Læs artiklen

Peter Øvig: Jeg lider ingen overlast ved at fortælle, at jeg har været alvorligt psykisk syg

Peter Øvig: Jeg lider ingen overlast ved at fortælle, at jeg har været alvorligt psykisk syg

Da forfatter og journalist Peter Øvigs mor døde i 2016, besluttede han, at han ville skrive en bog om sin deprimerede mor og om at være barn af en psykisk syg. Under arbejdet med bogen rullede et mørke ind over ham selv, og han blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor han fik elektrochok. Nu er han erklæret rask og er aktuel med MIN MOR VAR BESAT.

Peter Øvig er kendt for kulegravende, roste mammut-værker om bl.a. Blekingegadebanden, hippierne og BZ-bevægelsen. I sin nye bog graver han videre, men for første gang går han helt tæt på sig selv og sin egen familie.

For da hans mor døde i 2016 efter at have været psykisk syg i 50 år, gik sønnen i gang med at indsamle materiale til en bog om hende og det at vokse op i en familie præget af psykisk sygdom. Han opsøgte på klassisk dokumentarisk Øvig-vis dem, der havde kendt hans mor, og bad også om aktindsigt i hendes psykiatriske journaler. Planen var nøgternt at undersøge årsagerne til morens depressioner. Samtidig skulle bogen give et billede af de traumatiserende hemmeligheder bag parcelhuskvarterernes pæne facader. Men jo dybere han kom ned i sin mors barske sygdomshistorie, jo mere begyndte noget at gå i skred i ham selv. I januar 2018 blev Peter Øvig derfor indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Efter knap to måneder og syv elektrochok blev han udskrevet. Og fortsatte efter et stykke tid med at skrive videre på MIN MOR VAR BESAT.

Peter med lillesøster, mor og far i sofaen i parcelhuset på Guldbjergvej i Holme, 1970.

Q: Hvordan var det at gå tilbage til det manuskript, der på sin vis var med til at gøre dig syg?

»Da jeg fik lyst til at skrive igen, anbefalede nogle, at jeg skrev om noget andet. Jeg måtte ikke gå ind i løvens hule igen. Men bogen stod i vejen for andre projekter, så det var vigtigt for mig at forsøge at gøre den færdig. Og at fortælle, at jeg selv havde fået samme sygdom. Så man kan kalde min sygdom en gave til forløbet. Ikke en gave i mit liv, men til bogen, fordi jeg ellers ville have været mere på afstand af historien. Jeg er bestemt ikke glad for at have været det igennem, som jeg har. Det var forfærdeligt. Også for mine nærmeste. Men det var godt for bogen«. 

Q: I MIN MOR VAR BESAT siger du, at du ikke før har oplevet at være i nærheden af et bogprojekt, der føltes så sårbart for dig. 

»Ja, det var hårdt at skulle bevæge mig ind i det værste, jeg har oplevet – både min mors sygdom og min egen sygdom. Især når man er den type forfatter, som jeg er, hvor jeg læser min tekst igennem 20 gange og vurderer sætningerne igen og igen. Jeg prøvede at arbejde professionelt med teksten, men jeg blev hele tiden påvirket og begyndte at tude. Det er aldrig før sket for mig som forfatter«. 

Q: Du fortæller i bogen, at din mor kunne forandre sig på et øjeblik til noget uhyggeligt dæmonisk, vredt og sårende. Og at du som dreng var uendeligt ked af det i årevis, indtil du i gymnasiet lærte metaforisk at smøre dig ind i andefedt, så hendes angreb prellede af på dig. Mens hverken din far eller skolen gjorde noget aktivt for at hjælpe din søster og dig…

»Sådan var det bare. Jeg tror, at det også kan ske i dag, så længe ingen lider fysisk overlast, og man ikke laver ballade i skolen eller bliver væk. Jeg forsøgte at skjule, at jeg var ked af det, men hvis nogen havde spurgt, hvad der var galt, havde jeg ikke holdt ret længe, selv om børn helst ikke vil sige noget grimt om deres forældre. Men jeg talte ikke med nogen om det. Nogen skal prikke hul. Og den type, som jeg og min søster var – stille, dygtige, pligtopfyldende elever – er der ingen, der prikker til«.

FIND BOGEN HER

Q: Hvad tror du, at din mor ville sige til bogen?

»Hun ville hade den. Jeg har da også været usikker på, om den skulle udgives overhovedet. Både af hensyn til min mor og til andre i min familie. Men så har jeg spurgt mig selv: Hvem har retten til min mors minde? Det har børnene. Og min søster er med på, at bogen udkommer. Havde hun sagt nej, havde jeg ikke gjort det. Men vi vil begge gerne fortælle om, hvordan det er at være barn af en psykisk syg«. 

Q: Håber du, at bogen fører noget med sig?


»Mit største og mest ambitiøse håb er, at den kan være med til at normalisere det at være psykisk syg. Hvis min bog kan bidrage en lille smule til, at man tænker, at en, der har været det igennem, kan blive en lige så god kæreste, forældre, medarbejder eller chef bagefter – præcis som dem, der har haft fysiske sygdomme – vil jeg være glad. Så ville det give mening at have fortalt min egen historie og udsat mig selv for arbejdet med bogen. For det er desværre sådan, at respekterede borgere med pæne liv ikke tør fortælle, at de har været alvorligt psykisk syge. De er bange for, at det påvirker deres karriere eller omdømme. Det samme gælder unge. Stigmatiseringen er voldsom og gennemgribende. Men personligt lider jeg ingen overlast ved at fortælle, at jeg har været alvorligt psykisk syg«.

Peter og mor til hans konfirmation, 1975.

Q: I marts 2018 delte du på Facebook, at du havde været netop alvorligt psykisk syg. Hvorfor?

»Et par uger efter, jeg var udskrevet, skulle jeg forsigtigt i gang med at møde verden igen. Derfor måtte jeg tage stilling til, om jeg skulle stå og fortælle, at jeg havde været i helvede, når folk til en reception spurgte, hvordan det gik. Jeg elsker at gå til receptioner. Derfor valgte jeg at skrive det på Facebook, så alle vidste det, når de mødte mig. Så kunne de selv beslutte, om de ville spørge mere. Til min store overraskelse fik jeg hundredvis af kommentarer fra andre, der også havde været psykisk syge. De skrev, at det var dejligt, at jeg var åben omkring det. Jeg har ikke fortrudt, at jeg lagde det på Facebook. Det gav mig en følelse af, at jeg godt kunne komme tilbage som et menneske, der har en opgave i samfundet. Og jeg har ikke modtaget en eneste ubehagelig kommentar«. 

Q: Hvordan har du det i dag? 


»Jeg har en kronisk lidelse, som jeg får medicin for resten af mit liv. Man kan kalde det en hjernesygdom. Men jeg har det godt. Kræfterne vender langsomt tilbage. Jeg er nok på 80-90 pct. af tidligere. Eller også er jeg bare blevet en anden end før. På godt og ondt. Nogle siger, at jeg lytter mere. Og så er jeg blevet mere følsom og grådlabil, hvilket gør livet mere intenst. Det onde er, at når man har været i helvede, ved man, at det findes, og at man kan ende der igen«.

 

FIND FLERE BØGER AF FORFATTEREN HER