Læs artiklen

Hanne Højgaard Viemose: Det var historier, jeg var nødt til at skille mig af med

Hanne Højgaard Viemose: Det var historier, jeg var nødt til at skille mig af med

HHV, FRSHWN… hvad for noget? HHV, FRSHWN er titlen på Hanne Højgaard Viemoses nye roman. HHV er hendes initialer. FRSHWN er den by – Frederikshavn – hun kommer fra. Læs her, hvorfor arbejdet med den bog har været særligt udfordrende for forfatteren.

Forfatteren Hanne Højgaard Viemose er aktuel med HHV, FRSHWN – en humoristisk og desperat roman om at være kvinde, mor, menneske, abe og en arrig heks, der er faldet af sin kost og ligger på jorden med en blodtud og hyler, mens livet styrter afsted som en flok vilde islandske heste.

Egentlig var det historien om den unge antropologistuderende Anita, som rejste ind i Perus Amazonjungle for at undersøge, hvordan de indfødte folk navigerede i en civilisation, der kom tromlende med alkohol, turisme, kviksølv og bevæbnede tømmerbander. Og det var historien om, hvordan Anita kom ud af junglen igen med kroppen i opløsning, og dæmonerne væltende efter sig. Det var den historie, Hanne Højgaard Viemose ville skrive.

Men så skete der alt muligt. Anita nægter at stå alene med sin historie, den bliver fedtet ind i HHV’s eget liv: Hendes eksmand blir psykotisk, stalkeren Henning ligger en dag og venter på hende i hendes seng, hun forelsker sig i en ældre, gift mand, virkeligheden flimrer, psyken skranter, børnene får lus og skændes, og selv stikker hun hele tiden af ud i den islandske ødemark, hvor gale og ulykkelige mennesker, fugle, vulkaner og spøgelser kæmper om hendes opmærksomhed.

Det blev til sidst til bogen HHV, FRSHWN, der har undertitlen DØDSKNALDET I AMAZONAS.

Hanne Højgaard Viemose, f. 1977, fortæller om arbejdet med romanen:

“Jeg har det ikke, som om det er en bog, jeg har skrevet, men mere som om det er tekster, jeg har spyttet ud og gylpet op, mens jeg har trampet oprørt op og ned ad Nørrebrogade eller kørt rundt i Island, eller som jeg har vredet ud under ulidelige og angstfremkaldende skriveophold i hjemsøgte og afsidesliggende forfatterrefugier. Det har været et hæsligt arbejde, og der var ingen vej tilbage, selv om det bare blev værre og værre. Det var åbenlyst for mig, at det var historier, jeg var nødt til at skille mig af med. For selv om det ikke er et til et med virkeligheden, var det alligevel historier, jeg havde båret med og i mig. Jeg havde det sådan: "Nu er jeg fanme nødt til at slippe det lort og blive voksen”«.

FIND BOGEN HER:

Tilføj til ønskeliste

Hhv, Frshwn

Hanne Højgaard Viemose

Tilføj til ønskeliste

Hannah

Hanne Højgaard Viemose