Læs artiklen

Normalitetsbegrebet er et oplagt tema i litteraturundervisningen på 7.-10 klassetrin. HELT SOM DE ANDRE er seneste skud på stammen i den populære SPURT-serie.

Af Camilla Skov Lund

Annie Bahnson bringer med HELT SOM DE ANDRE et interessant tema på banen, nemlig fysisk handicap. Bogens hovedperson, den 16-årige Leonora, er født uden nederste del af sit ene ben og bruger derfor benprotese. Som regel tænker hun ikke på det, og det er heller ikke noget, hun prøver at skjule. Men da hun møder August, opdager hun, hvor skønt det føles, at han slet ikke ved noget om hende. Hvor skønt det føles at være helt almindelig og normal. Så hvorfor sige noget? 

Ungdomslitteraturen har længe haft stor opmærksomhed på minoriteter og stigmatisering af eksempelvis homoseksuelle, sorte, muslimer og folk med psykiske lidelser, hvorimod det fysiske handicap har været helt overset. Det er derfor befriende, at Annie Bahnson belyser denne problemstilling. Leonoras handicap er en fysisk realitet, men samtidig falder hendes krop uden for normen i sociale sammenhæng. 

HELT SOM DE ANDRE har fagligt og didaktisk potentiale som værklæsning på 7.-10. klassetrin. Bogen lægger op til en diskussion af fortielser og løgne, skam og accept i forbindelse med normalitetsbegrebet, og sætter fokus på trangen til – men samtidig angsten for – at sige ”Fuck normen”! 

 

Læs hvad forfatteren Annie Bahnson selv siger om skabelsen af HELT SOM DE ANDRE:
Forfatterportræt af Annie Bahnson

Egentlig var jeg i gang med at skrive en børnebog. Hovedpersonen var en otteårig pige, som mødte en sørøver på sin vej ud i verden. Sørøveren manglede det halve af sit ben og gik med træben, og for at de to kunne spejle sig i hinanden, lod jeg også pigen mangle det halve af sit. Men det halve ben tog hurtigt alt fokus. Så jeg droppede det i den historie. Men nu var den nye hovedperson skabt, og min nysgerrighed var vagt, og det begyndte at krible i fingrene. 

Teenageårene er absolut det tidspunkt i livet, hvor man er mest sårbar, så for at gøre det så svært for min hovedperson som muligt, fordoblede hun sin alder på en eftermiddag og blev til Leonora på 16. De fleste teenagere føler sig forkerte. De har for lange arme, for mange bumser, er generelt for grimme eller kysser for lidt. Det var denne generelle følelse af at føle sig forkert, jeg fik lyst til at forfølge og sætte på spidsen. Den der med at man i barndommens land har følt sig helt okay, så kommer puberteten som et kantslag og alting bliver trukket ud af facon, og man tror at det er på grund af de alt for store fødder eller det tynde hår, at man ikke har nogen kæreste.

Benet som påskud
Da jeg var ung, tog jeg til USA. På flyet sad jeg ved siden af en fyr, og vi faldt i snak. Han boede i Boston, som ikke var så langt fra der, hvor jeg skulle arbejde, og det var helt naturligt, at vi efterfølgende mødtes. Han erklærede mig hurtigt sin kærlighed, og jeg forklarede ham, at jeg udelukkende opfattede ham som en ven.

”Det er på grund af mit ben,” sagde han såret. Jeg anede ikke, hvad han snakkede om. ”Du må da have lagt mærke til, at mit ene ben er stift, og at jeg går lidt mærkeligt.”

Det havde jeg måske, men jeg forklarede ham, at jeg aldrig havde forelsket mig i nogen udelukkende på grund af deres gangart. Det viste sig, at han manglede sit ene ben og gik med protese. Han var overbevist om, at det var derfor, jeg ikke ville have ham, og så var det bedst for ham, at vi brød forbindelsen. Oplevelsen af at føle sig valgt fra på grund af sit handicap, er den der får min hovedperson, Leonora, til at handle som hun gør. 

Pynt eller løgn
På de sociale medier skaber vi det billede af os selv, som vi gerne vil vise verden. Der behøver man jo ikke at lufte sine sure underbukser, og vi kan forme virkeligheden nøjagtig, som vi gerne vil have den. Når vi kan gøre det dér, så kan vi vel også i live-versionen af os selv. Der er vel ingen grund til at fortælle alting om sig selv, eller hvad? Man må vel godt pynte lidt på virkeligheden. I første omgang er Leonoras løgn bare en lille harmløs fortielse. Men pludselig fylder den alt og får konsekvenser for andre end hende selv.

”Jeg tror jeg er din hovedperson”
På nettet fandt jeg frem til Foreningen for arm- og bendefektes facebookside, hvor jeg skrev lidt om min roman, der på det tidspunkt kun var på skitseplan. ”Jeg tror jeg er din hovedperson bare i voksenudgave,” var der en Gitte, som skrev til mig. Hun inviterede mig hjem, og jeg købte en kage. Sjældent har jeg oplevet en person så åben og ærlig, og jeg kunne spørge om alting. 

”Hvordan sidder din protese egentlig fast?” spurgte jeg.

”Jeg kan da tage den af. Så kan du også se mit ben,” svarede hun, og jeg må indrømme, at jeg blev lidt paf, da hun i det samme tog både protese og indersok af og sad der med sit halve ben og sin defekte fod i sofaen. 

Kroppen skal se så normal ud som mulig
En gang var der en bandagist, der ville skære den defekte del af Gittes ben. Han mente, at det så ville være nemmere for ham at lave proteser til hende. Gitte takkede nej, da der ikke var nogle beviser for, at operationen ville forbedre hendes gang, og hun var egentlig også udmærket tilfreds med sin tilstand.

Senere spurgte jeg på facebooksiden for arm- og bendefekte om andre havde haft lignende oplevelser med bandagister og amputationer. Jeg fik 40 kommentarer og private mails. Både fantastiske beretninger om, hvad lægevidenskaben er i stand til, men også historier om, hvordan nogle læger gerne vil gå langt for, at kroppen skal se så normal ud som mulig. 

For eksempel var der beretningen om en dreng, der var født med en hånd uden rigtige fingre, og en læge, der ville skære hans storetå af og operere den fast på hånden, så det ville se ud som om, han havde en tommeltot. Hvis man ikke har en storetå, er det svært at holde balancen, men lægen syntes åbenbart, det var vigtigere, at hånden, der var mere synlig end foden, fik et look tættere på normal.

Smid barbiedrømmen i skraldespanden
Den billedskabte virkelighed bugner over af langbenede modeller med knopfri ansigter og papirstynde taljemål. Men der findes heldigvis også en virkelig verden, hvor vi findes i alle størrelser, farver og former. Selv modebranchen indser i glimt, at forskellighed er smuk. Netop i år fik Celina Riel, der mangler det halve af sin arm, 3. pladsen i skønhedskonkurrencen Miss Danmark. Hun er gudesmuk, og hun er er et godt eksempel på, at man skal tro på sig selv, og så er hun måske med til at rykke ved nogle skønhedsidealer.

Men heldigvis er den ydre skønhed kun en del af et menneske, og min drøm er, at det ikke skal fylde så meget. Hverken hos teenagere eller voksne eller dem midt imellem. I min research har jeg mødt mange stærke og selvbevidste mennesker med handicaps, som har fundet sig til rette i sig selv. Her er der meget at lære for dem der fotoshopper modermærker væk eller pjækker fra skole på grund af en bums. Smid barbiedrømmen i skraldespanden og accepter dig selv, som du er.

 

 

Bøger af Annie Bahnson