Læs artiklen

Robert Galbraith: Jeg ville tilbage til begyndelsen af en skrivekarriere

Robert Galbraith: Jeg ville tilbage til begyndelsen af en skrivekarriere

Robert Galbraiths serie om Cormoran Strike er en klassisk nutidig kriminalhistorie med et gennemført plot, gennemførte karakterer og detaljer – anerkendt af kritikere og krimielskere. De første tre romaner GØGENS KALDENSILKEORM og ONDSKABENS HØST toppede alle de nationale og internationale bestsellerlister. Den fjerde bog i serien, DEN HVIDE DØD, er ude nu.

Robert Galbraith er pseudonymet for J.K. Rowling – bestsellerforfatteren bag HARRY POTTER-serien og romanen DEN TOMME PLADS. Efter Harry Potter valgte J.K. Rowling at skrive kriminalromaner, da dette er en genre, hun altid selv har elsket som læser. Hun ønskede at skrive en moderne ”whodunit” med et troværdig handlingsforløb.

J.K. Rowlings oprindelige hensigt med at skrive som Robert Galbraith var, at bøgerne skulle bedømmes efter deres egen fortjeneste og at etablere Galbraith som et navn inden for krimigenren.

Nu er Robert Galbraiths sande identitet bredt kendt, men J.K. Rowling fortsætter med at skrive krimiserien under pseudonymet for at holde afstand til sit andet forfatterskab, og så folk vil vide, hvad man kan forvente af en Cormoran Strike-roman.

Jeg elskede at skrive alle bøgerne i Strike-serien.

Hvilken af de fire bøger i serien nød du mest at skrive? Har du en favorit?

Jeg elskede at skrive alle bøgerne i Strike-serien. Den klassiske ”whodunit”-genre passer godt til min måde at skrive på, og den kræver et stort persongalleri, hvilket jeg finder uendeligt tilfredsstillende at skabe.

Skal jeg se på ren fornøjelse, tror jeg, jeg vælger ONDSKABENS HØST. Da jeg skrev den, havde jeg nemlig ikke særlig mange afbrydelser, hvilket gjorde, at jeg kunne fordybe mig i bogen i lange strækninger, hvilket er ideelt.

Når det så er sagt, er min favorit af de fire udgivne bøger DEN HVIDE DØD. Den kunne virkelig ikke have været sværere at skrive, dels fordi jeg havde gang i så meget andet på daværende tidspunkt (et filmmanuskript og et teaterstykke), og dels fordi jeg både havde udviklet et labyrintisk plot og samtidig tilførte mange udviklinger i Strike og Robins privatliv.

Titlerne er altid spændende. Uden at afsløre for meget, hvorfor hedder den seneste DEN HVIDE DØD?

Den engelske titel, Lethal White, henviser til navnet på en fatal fødselsabnormitet hos heste, men jeg vil lade læserne om at bestemme, hvilke andre fortolkninger, titlen kan have i forhold til plottet.

I slutningen af ONDSKABENS HØST efterlades læseren med et ønske om at vide mere om Strike og Robins forhold. Kan du fortælle os lidt om, hvordan det udvikler sig i DEN HVIDE DØD?

Der sker en kæmpe udvikling i begge deres private liv, især i Robins. Forholdet mellem de to detektiver er virkelig sjovt at skrive om, fordi under overfladen af et godt venskab ligger der så meget, der er usagt og næppe anerkendt. I begyndelsen af DEN HVIDE DØD ser vi et meget stort fremskridt, idet de begge, under meget overdrevene og stressende omstændigheder, indrømmer over for sig selv, hvad de føler. Muligheden for at der kan ske mere mellem en meget intelligent, selvstændig men uengageret mand og en kvinde, der ved et tilfælde er blevet hans nærmeste ven og kollega, tror jeg, er det, der drager læserne tilbage til bøgerne. Det er i hvert fald det, der får mig til at skrive dem.

Selvom bøgerne indgår i en serie, står de meget alene. Hvordan adskiller du dem?

Jeg forsøger at konstruere et anderledes plot hver gang. Det burde ikke være åbenlyst, men det er en udfordring for mig.

Det er ikke ren procedure for mig. Det er interessant fra et fortællesynspunkt, da jeg får lov til at lave plots, der drives frem på forskellige måder.

GØGENS KALDEN, der omhandler en henlagt sag, er nok den roman, jeg har grebet an mest skematisk af alle de romaner, jeg har skrevet. Her folder handlingen sig ud sammen med opklaringen.

SILKEORM er helt anderledes, da der optræder en fiktiv roman i selve fortællingen. ONDSKABENS HØST er igen helt anderledes, da den omhandler tre historier, der flettes ind i Strikes egen.

DEN HVIDE DØD skiller sig også ud, selvom noget af arbejdet er følger en bestemt form. Jeg kan ikke fortælle mere uden at afsløre for meget.

Det er blevet fortalt, at du har planlagt syv romaner om Cormoran Strike. Er det korrekt?

Det er det ikke, der er faktisk flere end det. Skønheden ved at skrive denne slags romaner er, at de hver især har deres egen diskrete historie, så serien er ret åben. Den vil fortsætte, så længe jeg har historier at fortælle.

At gøre Strike til en krigsveteran var både meget plausibelt og spændende for romanen.

Hvorfor har du valgt en privat efterforsker som hovedperson og hvorfor en krigsveteran, der har fået amputeret en legemsdel?

Jeg ønskede at skrive en klassisk ”whodunit” med en moderne twist. En privat efterforsker inviteres ind i forskellige verdener, hvilket giver mig mulighed for at udnytte livserfaringer og udforske disse verdener i dybden.

Jeg kender mange mennesker, der har tjent i hæren og som har været så venlige at hjælpe med min research. Jeg interviewede nuværende og tidligere militære mennesker, så længe de ville lade mig forstyrre dem. Faktisk kom alle mine faktuelle oplysninger fra militære kilder. En af disse er fra SIB (Special Investigation Branch).

Så selvom Strike selv er helt fiktiv, er hans karriere og erfaringer baseret på faktuelle hændelser fra virkelige soldater. At gøre Strike til en krigsveteran var både meget plausibelt og spændende for romanen.

En af de anmeldelser, jeg har nydt mest (før mit pseudonym Robert blev afsløret), sagde, at min hovedperson konfronterede sin situation ”med beslutsomhed i stedet for klichéagtig selvdestruktion.” Jeg gav Strike mange kvaliteter fra de soldater, jeg kender bedst: karakterstyrke, sort humor, modstandsdygtighed og opfindsomhed.

Det, at han mangler en legemsdel, tilføjer også en anden dimension, hvor jeg kan vise den daglige virkelighed ved at leve med et handicap, hvilket mange krigsveteraner står over for i disse dage. Det er noget, jeg selv er personligt vidne til med min mor, som havde sklerose.

Kan du fortælle os lidt mere om Strike? Hvorfor valgte du at gøre ham til den karakter, han er?

Strike er fuldstændig opdigtet. Han var en meget levende person, der kom til mig på bedst tænkelige måde – han kom bare gående i mine tanker. Selvom han bygger på mange virkelige veteraner, som jeg har kendt, er han i hovedtræk skabt af mig.

Bortset fra at være tidligere militær politimand, er min hovedperson uægte søn af en meget berømt mand, som han kun har mødt to gange. Han er påvirket på nogle områder i sit liv på grund af hans opvækst, der var ret usædvanlig. Via Strike kan jeg tale objektivt og upersonligt om de problematikker, der kommer med berømmelse.

I hæren kunne Strike være anonym, som han ønskede, men ude i den virkelige verden render han ind i mennesker, der gør mange antagelser om ham – udelukkende baseret på hans forældre. Han er en kompleks karakter, fordi han er forankret i militæret og delvist i de rige og berømtes verden, som mange gerne vil ind i uden egentlig at vide, hvor skadende den verden kan være. Han er unik, hvilket jeg synes, enhver detektiv skal være, men han følger med rette reglerne for fiktion om detektiver, hvilket læserne sætter pris på.

Hans efternavn kommer fra en ægte men afdød mand, som er nævnt i en lille bog om Cornwall.

Og så er der Robin, Strikes assistent. Deres forhold er spændende, da det hele tiden udvikler sig. Kan du fortælle os mere om hende?

Jeg tror, at Robin er den mest elskværdige karakter, jeg nogensinde har skrevet. Hun er helt bevidst Strikes modsætning. Hun stiller flere spørgsmålstegn til, hvad det er, de laver, og hun har en mere følelsesmæssig tilgang til sagerne. Det har Strike brug for, fordi han holder tingene mere i sit eget hoved.

Hun er ikke en Watson i den forstand, at hun også efterforsker og bliver en værdig partner, men hun overholder stadig den klassiske forestilling om en Watson, fordi hun stiller Strike de spørgsmål, vi alle ønsker svar på, da han altid er et skridt foran os andre.

Uvildigt bliver Strike virkelig ødelagt af dette venskab. I starten finder Robin ham uattraktiv og usympatisk, men hun begynder så småt at beundre hans arbejdsmoral og intelligens. Samtidig er Strike bevidst om sin sårbarhed som nyligt single og isoleret, og han er fast besluttet på ikke at blive alt for begejstret eller afhængig af denne hjælpsomme og unægtelig tiltrækkende pige.

Da de mødes, er de begge tynget af en masse hemmeligheder, og de er meget stille omkring de traumatiske oplevelser, de har haft igennem deres liv, men i løbet af bøgerne åbner de sig op for hinanden. For Strike er hans forhold til Robin ulig noget andet, han nogensinde har haft.

Jeg tror, det er dynamikken mellem dem, der får folk til at læse videre. Det er helt bestemt den, der gør, at jeg fortsætter med at skrive.

Hvordan kan det være, at romanerne om Strike foregår i London? Hvorfor ikke i Edinburgh, hvor du selv bor?

Det kedelige svar er, at London er stor nok til at give Strike en masse sager uden at snuble over Rebus, som jeg tror, har gjort Edinburgh til sin by. Strike besøgte faktisk Edinburgh i ONDSKABENS HØST, og vi ved, at hans ekskæreste Charlotte er fra Skotland. Jeg udelukker derfor ikke flere ture nord for grænsen, men jeg har aldrig haft nogen tvivl om, at serien skulle være London-baseret.

Det er en by, der kan understøtte et væld af fiktive detektiver på grund af dets størrelse og variation. Jeg elsker også den måde, hvorpå byen nemt integrerer tilflyttere.

Hverken Strike eller Robin er London-fødte, selvom Strike brugte store dele af sin barndom der. Jeg tror, at det faktum, at de begge flyttede fra deres fødebyer til London, giver dem noget til fælles: et bagland bortset fra deres arbejde, og tilflugtssteder og minder de endnu ikke har fortalt hinanden om.

At være Robert Galbraith handlede udelukkende om mit arbejde, hvilket er det bedste ved at være en forfatter.

Hvorfor har du valgt at skrive kriminalromaner?

Jeg har altid elsket detektivfiktion, Agatha Christie, Ruth Rendell, Margery Allingham og PD James – jeg elsker dem alle.

De fleste af HARRY POTTER-historierne er dybest set ”whodunits” (HARRY POTTER OG FØNIXORDENEN er mere en ”hvorfor-gjorde-han-det”), men jeg havde ønsket at skrive den ægte vare længe. Jeg ville prøve at skrive en moderne ”whodunit” med en troværdig fortælling.

Det, der tiltrak mig ved genren, var dens helt klare regler. Jeg er fascineret af disse regler, og jeg elsker at lege med dem. Din detektiv skal altid udforme sine oplysninger klart og retfærdigt for læseren, men han vil altid være to skridt foran. Der er visse uforanderlige regler ved genren, som jeg følger.

Hvordan håndterer du to meget forskellige fiktive verdener – Cormoran Strike og troldmandsverden?

Jeg har aldrig haft problemer med at navigere mellem forskellige fiktive verdener, også selvom jeg skriver på dem på samme tid. Der kan være meget ventetid, når man arbejder på et filmmanuskript, så jeg kan godt lide at arbejde på en roman i baggrunden.

Jeg forestiller mig de forskellige fiktive verdener som forskellige rum, jeg har adgang til. I værste tilfælde, skal jeg lige brug lidt tid på at tilpasse mig til rummet og finde ud af, hvad jeg har lagt i hvilke skuffer.

Verdenerne er altså diskrete steder i mit hoved, og i det øjeblik jeg træder ind i en af dem, er karaktererne ligeså livagtige for mig, som da jeg forlod dem. Cormoran Strike har aldrig bedt om en tryllestav, og Newt Scamander halter ikke og drikker ikke på Doom Bar.

Var det altid din idé at skrive under et pseudonym med disse bøger?

Ja, jeg ville virkelig gerne gå tilbage til begyndelsen af en skrivekarriere i denne nye genre for at arbejde uden nogen ”hype” eller forventning og for at modtage en fuldstændig reel feedback. Jeg ville gerne have, at det kun handlede om bøgerne. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg ville ønske, den havde varet ved længere, end den gjorde. Jeg var taknemmelig for al tilbagemeldingen fra forlagene og læserne og for de gode anmeldelser. At være Robert Galbraith handlede udelukkende om mit arbejde, hvilket er det bedste ved at være en forfatter.

Selvom mit dække er blevet afsløret, fortsætter jeg med at skrive som Robert for at skelne mellem mine andre udgivelser, og fordi jeg nyder at have en anden persona.

Hvorfor har du valgt at skrive under et mandligt pseudonym? Har det på nogen måde påvirket din måde at skrive på?

Jeg ville gerne have, at min skrivepersona lå så langt væk fra mig selv som muligt, så et mandligt pseudonym virkede som en god idé. Det ændrer ikke bevidst den måde, jeg skriver på. Jeg tror, jeg skriver anderledes, fordi det er en meget anderledes genre.

Hvorfor navnet Robert Galbraith? Har du noget at sige til alle de Robert Galbraiths, der findes derude?

Jeg kan kun håbe, at alle de ægte Robert Galbraiths derude vil være ligeså tilgivende som de rigtige Harry Potters har været.

Jeg valgte Robert, fordi det er et af mine foretrukne mandsnavne, fordi Robert F. Kennedy er min helt, og fordi jeg heldigvis ikke havde brugt det til nogen af karaktererne i HARRY POTTER-serien eller i DEN TOMME PLADS.

Galbraith kom af en lidt underlig grund. Da jeg var barn, ville jeg virkelig gerne blive kaldt ”Ella Galbraith”, og jeg har ingen anelse om hvorfor. Jeg ved ikke engang, hvordan jeg vidste, at efternavnet eksisterede. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde mødte nogen med det. Ikke desto mindre var jeg fascineret af navnet. Jeg overvejede faktisk at kalde mig L. A. Galbraith til Strike-serien, men for ganske indlysende grunde besluttede jeg, at initialer var en dårlig idé.

Mærkeligt nok, var der en kendt økonom, der hed J. K. Galbraith, noget jeg først huskede alt for sent. Jeg var fuldstændig paranoid over, at folk kunne tage dette som et hint og dermed afsløre min rigtige identitet, men heldigvis var der ikke nogen, der undersøgte forfatterens navn dybere.

Hvorfor besluttede du, at ”forfatteren” skulle have en militær baggrund?

Det var den nemmeste og mest sandsynlige grund til, at Robert kunne vide, hvordan Special Investigation Branch opererer og efterforsker. En anden grund til at gøre ham til en militær mand, der arbejder i den civile sikkerhedsbranche, var at give ham en solid undskyldning for ikke at optræde i offentligheden eller udstyre ham med et billede.

Hvordan er din proces, når du skriver disse romaner, og er den anderledes end den måde, du skriver dine andre værker på?

Jeg starter ofte med en kerneidé, som jeg arbejder ud fra. Jeg planlægger og undersøger en hel masse, og jeg ender med at vide meget mere om karaktererne, end det der står i bøgerne. Jeg har farvekoordinerede Excel-ark, så jeg kan holde styr på, hvor jeg er på vej hen.

På den måde har jeg altid arbejdet. Det var det samme med HARRY POTTER-bøgerne. Det er bredt kendt, hvor detaljeret en planlægning de krævede.

Generelt er jeg ret disciplineret, når jeg skriver. Jeg forsøger at have en fastsat arbejdsdag, men jeg sætter mig ikke mål for, hvor mange antal ord jeg skal opnå. Nogle gange mener jeg, at jeg har haft en god dag, hvis jeg har slettet mange ord eller simpelthen har gjort mig en masse tanker.

Og jeg skriver aldrig titelsiden, før bogen er færdig.

Jeg håber på, at serien kommer til at følge romanerne, og jeg har mange flere eventyr planlagt for Strike og Robin.

De første tre bøger er nu blevet tilpasset TV. Hvordan var det at se Strike og Robin komme til live på skærmen?

Vidunderligt! Jeg var meget tæt involveret i tilpasningen, og jeg var begejstret for de færdige serier. Tom Burke og Holliday Grainger gjorde et storslået arbejde med at portrættere de to hovedpersoner og London, som næsten er en tredje karakter i bøgerne, er smukt filmet.

Hvordan var castingen af Robin og Strike?

Tom Burke er en bemærkelsesværdig skuespiller. Det, der er med Strike, er, at han er meget stille. Han er fåmælt, hvilket kræver, at man skal kunne sige meget uden rigtig at sige noget. Jeg vidste, at Tom kunne fremstå truende uden at være prangende. De øjeblikke, hvor Strike skal være skræmmende og ikke er sit sløsede jeg, gør han virkelig godt. Derudover er der også rollens psykiske karakter: en mand der kæmper med et job, der selv ville være besværligt for en rask mand, men som for en person kun med et ben, indebærer en betydelig mængde daglige smerter og ubehag.

Robin er en anden slags udfordring. Hun virker som en meget konventionel karakter, når man først møder hende: nyligt forlovet, leder efter et ordentligt kontorjob som supplement til hendes kommende mands karriere. Robin indser ikke, at hun i lang tid fører et liv, der er skadeligt for, hvem hun virkelig er.

Holliday frembringer alt dette helt perfekt: facaden der langsomt smuldrer, stålet under overfladen, den subtile forvandling fra at være en stilfærdig tilpasset pige til den person, hun skulle have været, før fortidens traume afsporede hendes eksistens. Og Holliday håndterer virkelig den tanklignende gamle Land Rover som en professionel.

Hvordan er du involveret i arbejdet med TV-serien?

Jeg fortrækker at arbejde tæt med manuskriptforfatteren omkring seriens handling på grund af det, jeg har planlagt for karakterernes fremtid. Men jeg må rose resten af teamet, især Ruth Kenley-Letts, for alt andet.

Kan vi forvente at se mere Strike på TV?

Helt bestemt. Jeg håber på, at serien kommer til at følge romanerne, og jeg har mange flere eventyr planlagt for Strike og Robin.

REDAKTIONEN ANBEFALER:

ANDRE BØGER AF ROBERT GALBRAITH:

Tilføj til ønskeliste

Den hvide død

Robert Galbraith

Tilføj til ønskeliste

Ondskabens høst

Robert Galbraith

Tilføj til ønskeliste

Silkeorm

Robert Galbraith

Tilføj til ønskeliste

Gøgens kalden

Robert Galbraith