Læs artiklen

Ack, Louisechen, hvor bliver dagene af, hvor bliver tiden af?

Ack, Louisechen, hvor bliver dagene af, hvor bliver tiden af?

Brevsamlingen JEG HAR OGSÅ LEVET! leverer et dobbeltportræt af den verdensberømte forfatter Astrid Lindgren og hendes intellektuelle, berlinske veninde Louise Hartung.

’Et nuanceret kig ind bag kulisserne i et forrygende forfatterliv’, skrev Weekendavisen. ’Svær at lægge fra sig’, lød det i Berlingskes seks-stjernede anmeldelse, og samme oplevelse havde Jyllands-Postens anmelder, der kaldte bogen ’et blændende indblik i to kvinders liv og tanker: Dragende skøn’.

Over 600 breve nåede Astrid Lindgren (1907-2002) og Louise Hartung (1905-65) at udveksle. Tyske Louise Hartung skrev mest og længst, men Astrid Lindgren fulgte godt med og sendte ca. 250 breve til ”Louisechen”.

Den 11 år lange brevveksling fra 1953 og frem til de sidste måneder af Louise Hartungs liv i begyndelsen af 1965 var så godt som uden afbrydelser. Der gik sjældent mere end to-tre uger mellem brevene.

Breve i en papkasse

Forfatter Jens Andersen blev opmærksom på korrespondancen under sit arbejde med Astrid Lindgren-biografien DENNE DAG, ET LIV (2014).

Brevene til Louise Hartung lå rigtig nok i en lille papkasse i Lindgren-arkivet, kunne Astrid Lindgrens datter, Karin, fortælle – og Louise Hartungs breve til den verdensberømte forfatter lå allerede på Det Kungliga Biblioteket i Stockholm. I ét håndskrevet rod uden datoer.

Jens Andersens hustru, Jette Glargaard, tog orlov fra tysklærerjobbet og ordnede og oversatte brevene fra Louise Hartung, og siden blev det også sådan under arbejdet, at Jette Glargaard kæmpede for den tyske stemme i bogen.

”For mig har det virkelig handlet om at være tro mod den ukendte Louise og lade hende få en plads ved siden af den berømte Astrid”, har Jette Glargaard sagt i et interview med Kristeligt Dagblad.

Pippi til krigsbørn

De to kvinder lærte hinanden at kende, da Astrid Lindgren besøgte Berlin i efteråret 1953. Louise Hartung stillede sin lejlighed til rådighed for den svenske forfatter og tog hende med rundt i byen, også ind i det smadrede Østberlin.

Begge var lige omkring de 50 år. Louise Hartung var en højt respekteret børne- og ungdomskonsulent i Berlin og vild med Lindgrens bøger. Hun havde introduceret ”Mandagslæsekredse” i hele Vestberlin, hvor børnene sad i rundkreds i ungdomshuse eller biblioteker og lyttede til oplæsninger fra børnebøger, som Louise Hartung anbefalede.

Lige siden Louise Hartung havde læst Pippi Langstrumpf i 1952, var der Pippi på programmet. Der blev etableret hele 27 Pippi-læsekredse i Vestberlin i løbet af 1950’erne, og lignende projekter blev løbet i gang i resten af Tyskland.

På tur i 'Hedningsbarnet'

JEG HAR OGSÅ LEVET! tegner et dobbeltportræt af to travle, intellektuelt og kulturelt nysgerrige, moderne kvinder og deres liv, tanker, drømme og følelser.

Og det stod hurtigt klart, at Louise Hartung ønskede mere end et tæt venskab. Astrid Lindgren afviste venligt, men bestemt tilnærmelserne. Gentagne gange. ”Jeg kan give dig venskab, Louisechen”, skrev Astrid Lindgren i 1955. ”Kærlighed med deraf følgende körperliche Gemeinsamkeit kan jeg kun give en mand”.

”Den ene kvinde er besluttet på at fremture i sin kærlighed, den anden har gjort ensomheden til sin elskede”, bemærker Politikens anmelder i sin fem-hjertede anmeldelse.

Tilnærmelserne fortsatte gennem hele korrespondancen. Louise Hartung sendte gaver og søde ord til Stockholm, og Astrid Lindgren sendte nænsomme afvisninger retur. Den ubalance ødelagde imidlertid ikke venskabet. De to kvinder blev ved med at mødes, tale sammen – efter 1960 tillige i telefon. Og de tog på rejse sammen i Sydtyskland i Louise Hartungs smarte bil med kælenavnet Hedningsbarnet.

”Man kan læse korrespondancen mellem Astrid og Louise som en dokumentarroman. Og det er til at holde ud, både fordi de begge skriver så godt, og fordi de to hjerteveninder for det meste har noget på hjerte”, hedder det i Kristeligt Dagblads fem-stjernede anmeldelse.

JEG HAR OGSÅ LEVET! - En brevveksling udkom 15. januar. Jette Glargaard har oversat Louise Hartungs breve fra tysk til dansk, mens Kina Bodenhoff har oversat Lindgrens breve fra svensk til dansk.

OM FORFATTERNE

Jette Glargaard (f. 1958), cand.mag. og gymnasielærer i tysk og idræt, forfatter af lærebøger i tysk, tidligere tysk-konsulent.

Jens Andersen (f. 1955), ph.d. i Nordisk Litteratur, foredragsholder og forfatter til en lang række biografier om bl.a. Thit Jensen, Tom Kristensen, H.C. Andersen, Tove Ditlevsen og dronning Margrethe. Jens Andersen har tidligere skrevet DENNE DAG, ET LIV om Astrid Lindgren (2014) og har senest udgivet UNDER BJÆLKEN, et portræt af kronprins Frederik (2O17).

Find bogen her: