Læs artiklen

Bøgerne kan lære os om verden. Både som den var, og som den er - og som den kunne blive

Bøgerne kan lære os om verden. Både som den var, og som den er - og som den kunne blive

Bøger er det bedste modtræk til tidens rastløshed og utålmodighed. Men det kræver, at vi indretter sådan, at bogen får plads i samfundet, mener Gyldendals Johannes Riis.

»We want the world, and we want it now«. Sådan gjaldede det fra barrikaderne og kollegieværelserne dengang for nu snart 50 år siden, da ungdomsoprøret var med til at sætte dagsordenen.

Noget særlig reflekteret eller sofistikeret udsagn kan man ikke påstå, at der var tale om, indimellem kunne det nærmest lyde som forkælede børn, der stampede i gulvet for at få deres vilje, og der var ikke så sjældent markant afstand mellem ord og handling, men der var råstyrke i det, selvtillid og vrede, en uforfærdet, udadrettet indignation, der ville gøre op med passivitet og stilstand og opfordrede til fællesskab, retfærdighed og fælles handling. Der skulle ske noget.

I disse år er FOMO, fear of missing out, altså frygt for at gå glip af noget, blevet en nøgle til at forstå, både hvad der foregår, og hvad der ikke foregår.

Rent umiddelbart kunne FOMO godt minde om slagordet fra 70’erne, men der er en verden til forskel: Hvor »We want the world, and we want it now« var offensivt og udadvendt, er fear of missing out defensivt; det peger indad og signalerer forsigtighed og narcissisme; der er noget forknyt og gnidret over det, det fokuserer på egne interesser snarere end på fællesskab og fælles handling. Facebook, Instagram og selfien er uløseligt forbundet med fear of missing out.

At begrebet har vundet hævd netop nu, er ikke tilfældigt. Vi lever i det postfaktuelle samfund, hvor konkret viden og kendsgerninger er kommet i miskredit. Dermed er der frit slag for alting; så kan det ene være akkurat lige så godt som det andet, og det må selvfølgelig afføde tvivl, opbrudsstemning, rastløshed og utålmodighed.

Den historiske bevidsthed har trange kår. Det er bøgernes udsatte position lige nu et udtryk for

Vi tilbringer mere og mere af vores tid foran en skærm og bliver uophørligt og i rasende fart konfronteret med verden og dens fortrædeligheder med krig og terrorisme, oversvømmelser og andre klimatrusler. Mobiltelefonen følger os, hvor vi går og står, og prøver af alle kræfter at få os til at tro, at vi kan være to steder på én gang: Det kræves af os, at vi hele tiden er til stede og står til rådighed og reagerer øjeblikkeligt på henvendelser fra alle sider, fra mail, telefon, sociale medier.

Det giver muligheder, det giver uanede muligheder for at agere og være på, men der er færre og færre af de vante sammenhænge, der holder og står uantastet, og det betyder naturligvis også, at det bliver både mindre og mindre selvfølgeligt og sværere og sværere at indgå i dem, og dermed også vanskeligere at forstå sig selv og verden ud fra andet end sig selv.

Der er mere og mere, der kan lade sig gøre; det er svimlende, det er fantastisk, hvad der kan lade sig gøre, venner er noget, man har på Facebook, og der kan man så let som ingenting få dem i hundredvis, frafaldet fra påbegyndte studier på de højere læreanstalter har aldrig været højere, der er stadig flere, der vælger at leve som singler, og der findes flere og flere muligheder for at bestemme, hvem vi er, for ikke at tale om, hvem vi kan blive.

Det er som at stå foran et bugnende tagselvbord, og det gælder, hvad enten vi taler om køn, nationalitet eller kultur; der eksperimenteres med identitet som aldrig før, frygten for at gå glip af noget gør sig igen gældende, frygten for at vælge og lægge sig fast på noget og undersøge mulighederne i det, man har valgt. Det kan forveksles med frihed. Men som en klog kvinde lærte mig for mange, mange år siden: Freedom is not necessarily lack of restraint.

Det er for mange blevet suspekt at beskæftige sig med national identitet, f.eks. om, hvad det vil sige at være dansk, og som erstatning manes en abstraktion frem, forestillingen om, at vi kan og bør opdrages og uddannes til at forstå os selv som ’verdensborgere’: I stedet for at bidrage til at få ajourført de forestillinger om national identitet, som tiden er løbet fra, taler man om ’verdensborgeren som pædagogisk ideal’ og om, at man skal se ud over nationale begrænsninger og i stedet ’påtage sig omsorg for hele menneskehedens liv’.

Som om det kan lade sig gøre, som om nogen kan overkomme det, og som om man skulle kunne løfte sig selv op ved håret og ud af den sammenhæng, man er født ind i og vokset op i, og derfra frit kunne svæve over vandene, som om man uden videre kan løbe fra det køn, det sprog, de sociale omgivelser, den kulturelle sammenhæng, man er født ind i og har været omgivet af i sine første og senere formative år. Kort sagt, som om man kan løsrive sig fra sin historie, og det gælder såvel den store som den lille.

Denne ulyksalige trang til at løsrive nutiden fra fortiden gør sig gældende på mange andre fronter. Elsa Gress opererede i sin tid med et begreb, hun kaldte ’provinsialisme i tid’, og det fænomen har næppe nogensinde haft det bedre end lige nu. Historieløsheden grasserer, en arrogance på vores egen tids vegne, som er godt i gang med at gøre vores verden mindre, især i henseende til at forstå os selv som del af historien.

Vi har en ulyksalig tendens til at opføre os, som om vi repræsenterer alle kulturers højdepunkt; som om det tilkommer os at irettesætte fortiden og skamme den ud ud fra vore normer.

FOMO og provinsialisme i tid, det er tendenser, som ikke mindst gør sig gældende i vore kulturinstitutioner.

Det ser man i DR, og det ser man på Det Kongelige Teater. Her taler man meget om målgrupper, og begge steder gør man sig stor umage for at gøre sig lækker for dem, der ikke er interesserede, frem for dem, man allerede har fået tag i. Det er FOMO. Et endnu bedre aktuelt eksempel er de danske folkebiblioteker.

Ud over landet er der blevet opført store, flotte bygninger, der stadigvæk går under betegnelsen biblioteker, men disse arkitektoniske pragteksemplarer er ikke først og fremmest opført for at gøre noget for udbredelsen af litteratur; der er i bogstaveligste forstand blevet sat hjul under reolerne, så de kan rulles til side, så de ikke står i vejen, når der er vigtigere ting på færde.

Gyldendals efterårsreception 2016. Foto: Jón Bjarni Hjartarson

Bøgerne er ved at blive en biting, de spiller en mere og mere perifer rolle i de bygninger, de lægger navn til. Der har længe været gang i en veritabel massakre på papirbøgerne: Det gælder om at få folk vænnet fra synet af papirbøger og opdraget til at læse e-bøger, koste, hvad det koste vil, og uanset om folk vil det eller ej. Til det formål anser de ansvarlige tomme bibliotekshylder for at være det mest effektive middel.

En ting er, at der i løbet af de seneste år i alle egne af landet er nedlagt et uhyggelig stort antal filialer, noget andet er, at der er blevet brændt og makuleret i hundredtusindvis af bind: Har en bog ikke været udlånt i to år, bliver der gjort kort proces: Den må lade livet.

Det er om at gøre at få bøgerne væk fra hylderne, de skræmmer jo folk væk: Som kulturborgmesteren i København, Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen, for hvem antallet af besøgende på bibliotekerne, uanset ærinde, er det eneste kriterium for succes, glædestrålende udtrykte det forleden: »Besøgstallet er steget, selv om antallet af bøger på hylderne er faldet«. Han kunne have tilføjet, at antallet af udlån også er faldet, men det kom han nu ikke ind på.

Der er foreløbig ikke noget, der tyder på, at papirbogen er ved at forsvinde, og det igangværende massedrab på den vil give store huller i bogbestanden på bibliotekerne. Man vil selvfølgelig spare nogle bibliotekspenge til forfatterne, og det kan godt være, at en bog kan skaffes hjem på ingen tid fra et andet bibliotek et sted i landet, men hvad med den gode, gammeldags låner, som gerne vil gå og snuse op og ned langs reolerne for at finde noget, han eller hun ikke var klar over, at han eller hun havde lyst til at læse? Hvad med formidlingen?

Folkebibliotekerne har mange steder fået pålagt at lægge hus til Borgerservice, og det er for så vidt en udmærket idé, men det er ikke nogen god idé at lade det ske på bekostning af de traditionelle biblioteksopgaver; det er ikke nogen god idé, at en bibliotekar skal bruge det meste af en formiddag på at hjælpe en pensionist med en ansøgning om støttestrømper, så han eller hun ikke har tid til at passe sine bibliotekaropgaver.

At bøgerne er kommet i bad standing på bibliotekerne, er senest kommet til helt umisforståeligt udtryk ved, at Københavns Kommunes Biblioteker nu vil udvide sortimentet ved også at udlåne værktøj. I stedet for at smide alle pengene ud til indkøb af bøger vil man investere i vaterpas og skruetrækkere, plæneklippere og robotstøvsugere og udlåne dem.

Rationalet er, at hvis man gør det, ja, så mener man at kunne tiltrække andre lånere end dem, der i forvejen kommer der, og som kulturborgmesteren så folkelig-fyndigt siger: »Hvis vi skal have et bibliotek, der er et folkebibliotek, skal det være for alle«.

Det er et synspunkt, der har meget for sig og åbner for vide horisonter: Hvis ikke der kommer folk nok i svømmehallerne, må man gå andre veje; man kunne jo f.eks. inddrage et overskydende bassin til ørredopdræt og tilbyde kurser i hundesvømning, eller hvis det skulle komme til at knibe med tilstrømningen til kunstmuseerne, må man kunne indrette et par sale, hvor man kan komme og få lakeret sine negle eller sin bil. Her sætter kun fantasien grænser.

Men hvis institutionerne for enhver pris vil have alle med, og de ikke råder over ubegrænsede midler, kan det ikke undgås, at dispositioner af den art, vi her taler om, vil komme til at gå ud over kernekompetencen, dvs. formidlingen, og dermed ud over kernepublikummet, in casu den låner, der henvender sig for at få hjælp til at finde frem til en helt bestemt bog, og det hvad enten det gælder en, der skal bruges i forbindelse med en danskopgave i 2. g eller den helt rigtige at tage med på stranden.

Provinsialismen i tid gør sig også gældende på museerne. Her trives skrækken for egen skygge. Her går man klassifikationer og mærkater efter med tættekam og drager dermed omsorg for, at der lige nu og her er mindst muligt at tage anstød af.

Ord, som jeg ikke bør tage i min mund, bliver erstattet med ord fra den aktuelle neutralitetskasse, og også på den måde begrænser man på en stille og umærkelig måde ytringsfriheden og understøtter alles mulighed for at kunne gøre krav på at føle sig krænket.

Man forsøger at indrette fortiden efter vores tids forestillinger, man bekræfter igen, at vi lever i den overlegent bedste verden af alle, at vi har både retten og pligten til at rette op på fortidens synder, f.eks. ved at give nye navne til det, vi ikke bryder os om. Men det bliver den historiske virkelighed ikke anderledes, endsige bedre af. Slaveriets modbydelige virkelighed forsvinder ikke ved, at vi kalder den noget andet; den bliver ved med at være der, uanset om man siger ’neger’ eller ’afrikaner’.

Vi kan beklage og undskylde fortidens forsømmelser og forsyndelser, lige så meget det skal være, men vi kommer aldrig til at indhente dem. Alt det omdøberi er en gratis omgang, det er historieløst, det er fear of missing out og provinsialisme i tid i uskøn blanding og kan allerhøjst bidrage til at give os selv og hinanden bedre samvittighed over noget, vi ikke kan påtage os ansvar for.

LINK: Se billeder fra Gyldendals efterårsreception 2016 her

Jeg vil gerne foreslå, at vi i stedet for at beklage og undskylde vore forfædres synder koncentrerer os om selv at opføre os ordentligt. Og hvad vi måske skulle ofre en tanke eller to, er, hvordan man om føje år vil vurdere de krumspring, vi nu gør for at gøre fortiden mere overkommelig.

Vil det tjene os til ære, hvad vi nu foretager os? Historien kan fælde hårde domme over såvel vores tanker som vores handlinger; det gælder overalt, hvad enten det er politik og litteratur, børneopdragelse eller sygdomsbehandling, og før vi får set os om, er vi selv den anstødelige fortid.

Den historiske bevidsthed har trange kår. Det er bøgernes udsatte position lige nu et godt udtryk for. I bøgerne ligger der uafviselig dokumentation for, hvordan virkeligheden har formet sig gennem århundrederne.

Bøger kan man brænde og makulere, men man kan ikke ændre og slette og manipulere i dem, som man kan i elektroniske tekster. I bøgerne er holdninger og handlinger fastholdt i hver sin tids sprog; her får man råt for usødet. Bøgerne kan lære os om verden, både som den var, og som den er, og som den kunne være eller kunne blive. De kan lære os om nutiden og fortiden, og de kan give bud på fremtiden.

Bøgerne er det bedste modtræk til rastløsheden og utålmodigheden. Men en bog stiller krav for at åbne sig for os, den kræver tid af os. Hvad enten vi taler om en roman eller en historiebog, hvad enten vi læser den på papir eller på skærm, eller hører den oplæst, forlanger den opmærksomhed. Den forlanger, at vi samler os, koncentrerer os og fordyber os, ellers nægter den at give det fra sig, den har at byde på.

Men det betyder ikke, at det er ensomt at dyrke bogen og læsningen, bogen opfordrer mindst lige så meget til fællesskab som til ensom tilegnelse, for det, der karakteriserer den gode bog, er netop, at man ikke kan gå alene med den. Efter endt læsning af den er der ikke noget, der presser sig mere på end at dele oplevelsen med andre.

I samtalen med andre oplever bogen sit andet, sande liv, det vidner bl.a. de utallige læsegrupper, der er opstået rundtomkring i landet de seneste år om. Dem vil der opstå mange flere af, dem skal vi hilse med glæde, de skaber rum til ro og fordybelse og berigelse i en forstyrret tid, de er til folkegavn, de er til grøde.

Redaktionen anbefaler:

Talen ovenfor blev holdt til Gyldendals efterårsreception 2016. Den har også været bragt som kronik i Politiken.