvis han gjorde, viste han det i hvert fald kun ved at træde tilbage, som om han ville have hende til at læne sig frem mod ham, gøre sig lidt mere umage.
„Nå,“ sagde han. „Okay så.“ Han stak byttepengene i lommen.

Men ugen efter kom han igen ind i biografen og købte igen en æske Red Vines.
„Du er ved at blive bedre til dit job,“ sagde han. „Denne gang undgik du faktisk at fornærme mig.“
Hun trak på skuldrene.
„Jeg står også til en forfremmelse,“ sagde hun. Efter filmen kom han tilbage til hende.
„Giv mig dit telefonnummer, kioskpige,“ sagde han, og til sin forbløffelse gav hun ham det.

***

Ud fra denne lille ordveksling om Red Vines konstruerede de over de næste mange uger via sms et sindrigt stillads af jokes, rappe replikker med så bratte twist, at hun ikke altid kunne følge helt med. Han var ret skarp, og hun måtte lægge sig i selen for at imponere ham. Hun opdagede hurtigt, at han som regel skrev tilbage med det samme, når hun skrev til ham, men hvis det tog hende mere end et par timer at reagere, var hans næste besked altid kort og uden et spørgsmål, så det blev op til hende at genoptage samtalen, hvilket hun altid gjorde. Et par gange kom hun fra det en dags tid og tænkte, at samtalen måske ville glide helt ud i sandet, men så kom hun i tanker om noget sjovt at fortælle ham, eller også så hun et billede på nettet, som var relevant for deres samtale, og så genoptog de den. Hun vidste stadig ikke ret meget om ham, for de havde aldrig talt om noget personligt, men når de fik landet to-tre gode jokes i streg, var det nærmest berusende, som var det en dans. En aften i læseferien brokkede hun sig så pludselig over, at alle kantinerne var lukkede, og at hun ikke havde noget mad på værelset, fordi hendes sambo havde ribbet proviantpakken hjemme fra hendes forældre, og han tilbød at købe nogle Red Vines, som hun kunne holde den kørende på. I starten slog hun det hen med en ny joke, for hun skulle virkelig have læst, men han sagde: Jeg mener det – tag dig nu sammen og kom, så hun tog en jakke over sin pyjamas og mødtes med ham uden for 7-Eleven.

Klokken var omkring elleve. Han hilste på hende uden videre dikkedarer, som om de sås hver dag, og tog hende med ind for at vælge nogle snacks. Butikken havde ikke Red Vines, så han købte en Cherry Coke Slurpee til hende og en pose Doritos og en fjollet lighter udformet som en frø med en cigaret i munden.

„Tak for gaverne,“ sagde hun, da de var kommet ud igen.
Robert havde en kaninpelshue på, der gik ned over ørerne, og en tyk, gammeldags dunjakke. Hun syntes, det var et godt look til ham, selvom det var lidt nørdet; hatten forstærkede skovhug- ger-looket, og den tykke jakke skjulte maven og skuldrenes lidt ynkelige luden.
„Det var så lidt, kioskpige,“ sagde han, selvom han efterhånden godt vidste, hvad hun hed.
Hun troede, han ville lægge an til et kys, og gjorde klar til at dukke sig og vende kinden til, men i stedet for at kysse hende på munden tog han hende ved armen og kyssede hende blidt på panden, som om hun var noget dyrebart.
„Læs nu flittigt, søde ven,“ sagde han. „Så ses vi snart igen.“
Da hun gik tilbage til kollegiet, var hun opfyldt af en munter sprudlen, som hun vidste var forstadiet til en forelskelse.

Mens hun var hjemme hos sine forældre i ferien, sms’ede de næsten konstant sammen, ikke kun jokes, men også små opdateringer om, hvad de gik og lavede. De begyndte at sige godmorgen og godnat til hinanden, og når hun stillede ham et spørgsmål og han ikke svarede med det samme, følte hun et stik af ængstelig længsel. Hun erfarede, at Robert havde to katte ved navn Mu og Yan, og i fællesskab opdigtede de et kringlet scenarie, hvor hendes barndomskat, Pita, sendte flirtende beskeder til Yan, men var formel og kølig, når hun talte med Mu, fordi hun var jaloux på Mus forhold til Yan. „Hvorfor sms’er du hele tiden?“ spurgte Margots stedfar hende under aftensmaden. „Har du noget kørende med en?“ „Ja,“ sagde Margot. „Han hedder Robert, og jeg har mødt ham i biografen. Vi er forelskede og skal nok snart giftes.“ „Hmm,“ sagde hendes stedfar. „Sig til ham, at vi lige har et par spørgsmål.“ Mine forældre spørger til dig, sms’ede Margot, og Robert sendte en smiley tilbage, hvis øjne var hjerter.

***

Allerede inden der var gået fem minutter, følte hun sig helt vildt utilpas, og da de kom ud på hovedvejen, slog det hende, at han for den sags skyld kunne køre hende et eller andet sted hen og voldtage og myrde hende; hun vidste jo nærmest ingenting om ham.

Da Margot kom tilbage på campus, var hun ivrig efter at se Robert igen, men han viste sig forbløffende svær at få fat i. Undskyld, travl uge på arbejdet, svarede han. Lover, vi ses snart. Margot brød sig ikke om det; det føltes, som om hun havde mistet nyhedens interesse, og da han langt om længe inviterede hende i biografen, sagde hun straks ja.

Filmen, han ville se, gik i den biograf, hvor hun arbejdede, men hun foreslog, at de i stedet så den i det store biografkompleks lidt uden for byen; der kom ikke så tit studerende, for man skulle køre derhen. Robert kom og hentede hende i en snavset hvid Civic, hvor kopholderne var proppet med slikpapir. Under køreturen var han mere stille, end hun havde regnet med, og han så ikke ret meget på hende. Allerede inden der var gået fem minut- ter, følte hun sig helt vildt utilpas, og da de kom ud på hoved- vejen, slog det hende, at han for den sags skyld kunne køre hende et eller andet sted hen og voldtage og myrde hende; hun vidste jo nærmest ingenting om ham.

I samme øjeblik hun tænkte det, sagde han: „Bare rolig, jeg myrder dig ikke,“ og hun kom til at tænke på, om den akavede stemning i bilen mon var hendes skyld, fordi hun var så nervøs og anspændt, som om hun var typen, der troede, hun ville blive myrdet, hver gang hun gik på date.
„Det er okay – du må godt myrde mig, hvis du vil,“ sagde hun, og han lo og klappede hende på knæet. Men han var stadig foruroligende stille, og alle hendes overivrige forsøg på at få gang i samtalen prellede af på ham. I biografen jokede han med kiosk- ekspedienten om Red Vines, hvilket faldt til jorden og gjorde det pinligt for alle parter, men mest af alle Margot.

Under filmen holdt han hende hverken i hånden eller lagde armen om hende, så da de kom ud på parkeringspladsen igen, var hun temmelig sikker på, at han havde ændret mening om at være interesseret i hende. Hun var i leggings og T-shirt, og måske var det problemet. Da hun satte sig ind i bilen, havde han sagt: „Dejligt, at du har klædt dig pænt på til mig,“ hvilket hun havde op- fattet som en joke, men måske havde hun faktisk fornærmet ham ved øjensynlig ikke at tage daten alvorligt nok, eller noget i den stil. Han var i lærredsbukser og en pæn skjorte.
„Skal vi så tage en drink, eller?“ spurgte han, da de kom tilbage til bilen, som om høflighed var en forpligtelse, han var blevet pålagt. For Margot at se virkede det helt klart, som om han forventede, at hun ville sige nej, hvorefter de aldrig ville tale sammen igen. Det gjorde hende trist, ikke så meget fordi hun havde lyst til at være mere sammen med ham, som fordi hun havde haft så store forventninger til ham i ferien, og det virkede urimeligt, at det var gået i stykker så hurtigt.
„Vi kan vel godt gå ud og tage en drink?“ sagde hun.
„Hvis du synes,“ sagde han. „Hvis du synes“ var så utiltalende et svar, at hun blev siddende tavs i bilen, indtil han prikkede til hendes ben og sagde: „Hvad surmuler du sådan for?“
„Jeg surmuler ikke,“ sagde hun. „Jeg er bare lidt træt.“
„Jeg kan godt køre dig hjem.“
„Nej, jeg kunne godt trænge til en drink, efter den film.“ Selvom den film, han havde valgt, gik i den almindelige biograf, var den et dybt deprimerende holocaustdrama, så upassende til en første date, at hun havde sagt: Lol, mener du det, da han foreslog den, og han havde joket om, at han beklagede at have fejlbedømt hendes smag, og at han godt kunne tage hende med ind at se en romantisk komedie i stedet for. Men da hun nu sagde sådan om filmen, skar han en grimasse, og en helt anden tolkning af aftenens forløb faldt hende ind. Måske havde han prøvet på at imponere hende ved at foreslå holocaustfilmen, fordi han ikke fattede, at en holocaustfilm var den forkerte slags „seriøs“ film til at imponere typen, der arbejdede i en kunstbiograf – den type, han formentlig opfattede hende som. Måske, tænkte hun, havde hendes Lol, mener du det såret ham, intimideret ham og fået ham til at føle sig akavet i hendes selskab. Tanken om denne mulige sårbar- hed rørte hende, og med ét blev hun venligere stemt over for ham, end hun havde været hele aftenen.

Da han spurgte, hvor hun havde lyst at tage drinken, nævnte hun den bar, hun normalt kom på, men han skar en grimasse og sagde, at det var i studenterghettoen, og at han ville tage hende med hen til et bedre sted. De tog på en bar, hvor hun aldrig havde været, en undergrundsagtig smugkro uden noget skilt til at gøre opmærksom på sig selv. Der var kø for at komme ind, og mens de ventede, stod hun og blev mere og mere rastløs i sit forsøg på at finde ud af, hvordan hun skulle få sagt det til ham, som hun var nødt til at sige, men forgæves, så da dørmanden bad om hendes ID, rakte hun ham det bare. Dørmanden værdigede det nærmest ikke et blik, smilede bare smørret og sagde „Øh, nej“ og vinkede hende til side, mens han vinkede den næste gruppe i køen frem.

Robert var gået foran og havde ikke ænset, hvad der udspil- lede sig bag ham. „Robert,“ pippede hun spagfærdigt. Men han vendte sig ikke om. Til sidst prikkede en opmærksom køgænger ham på skulderen og pegede på hende, der stod og blomstrede på fortovet.

Hun blev skamfuld stående, da han kom tilbage til hende.
„Undskyld!“ sagde hun. „Hvor er det pinligt.“
„Hvor gammel er du?“ ville han vide.
„Jeg er tyve,“ sagde hun.
„Åh,“ sagde han. „Jeg syntes, du sagde, at du var ældre.“
„Jeg sagde da, at jeg var andetårsstuderende!“ sagde hun. Det var ydmygende nok i sig selv at stå uden for baren og være blevet afvist for øjnene af gud og hvermand, og nu så Robert på hende, som om hun havde gjort noget forkert.
„Du tog da det dér – hvad er det, det hedder? Sabbatår,“ indvendte han, som om det var en diskussion, han kunne vinde.
„Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,“ sagde hun hjælpeløst. „Jeg er tyve.“ Og så mærkede hun absurd nok tårerne presse sig på, for nu var det hele ødelagt, og hun begreb ikke, hvorfor det skul- le være så svært.

Men da Robert så hendes ansigt krakelere, skete der noget magisk. Al anspændtheden forsvandt fra hans holdning; han rankede sig og lagde armene om hende i et bjørnekram. „Åh, søde ven,“ sagde han. „Lille skat da, det gør ingenting, det skal nok gå. Du skal ikke være ked af det.“ Hun lod sig putte ind til ham og overvældedes af samme følelse som uden for 7-Eleven – at hun var noget sart og dyrebart, som han var bange for at komme til at slå i stykker. Han kyssede hende på issen, og hun lo og tørrede tårerne væk.
„Tænk, at jeg står og græder, fordi jeg ikke kunne komme ind på en bar,“ sagde hun. „Du synes sikkert, jeg er den største idiot.“ Men det syntes han ikke, vidste hun, sådan som han så hende ind i øjnene – hun kunne selv se, hvor dejlig hun så ud, smilende gennem tårer i gadelygtens blege skær, mens sporadiske snefnug dalede ned.

Så kyssede han hende, på læberne, rigtigt; han nærmest kastede sig frem mod hende og praktisk taget jog tungen ned i hen- des hals. Det var et rædsomt kys, rystende dårligt; Margot havde svært ved at fatte, at en voksen mand kunne være så dårlig til at kysse. Det var en forfærdelig tanke, men af en eller anden grund fik den de ømme følelser for ham til at vende tilbage, indtrykket af, at nok var han ældre end hende, men hun vidste noget, som han ikke gjorde. Da han var færdig med at kysse hende, tog han et fast greb om hendes hånd og førte hende videre til en anden bar, hvor der var poolborde og pinballmaskiner og savsmuld på gulvet og ingen til at tjekke ID i døren. I en af båsene fik hun øje på den kandidatstuderende, der havde været engelskinstruktor for hende på første år.
„Skal jeg købe en vodka soda til dig?“ spurgte Robert, hvilket muligvis var ment som en joke om collegestudiners foretrukne drinks, men hun havde aldrig smagt en vodka soda. Faktisk var hun lidt nervøs over, hvad hun skulle bestille; på hendes sædvanlige steder ville de kun se ID i baren, så dem, der var enogtyve eller havde troværdigt falsk ID, hentede som regel kander med Pabst Blue Ribbon eller Bud Light til de andre. Hun vidste ikke, om Robert ville gøre nar ad de mærker, så i stedet for at specificere nærmere sagde hun: „Jeg skal bare have en øl.“

Med drinksene foran sig og kysset bag sig, og måske også fordi hun havde grædt, blev Robert mere afslappet, mere det åndrige jeg, hun kendte fra hans sms’er. Jo mere de talte sammen, des mere sikker blev hun på, at det, hun havde tolket som vrede eller utilfredshed, i virkeligheden havde været nervøsitet – angst for, at hun ikke hyggede sig. Han blev ved med at vende tilbage til hen- des indledende afvisning af filmen, lavede jokes, der berørte det, og holdt nøje øje med hendes reaktion. Han drillede hende med hendes elitære smag og sagde, at det var svært at imponere hende med alle de filmkurser, hun havde taget, selvom han udmærket vidste, at hun kun havde taget et enkelt sommerkursus i film. Han jokede med, at hun og de andre medarbejdere i kunstbiografen garanteret sad og gjorde nar ad dem, der kom i den almindelige biograf, hvor der ikke engang blev solgt vin, og hvor nogle af fil- mene var i IMAX-3D. Margot lo med på hans jokes på bekostning af denne fiktive filmsnob-version af hende, selvom intet af det, han sagde, rigtig var fair, eftersom hun jo selv havde fore- slået, at de skulle se filmen i Quality 16-biografen. Men det hav- de måske også såret Robert, indså hun nu. Hun havde troet, det var indlysende, at hun bare ikke ville på date i den biograf, hvor hun arbejdede, men måske havde han taget det mere personligt; måske havde han troet, at hun var flov over at blive set sammen med ham. Hun begyndte så småt at føle, at hun forstod ham – hvor følsom han var, hvor let han blev såret – og det fik hende til at føle sig tættere på ham, og stærk, for når først hun kunne såre ham, kunne hun også trøste ham igen. Hun stillede ham en masse spørgsmål om, hvilke film han kunne lide, og fortalte selvironisk om de film i kunstbiografen, som hun fandt kedelige eller uforståelige; hun fortalte ham om, hvor intimiderende hendes ældre kolleger kunne være, og at hun nogle gange frygtede, at hun ikke var klog nok til at danne sig sine egne meninger om noget. Virkningen på ham var tydelig og øjeblikkelig, og det føltes nærmest, som om hun kælede for et stort, sky dyr, en hest eller en bjørn, fermt lokkede den til at spise af sin hånd.

Da hun var på øl nummer tre, tænkte hun på, hvordan det mon ville være at have sex med Robert. Sikkert ligesom det dårlige kys, klodset og alt for meget, men når hun forestillede sig, hvor opstemt han ville være, hvor hungrende og ivrig efter at imponere hende, mærkede hun et jag af begær gå gennem maven, lige så skarpt og smertefuldt som et elastiksvirp mod huden.

Da de havde drukket ud, sagde hun kækt: „Nå, skal vi smut- te?“ og et kort øjeblik virkede han såret, som om han troede, hun ville afslutte daten, men så tog hun hans hånd og trak ham op at stå, og udtrykket i hans ansigt, da det gik op for ham, hvad hun mente, og måden, han lydigt fulgte efter hende ud fra baren på, gav hende elastiksvirpfølelsen igen, og det samme gjorde mærke- ligt nok den omstændighed, at hans hånd var svedig i hendes.

Udenfor lænede hun sig endnu en gang frem til et kys, men til hendes forbløffelse tantekyssede han hende bare på kinden. „Du er fuld,“ sagde han bebrejdende.
„Nej, jeg er ej,“ sagde hun, selvom hun var. Hun pressede kroppen ind mod hans, følte sig lillebitte ved siden af ham, og han udstødte et stort, dirrende suk, som om hun var for strålende og smertefuld at se på, og det var også frækt, fordi det fik hende til at føle sig som en uimodståelig fristelse.
„Nu tager jeg dig med hjem, svagpisser,“ sagde han og gennede hende over til bilen. Da de var kommet ind i den, lænede hun sig frem mod ham igen, og ved at trække sig lidt tilbage, når han stak tungen for langt ned i hendes hals, lykkedes det hende efter et stykke tid at få ham til at kysse hende blødere, som hun kunne lide det, og lidt efter sad hun overskrævs på ham, og hun kunne mærke hans rejsning spile bukserne ud. Hver gang den bevægede sig under hende, udstødte han nogle dirrende, pibende støn, som hun fandt lidt teatralske, men så skubbede han hende pludselig af og drejede nøglen i tændingen.
„Sidde og snave på forsædet som en teenager,“ sagde han, som om han var forarget. Og tilføjede: „Det troede jeg, du var for gammel til, nu hvor du er tyve.“
Hun rakte tunge ad ham. „Hvor vil du så hen?“
„Hjem til dig?“
„Øh, det duer ikke lige. Med min bofælle og det?“
„Nåh ja. Du bor jo på kollegium,“ sagde han, som om det var noget, hun skulle undskylde for.
„Hvor bor du da?“ spurgte hun.
„Jeg bor i hus.“
„Må jeg … komme på besøg?“
„Ja, du må så.“

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Kattemenneske

Kristen Roupenian

***

Huset lå i et nydeligt, træklædt kvarter ikke så langt fra campus og havde en hyggelig hvid lyskæde hængende over døren. Før han steg ud af bilen, sagde han dystert, nærmest advarende: „Bare så du ved det, har jeg altså katte.“
„Ja, det ved jeg godt,“ sagde hun. „Vi har ligesom skrevet sammen om dem, ikke?“

Ved hoveddøren fumlede han med nøglerne i latterlig lang tid og bandede for sig selv. Hun gned ham på ryggen i et forsøg på at holde stemningen kørende, men det så bare ud til at hyle ham endnu mere ud af den, så hun holdt op igen.
„Nå, her bor jeg så,“ sagde han tonløst og åbnede døren.

Rummet, de trådte ind i, var dæmpet oplyst og fyldt med ting, som alle blev til noget velkendt, da hendes øjne vænnede sig til halvmørket. Han havde to store, fyldte bogreoler, en hylde med vinylplader, en samling brætspil og en masse kunst – eller i hvert fald plakater, der var indrammede og ikke bare sat op på væggen med tegnestifter eller tape.
„Her er hyggeligt,“ sagde hun, som sandt var, og konkluderede, at det, hun følte, var lettelse. Det slog hende, at hun aldrig før var taget med nogen hjem for at dyrke sex; hun havde kun datet fyre på sin egen alder, så det havde altid været forbundet med en vis portion hemmelighedskræmmeri for at undgå bofæller. Det var nyt og også lidt skræmmende at være så meget på en andens hjemmebane, men Robers hjem vidnede om fælles interesser – om end kun i bredeste forstand: kunst, spil, bøger, musik – og det føltes som en betryggende bekræftelse af hendes valg.

Mens hun gjorde sig disse tanker, opdagede hun, at Robert holdt nøje øje med hende, observerede, hvilket indtryk rummet havde gjort på hende. Og som om frygten ikke var helt klar til at slippe sit tag i hende, fik hun kortvarigt den vanvittige tanke, at det måske slet ikke var et rum, men snarere en fælde, som skulle lulle hende ind i den fejlagtige tro, at Robert var et normalt menneske, et menneske som hende selv, alt imens alle de andre rum i huset var tomme eller fulde af rædsler: lig eller kidnapningsofre eller lænker. Men så kyssede han hende, smed hendes taske og deres jakker på sofaen og førte hende ind i soveværelset, tog hen- de på røven og ragede hende på brystet, med samme klodsede iver som ved det første kys.

Soveværelset var ikke tomt, men mere tomt end stuen; han havde ingen rigtig seng, kun en madras på gulvet. På natbordet stod en flaske whisky, som han tog en slurk af og rakte til hen- de, hvorefter han lagde sig på knæ og åbnede sin laptop, hvilket forvirrede hende, indtil det gik op for hende, at han ville sætte musik på.

Margot satte sig på sengen, mens Robert tog skjorten af, spændte bukserne op og trak dem ned til anklerne, før han kom i tanker om, at han stadig havde sko på, og bukkede sig ned for at binde dem op. Synet af ham sådan, bukket så kluntet forover med en mave, der var tyk og blød og dækket af hår, fik Margot til at tænke: Åh nej. Men tanken om, hvad det ville indebære at stoppe det, hun havde sat i gang, virkede overvældende; det ville kræve takt og nænsomhed i et omfang, som hun ikke kunne overskue at opbyde. Ikke at hun var bange for, at han ville prøve at tvinge hende til at gøre noget mod sin vilje, det var mere det, at hvis hun insisterede på at stoppe nu, efter at have presset så meget på, ville hun bare virke forkælet og ubeslutsom, ligesom hvis hun havde bestilt noget på en restaurant og så ombestemte sig og sendte maden tilbage, når den kom ind.

Hun forsøgte med hård hånd at undertvinge sin modstand ved at tage en slurk af whiskyen, men da han lagde sig oven på hende med sine store, sjaskede kys, og hans hånd bevægede sig mekanisk hen over hendes bryster og ned til hendes skridt, som slog han et perverst korsets tegn for sig, fik hun svært ved at trække vejret og følte så småt, at hun måske alligevel ikke kunne gennemføre det.

Det hjalp at vrikke sig ud under hans tunge korpus og sætte sig overskrævs på ham, og det samme gjorde det at lukke øjnene og tænke tilbage på, da han havde kysset hende uden for 7-Eleven. Tilskyndet af denne positive udvikling trak hun blusen over hovedet. Robert rakte op og vippede hendes ene bryst ud af bh’en, så det stak halvt op af skålen, og trillede hendes brystvorte mel- lem tommel- og pegefinger. Det var ubehageligt, så hun lænede sig frem og pressede brystet ind i hans hånd. Han fangede vinket og forsøgte at spænde hendes bh op, men hægten ville ikke, og han blev frustreret ligesom under kampen med nøglen og endte med at kommandere: „Få den af,“ og hun lystrede.

Måden, han betragtede hende på i det øjeblik, var en overdrevet udgave af det udtryk, hun havde set i ansigtet på alle de fyre, hun havde været nøgen sammen med, ikke at der var ret mange – seks i alt, syv med Robert. Målløs og helt fjoget af salig- hed, som en baby beruset af mælk, og måske var det faktisk dét, hun elskede mest ved sex – at en fyr blev blottet på den måde. Robert viste hende mere utilsløret trang end nogen af de andre, selvom han var ældre og måtte have set flere bryster, flere kroppe, end de havde – men måske var det en del af det for ham: at han var ældre, og hun var ung.

Mens de kyssede, blev hun revet med af en så forfængelig fantasi, at hun næsten ikke kunne få sig til at indrømme den over for sig selv. Se den smukke pige, forestillede hun sig ham tænke. Hun er så perfekt, hendes krop er perfekt, alt ved hende er perfekt, hun er kun tyve år, hendes hud er lydefri, jeg begærer hende så brændende, jeg begærer hende mere, end jeg nogensinde har begæret nogen anden, jeg begærer hende så brændende, at jeg er ved at dø.

Jo mere hun forestillede sig hans ophidselse, jo mere tændt blev hun selv, og inden længe gned de sig mod hinanden, faldt ind i en rytme, og hun stak hånden ned i hans underbukser og tog hans penis i sin hånd og mærkede den lille, fugtige perle på spidsen. Han lavede den samme lyd igen, det pibende, feminine klynk, og hun ville ønske, hun kunne bede ham om at lade være, men vidste ikke hvordan. Så var hans hånd nede i hendes trusser, og da han mærkede, at hun var våd, slappede han tydeligt af. Han pillede lidt ved hende, meget forsigtigt, og hun bed sig i læben og lod, som om hun nød det, men så blev han for hårdhændet, og hun krympede sig, og han rykkede hånden væk. „Undskyld!“ sagde han.

Og så spurgte han panisk: „Vent. Har du prøvet det før?“

Aftenen føltes faktisk så enestående bizar, at hendes første indskydelse var at sige nej, men så gik det op for hende, hvad han mente, og hun grinede højt.

Det var ikke hendes mening at grine; hun vidste jo udmærket, at selvom Robert måske nok nød at være genstand for forsigtige, flirtende drillerier, var han ikke typen, der ville sætte pris på at blive grinet ad, slet ikke. Men hun kunne ikke dy sig. Da hun mistede sin mødom, havde det været en langtrukken affære i køl- vandet på flere måneders intens diskussion med hendes kæreste gennem to år, plus et besøg hos gynækologen og en rystende pin- lig, men alt i alt ufattelig vigtig, samtale med hendes mor, der var endt med ikke bare at booke et værelse til hende på en bed and breakfast, men også efterfølgende havde skrevet et kort til hende. Tanken om, at hun i stedet for hele den omstændelige, følelses- ladede proces bare kunne have set en holocaustfilm, drukket tre øl og være taget med hen i et tilfældigt hus for at miste sin mø- dom til en fyr, hun havde mødt i en biograf, var så morsom, at hun pludselig ikke kunne holde op med at grine, med et anstrøg af hysteri.
„Undskyld,“ sagde Robert køligt. „Jeg vidste det jo ikke.“
Hun holdt brat op med at grine. „Nej nej, det var … sødt af dig at spørge,“ sagde hun. „Men jeg har altså haf sex før. Undskyld, jeg kom til at grine.“
„Du behøver ikke at undskylde,“ sagde han, men hans an- sigt, og hans dalende rejsning under hende, fortalte hende, at det gjorde hun.
„Undskyld,“ sagde hun igen, helt instinktivt, og efter en pludselig indskydelse: „Jeg er vist bare nervøs.“ Han så stift på hende, som var han skeptisk over for den påstand, men den må alligevel have formildet ham.
„Du skal ikke være nervøs,“ sagde han. „Vi tager det stille og roligt.“

Ja, garanteret, tænkte hun, og så lå han oven på hende igen, kyssede hende og tyngede hende ned, og hun vidste, at hendes sidste chance for at nyde situationen var forpasset, men at hun ville stå det igennem til den bitre ende. Da Robert var nøgen og i fuld gang med at rulle et kondom på en pik, der kun var halvt synlig under den behårede mavehylde, følte hun en bølge af væmmelse, som hun tænkte måske faktisk ville bryde følelsen af fastlåst ubevægelighed, men så stak han fingeren op i hende igen, denne gang ikke spor nænsomt, og hun så sig selv ovenfra, nøgen og med arme og ben ud til siden med en fed, gammel mands finger oppe i sig, og væmmelsen blev til selvlede og en ydmygelse, der var en pervers slægtning til ophidselsen.

Under selve akten rykkede han hende gennem en række stillinger med brysk effektivitet, vendte hende om, skubbede hende rundt, og endnu en gang følte hun sig som en dukke, ligesom hun havde gjort det uden for 7-Eleven, bare ikke længere en dyrebar dukke – men en dukke lavet af gummi, smidig og slidstærk, en rekvisit til en film, der kørte inde i hans hoved. Da hun var øverst, klaskede han hende på låret og sagde: „Åh ja, det kan du lide,“ i et tonefald, der gjorde det umuligt at regne ud, om det var ment som et spørgsmål, en observation eller en ordre, og da han vend- te hende om, knurrede han ind i hendes øre: „Jeg har altid haf lyst til at kneppe en pige med gode patter,“ og hun måtte bore hovedet ned i puden for ikke at komme til at grine igen. Til allersidst, da han lå oven på hende i missionærstillingen, blev han ved med at miste rejsningen, og hver gang det skete, sagde han aggressivt: „Du gør min pik så hård,“ som om løgnen kunne gøre det sandt. Langt om længe, efter en omgang kaninknep på speed, skælvede han, kom og kollapsede oven på hende som et fældet træ, og hun lå låst fast under ham og tænkte muntert: Det var dog mit livs værste beslutning! Og hun forundredes over sig selv, dette mystiske menneske, der lige havde foretaget sig noget så bizart og uforklarligt.

Lidt efter stod Robert op og skyndte sig ud på badeværelset med en hjulbenet vralten og hånden knuget om kondomet, for at det ikke skulle falde af. Margot blev liggende i sengen og gloede op i loftet, bemærkede for første gang, at der sad klistermærker – små stjerner og måner, der skulle lyse i mørket. Robert kom tilbage fra badeværelset og stod aftegnet som en silhuet i døråbningen. „Hvad skal vi nu lave?“ spurgte han hende.
„Vi kan vist lige så godt bare begå selvmord,“ forestillede hun sig at sige, men så forestillede hun sig, at der et sted ude i universet var en fyr, der ville finde øjeblikket lige så rædselsfuldt, men også hylemorsomt, som hun selv gjorde, og at hun engang langt ude i fremtiden ville fortælle den fyr historien. Hun ville sige:
„Og så sagde han: ’Du gør min pik så hård’,“ og fyren ville hvine af væmmelse og tage fat om hendes ben og sige: „Åh, hold op, jeg kan ikke klare mere,“ og de ville segne i hinandens arme og skrige af grin – men den fremtid fandtes selvfølgelig ikke, for den fyr fandtes ikke og ville heller aldrig komme til det.

Så hun trak bare på skuldrene, og Robert sagde „Vi kan se en film“ og gik hen til computeren og downloadede noget; hun så ikke efter hvad. Af uvisse årsager havde han valgt en film med undertekster, og hun kom hele tiden til at lukke øjnene, så hun ikke anede, hvad den handlede om. Han strøg hende konstant over håret og plantede lette kys ned over hendes skulder, som om han havde glemt, at han ti minutter forinden havde revet hende rundt, som om de lavede en pornofilm, og knurret „Jeg har altid haf lyst til at kneppe en pige med gode patter“ ind i hendes øre. Men så begyndte han lige pludselig ud af det blå at tale om sine følelser for hende. Han talte om, hvor hårdt det havde været for ham, da hun rejste væk i ferien, fordi han ikke vidste, om hun havde en gammel high school-kæreste derhjemme, som hun må- ske ville finde sammen med igen. I de to uger havde der åbenbart udspillet sig et hemmeligt drama inde i hans hoved, hvor hun var rejst fra campus som hans, Roberts, men derhjemme blevet draget af high school-kæresten igen, som inde i Roberts hoved var en eller anden hot, men primitiv, sportstype, som ikke var hende værdig, men ikke desto mindre var forførende via sin position i toppen af hierarkiet hjemme i Saline. „Jeg var så bange for, at du ville komme til, du ved, at tage en dårlig beslutning, så det ikke ville være det samme mellem os, når du kom tilbage,“ sagde han.
„Men jeg skulle have stolet på dig.“ Min high school-kæreste er bøsse, forestillede Margot sig at sige til ham. Vi havde det allerede rimelig meget på fornemmelsen i high school, men efter at have knaldet rundt på college i et år har han stensikkert fundet ud af det. Faktisk er han ikke engang hundrede procent sikker på, at han identificerer sig som mand længere; vi havde brugt en stor del af ferien på at tale om, hvad det ville indebære for ham at springe ud som ikke-binær, så sex med ham var udelukket, og du kunne jo bare have spurgt, hvis du var bange for det; du kunne have spurgt mig om mange ting.

Men intet af det sagde hun; lå bare tavs og udsendte en dyster, fjendtlig aura, indtil Robert til sidst droppede det. „Er du stadig vågen?“ spurgte han, og hun sagde ja, og han sagde: „Er alt okay?“
„Hvor gammel er du egentlig?“ spurgte hun ham.
„Jeg er fireogtredive,“ sagde han. „Er det et problem?“
Hun kunne fornemme, at han dirrede af frygt i mørket ved siden af hende. „Nej,“ sagde hun. „Det er helt fint.“
„Godt,“ sagde han. „Jeg ville have nævnt det, men vidste ikke, hvordan du ville tage det.“ Han rullede om på siden og kyssede hende på panden, og hun følte sig som en snegl, han havde drysset salt på, som om hun gik i opløsning under kysset.
Hun så på uret; den var næsten tre. „Jeg må nok hellere se at komme hjem,“ sagde hun.
„Mener du det?“ sagde han. „Jeg troede, du ville blive og overnatte. Jeg er vildt god til at lave røræg!“
„Ellers tak,“ sagde hun og stak i sine leggings. „Det kan jeg ikke. Min bofælle bliver bare bekymret.“
„Så er det tilbage til kollegieværelset,“ sagde han i et bidende sarkastisk tonefald.
„Jep,“ sagde hun. „Det er ligesom dér, jeg bor.“

Køreturen føltes uendelig lang. Snevejret var gået over i regn. De talte ikke sammen. Til sidst tændte Robert for natradioen. Margot tænkte tilbage på, da de var kørt ud på hovedvejen på vej til biografen, og hun havde siddet og forestillet sig, at Robert måske ville myrde hende, og havde tænkt: Måske myrder han mig nu.

Han myrdede hende ikke. Han kørte hende hen til kollegiet.
„Jeg har virkelig haft en hyggelig aften,“ sagde han og spændte sin sikkerhedssele op.
„Tak,“ sagde hun. Hun knugede sin taske mellem hænderne. „Det har jeg også.“
„Jeg er simpelthen så glad for, at vi endelig kom på date,“ sagde han.
„Date,“ sagde hun til sin imaginære kæreste. „Han kaldte det en date.“ Og så skreg de begge af grin.
„Det var så lidt,“ sagde hun. Hun tog i dørhåndtaget. „Tak for filmen og det hele.“
„Vent,“ sagde han og tog hende i armen. „Kom her.“ Han trak hende tilbage, slog armene om hende og stak tungen ned i hendes hals en sidste gang. „Åh gud, hører det nogensinde op?“ spurgte hun den imaginære kæreste, men den imaginære kæreste svarede ikke.
„Godnat,“ sagde hun, og så åbnede hun døren og undslap.

Da hun nåede ind på sit værelse, var der allerede kommet en sms fra ham: ingen ord, bare hjerter og ansigter med hjerteøjne og af uvisse årsager en delfin.

***

Hun sov i tolv timer, og da hun vågnede, spiste hun vafler i kantinen og binge-watchede krimiserier på Netflix og gjorde sig håbefulde forestillinger om, at han bare ville forsvinde, uden at hun behøvede at gøre noget, at hun på en eller anden måde bare kunne ønske ham væk. Da den næste besked fra ham så alligevel kom, lige efter aftensmad, var det en harmløs joke om Red Vines, men hun slettede den med det samme, opfyldt af en lede, der gav hende myrekryb og føltes helt ude af proportioner med, hvad han reelt havde gjort. Hun sagde til sig selv, at hun som minimum skyldte ham en form for slå op-sms, at det ville være upassende, barnligt og tarveligt bare at ghoste ham. Og hvis hun rent faktisk forsøgte at ghoste ham, hvor længe ville han så være om at fat- te hentydningen? Måske ville beskederne bare blive ved med at komme i en lind strøm; måske ville de aldrig høre op.

Hun gav sig til at skrive et udkast – Tak for en hyggelig aften, men jeg er ikke interesseret i et forhold lige nu – men blev ved med at knibe udenom og undskylde i et forsøg på at lukke smuthuller, som hun forestillede sig ham prøve at klemme sig ind gennem („Det er okay, jeg er heller ikke interesseret i et forhold – noget uforpligtende er helt fint!“), så beskeden blev længere og længe- re og endnu mere umulig at sende. Imens blev hans sms’er ved med at komme, alle uden noget egentligt indhold, den ene mere ivrig end den anden. Hun forestillede sig, at han lå på sin seng, der bare var en madras, og omhyggeligt komponerede dem alle sammen. Hun kom i tanker om, at han havde talt meget om sine katte, men hun havde ikke set nogen katte i huset og tænkte, at han måske havde opdigtet dem.

I den næste dags tid eller to kom hun indimellem i et dystert, dagdrømmerisk humør, hvor hun savnede noget, og hun indså, at det var Robert, hun savnede, ikke den rigtige Robert, men den Robert, hun i ferien havde gået og forestillet sig i den anden ende af alle sms’erne.

Hey, du har vist ret travlt, hva’? skrev Robert til sidst, tre dage efter at de havde knaldet, og hun vidste, at det var den perfekte lejlighed til at sende den halvfærdige slå op-sms, men i stedet skrev hun tilbage: Ha­ha, ja, undskyld og Jeg skriver snart, og tænkte bagefter: Hvorfor gjorde jeg det? Og hun anede det virkelig ikke.
„Sig nu bare til ham, at du ikke er interesseret!“ råbte Margots bofælle, Tamara, frustreret, da Margot havde ligget på sen- gen en time uden at kunne beslutte sig for, hvad hun skulle sige til Robert.
„Jeg er da nødt til at sige mere end dét. Vi havde jo sex,“ sagde Margot.
„Er du?“ sagde Tamara. „Helt ærligt?“
„Han er flink nok, på en måde,“ sagde Margot og spekulerede på, hvor sandt det overhovedet var. Så slog Tamara til, rev telefonen ud af hånden på Margot, holdt den langt væk fra hende og lod fingrene danse hen over skærmen. Tamara smed telefonen på sengen, og Margot kastede sig frem efter den, og dér stod det – det, Tamara havde skrevet: Hej jeg er ikke interesseret i dig hold op med at skrive til mig.
„Åh gud,“ sagde Margot og kunne pludselig ikke få vejret.
„Hvad?“ sagde Tamara kækt. „Kan det ikke være lige meget? Det er jo rigtigt.“

Men de vidste begge, at det ikke var lige meget, og Margot fik en knude af frygt i maven, som var så stor, at hun var ved at kaste op. Hun forestillede sig Robert tage sin telefon, læse beskeden, stivne som glas og gå i tusind stykker.
„Fald nu ned. Lad os gå ud og tage en drink,“ sagde Tamara, og så gik de på bar og delte en kande med Margots telefon liggende mellem sig på bordet, og selvom de forsøgte at ignorere den, hylede de op og knugede krampagtigt hinandens arme, da den bippede med en indgående besked.
„Jeg kan ikke – læs du den,“ sagde Margot. Hun skubbede telefonen over mod Tamara. „Det var dig, der gjorde det. Det er din skyld.“ Men der stod bare: Okay, Margot, det er jeg ked af at høre. Jeg håber ikke, det er noget, jeg har gjort. Du er en sød pige, og jeg nød virkelig vores tid sammen. Sig endelig til, hvis du ombestemmer dig.

Margot sank sammen over bordet med hovedet i hænderne. Det føltes, som om en igle, tung og svulmende af hendes blod, langt om længe havde revet sig løs af hendes hud og efterladt sig et ømt blåt mærke. Men hvorfor skulle hun have det sådan? Måske var hun unfair over for Robert, som jo faktisk ikke havde gjort noget galt ud over at kunne lide hende og være dårlig i sengen og muligvis lyve om at have katte, selvom de sikkert bare havde været inde i et andet rum. Men en måned efter så hun ham så pludselig på baren – hendes bar, den i studenterghettoen, hvor hun havde foreslået, at de tog hen på deres date. Han var alene, sad ved et bord helt inde bagved, og han hverken læste eller kiggede på sin telefon; han sad bare tavs, bøjet over en øl.

Hun greb fat i den ven, hun var der med, en fyr ved navn Albert. „Åh gud, det er ham,“ hviskede hun. „Ham fra biografen!“ På det tidspunkt havde Albert hørt en version af historien, bare ikke den helt rigtige; det havde næsten alle hendes venner. Albert trådte ind foran hende, så Robert ikke kunne se hende, og de skyndte sig tilbage til bordet, hvor deres venner sad. Da Margot annoncerede, at Robert var der, brød alle ud i højlydt forbløffelse, og de omringede hende og fik hende skyndsomt gelejdet ud fra baren, som var hun præsidenten og de Secret Service. Det var alt sammen så overdrevet, at hun overvejede, om hun bare var en led gimpe, men på den anden side havde hun jo virkelig følt sig skidt tilpas og var blevet bange. Krøbet sammen i sengen om af- tenen sammen med Tamara, med ansigterne oplyst af telefonens skær som af et lejrbål, læste Margot beskederne op, efterhånden som de kom: Hej, Margot – jeg så dig på baren i aftes. Jeg ved godt du sagde, at jeg ikke skulle skrive til dig, men jeg ville bare sige, at du så virkelig godt ud. Jeg håber du har det godt!
Jeg ved, jeg ikke burde sige det, men jeg savner dig virkelig.
Hey, måske kan jeg ikke tillade mig at spørge om det, men jeg ville bare ønske du ville fortælle mig, hvad jeg gjorde gat
*galt
Jeg følte virkelig at vi havde kemi, følte du ikke det eller …
Måske var jeg for gammel til dig eller måske var du vild med en anden
Er ham du var sammen med i aftes din kæreste
???
Eller er han bare en fyr, du knepper
Undskyld
Da du girnede da jeg spurgte om du var jomfru var det så fordi du hvde kneppet så mange fyre
Knepper du ham fyren lige nu
Gør du
Gør du
Gør du
Svar mig
Luder.

FIND BOGEN HER

Tilføj til ønskeliste

Kattemenneske

Kristen Roupenian