Læs artiklen

Iben Mondrup: Der skal ikke mange informationer til, før min fantasi tager over

Iben Mondrup: Der skal ikke mange informationer til, før min fantasi tager over

VI ER BRØDRE er en roman i storformat om to brødres opvækst i Frederikshavn i årtierne efter 2. Verdenskrigs afslutning.

I Iben Mondrups nye roman vokser brødrene Jens og Poul op i skyggen fra de stadig aktive traumer, som krigen har påført drengenes familie. Faren har været en respekteret leder af modstandsbevægelsen i Frederikshavn og har måttet foretage valg, der forfølger ham, og som han ikke kan tale om. Hans fortielser er et tabu, begge sønner forholder sig til.

Jens og Poul forsøger på hver deres måde at komme overens med farens skygge, og i løbet af teenageårene vokser brødrenes trang til at drage ud og prøve sig selv af i sammenhænge, hvor der er brug for dem, og hvor de kan få fornemmelsen af at gøre det rigtige.

VI ER BRØDRE har som Iben Mondrups romaner GODHAVN og KARENSMINDE forbindelser til forfatterens egen familiehistorie. Hendes farfar var kriminalassistent ved Frederikshavns Politi og leder af modstandsbevægelsens sektion Vendsyssel. Hans personlige arkiv er siden kommet i Iben Mondrups varetægt, og det er en kildesamling, som hun har brugt aktivt i sin research. Vi er brødre er dog ikke som sådan selvbiografisk, snarere inspireret af hendes fars og onkels historier.

»Jeg har selvfølgelig hørt min far fortælle om sin opvækst, men der skal ikke ret mange informationer til, før min fantasi tager over. Så resultatet er en historie, som nok handler om min familie, men med en masse begivenheder og oplevelser, som jeg har fundet på, og som mange flere derfor vil kunne genkende sig selv i«, siger hun.

VI ER BRØDRE undersøger undervejs de omstændigheder, der formede den store generation af efterkrigstidsbørn, de senere forandringslystne og revolutionære 68’ere, som på mange måder har tegnet det samfund, som vi kender i dag.

REDAKTIONEN ANBEFALER: