Læs artiklen

De perfekte julegavebøger til børn

De perfekte julegavebøger til børn

Bøger åbner verdener. Også til jul. Få inspiration til gode gavebøger til familiens mindste medlemmer her.

VITELLO. 24 JULEHISTORIER af Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesen
Julen står for døren. Det er der heldigvis også meget andet der gør. En julekalender med 24 chokolader i. Snemænd. Pakkeleg. Juletræer. Drillenisser. Santa Lucia. En mormor med to rullekufferter. Vitello har mega travlt, og han glæder sig rigtig, rigtig meget.

En flot Vitello-bog i stort format, og bogen har en afsluttet historie til hver dag i december om julen og livet i Vitellos verden. Lige til at komme i julestemning af.

DA MUMBO JUMBO BLEV KÆMPESTOR af Jakob Martin Strid
Jakob Martin Strids fantastiske historier om Mimbo Jimbo og hans venner er elsket af alle, både børn og voksne.

Mimbo Jimbo og hans venner skal holde en fest. Mumbo Jumbo går ud i skoven for at plukke kantareller til saucen. Da Mumbo Jumbo kommer tilbage til vennerne er de blevet meget små. Eller faktisk er det Mumbo Jumbo, der er blevet kæmpestor. Så stor, at han ikke engang kan få et kram af sin mor.

Den eneste, der kan gøre Mumbo Jumbo lille igen, er heksen Baba Jago. Og hun bor i Sibirien, 10.000 km væk. Det bliver en lang og farefuld rejse. Men hvem er Baba Jaga, og hvordan vil hun gøre Mumbo Jumbo lille igen?

MUGGE OG HANS MÆRKELIGE HJERNE af Wulffmorgenthaler
Mugge og hans klassekammerater skal lave en national test. Mugges svar får computeren til at eksplodere. Mugge starter derefter på sin mors nystartede skole, hvor man må, lige hvad man har lyst til.

»Mugge er vores alle sammens drøm: han er altid glad, han er altid fuld af håb, han ser verden på sin egen måde, og hvis han møder modstand, kan han blive helt slået omkuld, fordi ting betyder rigtig meget for ham, men så rejser han sig og gøre alt, hvad han kan for at gøre alt godt igen. Intet kan holde denne knægt tilbage. Og så har han lilla hår. Klippet i en grydefrisure. Ingen ved hvorfor, men det er Mugge. Han kan lide det!« fortæller Mikael Wulff.

WIMPY KID 12 - REJSEFEBER af Jeff Kinney
WIMPY KID er en humoristisk tegneserieromanserie om antihelten Greg, der selv skyder på, at han er nummer 52 eller 53 på listen over de mest populære drenge i sin folkeskole. Men serien er i den grad også et kultfænomen, hvor bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden.

I bogen REJSEFEBER nærmer julen sig med kulde, stress og jag. Derfor beslutter Gregs forældre, at familien skal rejse væk til en tropisk ø for at holde ferie i afslappede omgivelser. Men så let går det selvfølgelig ikke for familien Heffley. Greg, der er skal flyve for første gang, bliver konfronteret med sin flyskræk, og alt fra giftige dyr til solstik og madforgiftning truer med at sætte en stopper for den gode stemning.

Kan ferien nå at blive reddet? Eller vil drømmen om tropeparadiset ende som et komplet mareridt?