Læs artiklen
En sang om is og ild

Læs gratis et kapitel fra Vinterens vinde, bind 6 i bogserien bag Game of Thrones

Læs gratis et kapitel fra Vinterens vinde, bind 6 i bogserien bag Game of Thrones

Læse et uddrag af George R. R. Martins VINTERENS VINDE, bind 6 i bogserien bag tv-serien Game of Thrones.

ARIANNE

Langs hele Kap Vredes sydkyst rejste sig vagttårne af forvitrede sten, som var blevet opført i fordums tid for at advare om dorniske plyndringsmænd, der kom snigende over havet. Små landsbyer var skudt op omkring tårnene. Nogle enkelte af dem var vokset til blomstrende byer.

Pilgrimmen lagde til i Grædeby, hvor liget af den Unge Drage engang havde dvælet i tre dage på sin rejse hjem fra Dorne. Flagene, der flaprede fra den solide bymur af træ, fremviste stadig kong Tommens hjort-og-løve og antydede, at her havde Jerntronen i det mindste stadig magten. ”Var jeres mund,” advarede Arianne sine rejseledsagere, da de gik fra borde. ”Det er bedst, hvis Kongshavn aldrig får at vide, at vi er kommet denne vej.” Det ville gå dem ilde, hvis lord Conningtons oprør blev slået ned og det blev almindeligt kendt, at Dorne havde sendt hende for at forhandle med ham og hans tronprætendent. Det var endnu en lektion, som hendes far havde gjort sig umage for at lære hende; vælg din side med omhu, og kun hvis den kan vinde.

De havde ingen problemer med at købe heste, selvom det kostede fem gange mere, end året før. ”De er gamle, men i god stand,” påstod staldkarlen. ”I finder ikke noget bedre på denne side af Stormgrav. Griffens mænd beslaglægger hver hest og hvert muldyr, de falder over. Også okser. Nogle vil lave et mærke på et stykke papir, hvis man beder om betaling, men der er andre, der lige så gerne vil sprætte maven op på dig og betale dig med en håndfuld af dine egne indvolde. Hvis I møder sådanne folk, så hold mund og giv hestene fra jer.”

 

Byen var stor nok til at have tre kroer, og rygterne svirrede i alle krostuerne. Arianne sendte sine mænd ind i hver af dem for at høre, hvad de kunne opsnappe. I Det Brækkede Skjold fik Daemon Sand at vide, at den store sept på Holf of Men var blevet brændt ned og plyndret af røvere fra havet, og at et hundred unge novicer fra moderhuset på Jomfruøen var ført bort til slaveri. I Lommen hørte Joss Hood, at et halvt hundred mænd og drenge fra Grædeby havde begivet sig mod nord for at slutte sig til Jon Connington ved Griffens Hus, deriblandt unge sir Addam, gamle lord Hvidhoveds søn og arving. Men i Den Fulde Dorner, et navn, der virkede ganske passende, hørte Feathers mænd mumle noget om, at Grif havde henrettet Røde Ronnets bror og voldtaget hans jomfrusøster. Ronnet selv sagdes at være på vej sydpå i ilmarch for at hævne sin brors død og sin søsters vanære.

Samme aften sendte Arianne den første af sine ravne tilbage til Dorne med en rapport til sin far, om alt det de havde set og hørt. Næste morgen begav hendes gruppe sig af sted mod Diseskov, mens den opstigende sols første stråler faldt skråt ned mellem Grædebys spidse tage og snoede gyder. Midt på formiddagen begyndte en let regn at falde, mens de fandt vej nordpå gennem et landskab med grønne marker og små landsbyer. Indtil nu havde de ikke set nogen tegn på kamp, men alle de andre rejsende på den hullede vej lod til at gå i den modsatte retning, og kvinderne i landsbyerne stirrede på dem med varsomme blikke og holdt deres børn tæt ind til sig. Længere mod nord veg markerne for bølgende bakker og tætte bevoksninger af gammel skov, vejen svandt ind til et hjulspor, og der blev længere mellem landsbyerne.

Tusmørket ramte dem i udkanten af regnskoven, en våd, grøn verden, hvor åer og floder løb gennem mørke vækster, og jorden var mudder og visne blade. Mægtige piletræer voksede langs vandløbene, større end noget andet Arianna nogensinde havde set, deres tykke stammer var lige så knudrede og krogede som en gammel mands ansigt og prydet af skæg af sølvskinnende mos. Træerne stod skulder ved skulder til begge sider og lukkede solens lys ude; skarntydegraner og kæmpethujaer, hvidege, dystre grantræer, høje og rette som tårne, store lønne, kæmpefyrre, ormetræer, hist og her også et enkelt urtræ. Under deres sammenfiltrede grene voksede bregner og blomster i overflod; skjoldbregner, fjerbregner, klokkeblomster og piberkvaster, natlys og giftkys, levermos, lungeurt, hornblad. Svampe spirede frem nede mellem trærødderne og fra deres stammer, blege, plettede hænder, der opfangede regnen. Andre træer var pelsede af mos, grønne og grå og rødhalede, et enkelt i en livlig lilla farve. Laver dækkede næsten hver klippe og sten. Paddehatte gnavede i rådnende stammer. Selve luften virkede grøn.

 

Arianne havde engang hørt sin far og mester Caleotte diskutere med en septon, hvorfor Det Dorniske Havs nord- og sydsider var så forskellige. Septonen mente, at det skyldtes Durran Gudssorg, den første Stormkonge, som havde stjålet havgudens og vindens gudindes datter og pådraget sig deres evige fjendskab. Prins Doran og mesteren var mere tilbøjelige til at tilskrive det vind og vand og talte om, hvordan de store storme, der opstod nede i Sommerhavet, opsamlede fugt på vej mod nord, inden de hamrede ind i Kap Vrede. Af en eller anden underlig grund lod stormene aldrig til at ramme Dorne, kunne hun huske, hendes far havde sagt. ”Jeg kender godt grunden,” havde septonen svaret. ”Ingen dorner har nogensinde stjålet datteren af to guder.”

 

Det gik meget langsommere med at komme frem dér, end det havde gjort i Dorne. I stedet for rigtige veje red de på en snoet sti gennem rydninger fyldt med væltede træer, gennem kløfter i enorme, mosbegroede klipper og dybt inde i slugter, der var blokeret af stikkende brombærkrat. Sommetider ophørte sporet helt og sank ned i moser eller forsvandt under bregnekrat, så Arianne og hendes rejsefæller selv måtte finde vej mellem de tavse træer. Det regnede stadig, støt og sagte. Lyden af dryppende blade var overalt omkring dem, og efter hver mil eller deromkring hørte de et nyt lille vandfalds lokkende musik.

Skoven var også fuld af huler. Den første aften søgte de ly i en af dem for at slippe ud af alt det våde. I Dorne havde de ofte rejst efter mørkets frembrud, da måneskinnet forvandlede det bølgende sand til sølv, men regnskoven var for fuld af kær og slugter og jordfaldshuller, og i det rugende mørke mellem træerne var månen blot en erindring.

 

Feathers havde lavet et bål og stegte et spid med harer, som sir Garibald havde nedlagt, sammen med nogle vilde løg og svampe, som han havde fundet på vejen. Da de havde spist, lavede Elia Sand en fakkel af en pind og noget tørt mos og fjernede sig for at udforske hulens indre. ”Gå nu ikke for langt væk,” sagde Arianne til hende. ”Nogle af disse huler er meget dybe, man kan let fare vild.”

Prinsessen tabte endnu et parti cyvasse til Daemon Sand, vandt et over Joss Hood, og trak sig så tilbage, da disse to begyndte at lære Jayne Ladybright reglerne. Hun var træt af den slags spil.

Nyrn og Tyene måtte være nået til Kongshavn nu, tænkte hun, mens hun sad med korslagte ben i huleindgangen og kiggede på den faldende regn. Og var de ikke det, burde de være der snart. Tre hundrede garvede spydkastere var fulgt med dem, over Knoglevejen, forbi Sommerhals ruiner og op ad Kongevejen. Hvis Lannisterne havde prøvet at lægge deres lille fælde i Kongeskoven, ville lady Nyrn have set, at det ville ende med en katastrofe. Morderne ville heller ikke have fundet deres bytte. Prins Trystane var blevet tilbage på Solspyddet i god behold efter en tårevædet afsked med prinsesse Myrcella. Så er den ene bror på plads, tænkte Arianne, men hvor er Quentyn, hvis han ikke er hos Grif? Havde han giftet sig med sin dragedronning? Kong Quentyn. Det lød stadig lidt fjollet. Denne nye Daenerys Targaryen var fem-seks år yngre end Arianne. Hvad ville en pige på den alder med hendes kedelige, boglige bror? Unge piger drømte om flotte riddere med frække smil, ikke alvorlige drenge, der altid udførte deres pligter. Men hun vil stadig gerne have Dorne. Hvis hun håber på at komme til at sidde på Jerntronen, er hun nødt til at holde Solspyddet. Hvis Quentyn var prisen for det, ville dragedronningen betale den. Hvad nu hvis hun var ved Griffens Hus sammen med Connington, og alt det halløj med en anden Targaryen blot var snedig list? Hendes bror kunne sagtens være hos hende. Kong Quentyn. Vil jeg så skulle knæle for ham?

 

Det nyttede ikke noget at spekulere over det. Quentyn ville blive konge, eller også ville han ikke. Jeg beder til, at Daenerys vil være sødere mod ham, end hun var mod sin egen bror.

 

Det var på tide at komme i seng. De havde mange mil at ride næste dag. Det var først, da Arianne gik til ro, at det gik op for hende, at Elia Sand ikke var vendt tilbage fra sine udforskninger. Hendes søstre vil slå mig ihjel på syv forskellige måder, hvis der er sket hende noget. Jayne Ladybright svor, at pigen aldrig havde forladt hulen, hvilket betød, at hun stadig vandrede rundt i mørket derinde et sted. Da de ikke kunne kalde hende frem med deres råb, var der ikke andet at gøre end at lave fakler og begynde at lede efter hende.

Hulen viste sig at være meget dybere, end nogen af dem havde anet. Efter den klippefyldte indgang, hvor hendes trup havde slået lejr og efterladt hestene med forbenene bundet sammen, førte en række bugtede gange ned og ned med sorte huller, der stak af til hver side. Længere inde åbnede rummet sig op igen, og eftersøgningsholdet stod nu i en kæmpestor kalkstenshule, der var større end en borgs riddersal. Deres råb forstyrrede et bo af flagermus, som flaksede støjende omkring dem, men råbene blev kun besvaret af fjerne ekkoer. De gik langsomt rundt i salen og opdagede endnu tre gange, den ene var så smal, at de ville blive nødt til at krybe frem på alle fire. ”Vi prøver de to andre først,” sagde prinsessen. ”Daemon, du går med mig. Garibald og Joss, I tager den anden gang.”

Gangen, som Arianne havde valgt til sig selv, blev stejl og fugtig hundred fod inde. Det blev stadig sværere at få fodfæste. På et tidspunkt gled hun og måtte gribe fat for ikke at kure videre. Mere end én gang overvejede hun at vende om, men hun kunne se sir Daemons fakkel foran sig og høre ham kalde på Elia, så hun fortsatte. Og pludselig befandt hun sig i en anden hule, der var fem gange så stor som den forrige og omgivet af en skov af stensøjler. Daemon Sand kom hen til hende og løftede sin fakkel. ”Se, hvordan stenene er blevet formede,” sagde han. ”Disse søjler og væggen der. Kan du se dem?”

”Ansigter,” sagde Arianne. Alle disse triste ansigter, der stirrede.

”Dette sted tilhørte Skovens Børn.”

”For tusind år siden.” Arianne kiggede rundt. ”Hør lige. Er det Joss?”

Det var det. De andre havde fundet Elia, opdagede hun og Daemon, da de var kommet tilbage op ad den smattede skråning til den forrige sal. Deres gang havde ført ned til en stillestående, sort dam, hvor de så pigen stå i vand til livet og fange blinde, hvide fisk med sine bare hænder; hendes fakkel brændte rød og osende i sandet, hvor hun havde plantet den.

 

”Du kunne være død,” sagde Arianne til hende, da hun hørte historien. Hun greb Elia i armen og ruskede i hende. ”Hvis din fakkel var gået ud, ville du have været alene i mørket og så godt som blind. Hvad i alverden tænkte du på?”

”Jeg fangede to fisk,” sagde Elia Sand.

Du kunne være død,” sagde Arianne igen. Hendes ord gav ekko i hulen. ”… døddøddød …”

Senere da de var nået op til overfladen igen, og hendes vrede havde lagt sig, trak prinsessen pigen til side og fik hende til at sætte sig. ”Elia, det her må høre op,” sagde hun til hende. ”Vi er ikke i Dorne nu. Du er ikke hos dine søstre, og det her er ikke en leg. Du skal love mig, at du vil spille tjenestepige, indtil vi er tilbage på Solspyddet i god behold. Du skal være spag og blid og lydig. Du skal holde mund. Jeg vil ikke høre mere snak om Lady Lance eller turneringer, ingen omtale af din far eller dine søstre. De mænd, jeg skal forhandle med, er lejesværd. I dag tjener de manden, der kalder sig selv Jon Connington, men i morgen kan de lige så godt tjene Lannisterne. Det kræver kun guld at vinde et lejesværds hjerte, og Casterlyborgen er ikke i bekneb for guld. Hvis den forkerte mand opdager, hvem du er, kan du blive bortført og holdt som gidsel …”

”Nej,” brød Elia ind. ”Det er dig, de vil have løsepenge for. Du er arving til Dorne, jeg er bare en bastard. Din far vil give en kiste guld for dig. Min far er død.”

”Død, men ikke glemt,” sagde Arianne, der i halvdelen af sit liv havde ønsket, at prins Oberyn var hendes far. ”Du er en Sandslange, og prins Doran vil betale enhver pris for at beskytte dig og dine søstre mod overlast.” Det fik i det mindste barnet til at smile. ”Giver du mig dit ord? Eller skal jeg sende dig tilbage?”

”Jeg giver dig mit ord.” Elia lød ikke glad.

”Sværg ved din fars knogler.”

”Ved min fars knogler.”

Det løfte ville blive holdt, afgjorde Arianne med sig selv. Hun kyssede sin kusine på kinden og sendte hende i seng. Der ville måske komme noget godt ud af hendes eventyr. ”Jeg anede ikke før nu, hvor vild hun er,” klagede Arianne til Daemon Sand. ”Hvorfor har min far belemret mig med hende?”

”For at tage hævn?” foreslog ridderen med et smil.

 

De nåede til Diseskov sent den tredje dag. Sir Daemon sendte Joss Hood i forvejen for at sondere terrænet og høre, hvem der holdt borgen nu. ”Tyve mænd patruljerer på murene, måske flere,” rapporterede han, da han vendte tilbage. ”Masser af kærrer og vogne. Tungt lastede på vej ind, tomme på vej ud. Vagter ved hver port.”

”Bannere?” spurgte Arianne.

”Gyldne. Over porten og borgtårnet.”

”Hvilket våbenmærke fører de?”

”Det kunne jeg ikke se, for der var ingen vind. Bannerne hang slapt ned fra deres stave.”

Det var foruroligende. Det Gyldne Kompagnis bannere var ren guldmor uden våbenmærker og ornamenter … huset Baratheons bannere var også gyldne, men prydet med Stormgravs kronede hjort. Et slapt, gyldent banner kunne være begge dele. ”Var der andre bannere? Nogen sølvgrå?”

”Alle dem, jeg så, var gyldne, prinsesse.”

Hun nikkede. Diseskov var huset Mertyns herresæde, hvis våbenmærke fremviste en stor, hvid hornugle på en grå baggrund. Hvis det ikke var deres bannere, der vajede, var rygterne formentlig sande, og borgen var faldet i hænderne på Jon Connington og hans lejesværd. ”Vi må løbe risikoen,” sagde hun til sin gruppe. Hendes fars forsigtighed havde tjent Dorne godt, det havde hun efterhånden erkendt, men nu var det tid til hendes onkels dristighed. ”Vi går ind i borgen.”

”Skal vi folde dit banner ud?” spurgte Joss Hood.

”Ikke endnu,” sagde Arianne. De fleste steder havde hun god nytte af at spille prinsesse, men der var også steder, hvor det ikke var en god idé.

 

En halv mil fra borgporten dukkede tre mænd i nittede lædervamse og halvhjelme af stål frem fra træerne for at spærre dem vejen. To af dem stod klar med spændte armbrøster. Den tredjes eneste våben var et ondskabsfuldt grin. ”Og hvor skal I så hen, snuskebasser?”

”Vi skal tale med din herre på Diseskov,” svarede Daemon Sand.

”Godt svar,” sagde grinebideren. ”Følg med os.”

Diseskovs nye lejesværdherrer kaldte sig selv Unge John Mudd og Kæde. De påstod begge, at de var riddere. Ingen af dem opførte sig som nogen ridder, Arianne havde mødt. Mudd var klædt i brunt fra isse til fod, samme farve som hans hud, men havde et par guldmønter dinglende i ørerne. Mudderne havde været konger oppe ved Treforken for tusind år siden, vidste hun, men der var intet kongeligt ved ham her. Han var heller ikke særlig ung, men det lod til, at hans far åbenbart også havde gjort tjeneste i Det Gyldne Kompagni, hvor han havde været kendt som Gamle John Mudd.

Kæde var halvt så høj som Mudd, og et par rustne kæder krydsede hans brede bringe fra livet op til skuldrene. Mudd bar sværd og dolk, men Kædes eneste våben var fem fod jernlænker, der var dobbelt så tykke og tunge som dem, der krydsede hans bryst. Han svang dem som en pisk.

Det var hårde mænd, bryske og brutale med et primitivt sprog og ar og vejrbidte ansigter, der røbede lang tids tjeneste i de frie kompagnier. ”Pengeriddere,” hviskede sir Daemon, da han så dem. ”Jeg har mødt deres slags før.”

Da først Arianne havde meddelt dem sit navn og formålet med hendes besøg, var de to pengeriddere gæstfrie nok. ”Sov her i nat,” sagde Mudd. ”Der er senge til jer alle. I morgen får I friske heste, og hvad I skal bruge af proviant. M’ladys mester kan sende en fugl til Griffens Hus for at lade dem vide, at I kommer.”

”Og hvem vil ’dem’ så være?” spurgte Arianne. ”Lord Connington?”

Lejesværdene udvekslede blikke. ”Halvmesteren,” sagde John Mudd. ”Det er ham, du vil finde i Huset.”

”Grif er på march,” sagde Kæde.

”På march hvorhen?” spurgte sir Daemon.

”Det tilkommer ikke os at sige,” sagde Mudd. ”Kæde, var din mund.”

Kæde snøftede. ”Hun er fra Dorne. Hvorfor skulle hun ikke måtte vide det? Hun er jo kommet her for at slutte sig til os, ikke?”

Det er ikke afgjort endnu, tænkte Arianne Martell, men følte, at det var bedst at lade sagen ligge.

Geore RR Martins bøger

Vis mere
Tilføj til ønskeliste

ILD & BLOD

George R. R. Martin

Tilføj til ønskeliste

Feberdrøm

George R. R. Martin

Tilføj til ønskeliste

Isdragen

George R. R. Martin

Tilføj til ønskeliste

Kragernes rige

George R. R. Martin

Tilføj til ønskeliste

Kongernes kamp

George R. R. Martin

Tilføj til ønskeliste

Kampen om tronen

George R. R. Martin

Om aftenen fik de serveret en lækker middag i gemakket højt oppe i Ugletårnet, hvor de fik selskab af enkefru lady Mertyns og hendes mester. Selvom den gamle kvinde var fange i sin egen borg, virkede hun livlig og munter. ”Mine sønner og sønnesønner drog bort, da lord Renly indkaldte sin vasaller,” fortalte hun prinsessen og hendes følge. ”Jeg har ikke set dem siden, men de sender en ravn fra tid til anden. En af mine sønnesønner blev såret ved Sortstrømmen, men han er kommet sig siden. Jeg regner med, at de meget snart vender tilbage og hænger dette tyvepak.” Hun vinkede med et andeben mod Mudd og Kæde på den anden side af bordet.

”Vi er ikke tyve,” sagde Mudd. ”Vi er fouragører.”

”Købte I al den mad nede i gården?”

”Vi fouragerede,” sagde Mudd. ”Småfolket kan bare dyrke mere. Vi tjener din retmæssige konge, gamle kælling.” Han så ud, som om han nød det her. ”Du burde lære at tale mere høfligt til riddere.”

”Hvis I to er riddere, så er jeg stadig jomfru,” sagde lady Mertyns. ”Og jeg taler, som det passer mig. Hvad vil I gøre, slå mig ihjel? Jeg har alligevel levet for længe.”

”Er du blevet godt behandlet, mylady?” sagde prinsesse Arianne.

”Jeg er ikke blevet voldtaget, hvis det er dét, du spørger om,” sagde den gamle kvinde. ”Nogle af tjenestepigerne har været mindre heldige. Mændene skelner ikke mellem de gifte og de ugifte.”

”Ingen har voldtaget nogen,” protesterede Unge John Mudd. ”Det vil Connington ikke have. Vi følger blot ordrer.”

Kæde nikkede. ”Nogle af pigerne lod sig måske overtale.”

”På samme måde som vort småfolk blev overtalt til at give jer alle deres afgrøder. Meloner eller mødomme, det er ét fedt for jeres slags. Hvis I vil have det, tager I det.” Lady Mertyns vendte sig mod Arianne. ”Hvis du ser denne lord Connington, så sig til ham, at jeg kendte hans mor, og at hun ville være flov.”

Det vil jeg måske gøre, tænkte prinsessen.

Samme aften sendte hun sin anden ravn til sin far.

 

Arianne var på vej tilbage til sit værelse, da hun hørte dæmpet latter fra værelset ved siden af. Hun standsede op og lyttede et øjeblik, derefter skubbede hun døren op og så Elia Sand, der havde rullet sig sammen på vinduesbænken og var ved at kysse Feathers. Da Feathers så prinsessen stå der, sprang han på benene og begyndte at stamme. De havde stadig tøj på. Det var en beskeden trøst for Arianne, som sendte Feathers et skarpt blik og bad ham gå. Så kiggede hun på Elia. ”Han er dobbelt så gammel som dig. Et tyende. Han gør rent i buret og fjerner fugleklatter for mesteren. Elia, hvad tænkte du på?”

”Vi kyssede bare. Jeg skal ikke giftes med ham.” Elia foldede trodsigt armene under sine bryster. ”Tror du ikke, jeg har kysset en dreng før?”

”Feathers er en mand. En tjenestekarl, men stadig en mand.” Prinsessen kunne dog godt huske, at hun havde skænket sin mødom til Daemon Sand, dengang hun var på Elias alder. ”Jeg er ikke din mor. Kys bare alle de drenge, du vil, når vi vender tilbage til Dorne. Men lige her og nu … det er ikke det rigtige sted at kysse. Elia, spag og blid og lydig, sagde du. Skal jeg også tilføje kysk? Du svor ved din fars knogler.”

”Det kan jeg godt huske,” sagde Elia og lød ydmyg. ”Spag og blid og lydig. Jeg kysser ham ikke igen.”

 

Den korteste vej fra Diseskov til Griffens Hus gik gennem regnskovens grønne, våde hjerte, hvor det i bedste fald gik langsomt. Det tog Arianne og hendes følge næsten otte dage. De rejste akkompagneret af lyden fra en vedholdende, piskende regn, der slog mod trætoppene foroven, men under det mægtige, grønne løvtag af blade og grene, holdt hun og de andre ryttere sig forbavsende tørre. Kæde ledsagede dem de første fire dage med et vogntog og ti af sine egne folk. Uden Mudd i nærheden viste han sig mere imødekommende, og det lykkedes Arianne at charmere ham til at fortælle historien om sit liv. Hans stolteste pral var om en forfader, der havde kæmpet med den Sorte Drage på Rødgræsmarken og krydset Det Smalle Hav med Bitterstål. Kæde selv var blevet født ind i kompagniet, avlet på en soldatertøs af sin lejesværdfar. Selvom han var blevet opdraget til at tale fællesmålet og tænkte på sig selv som en vesterøboer, havde han aldrig sat sine ben i nogen del af De Syv Kongedømmer før nu.

En trist historie og en velkendt en, tænkte Arianne. Hans liv havde formet sig på en ensartet måde: Det var en lang liste over steder, hvor han havde kæmpet, fjender, han havde mødt og dræbt, sår, han havde fået. Prinsessen lod ham snakke og hjalp ham videre med en latter, en berøring eller et spørgsmål, og lod, som om hun var fascineret. Hun lærte mere, end hun nogensinde fik brug for at vide om Mudds dygtighed med terninger og to sværd og hans forkærlighed for rødhårede kvinder, om dengang nogen stak af med Harry Stricklands yndlingselefant, Lille Mis, og hans lykkekat og andre styrker og svagheder hos mændene og officererne i Det Gyldne Kompagni. Men på den fjerde dag kom Kæde i et ubevogtet øjeblik til at sige ”… når vi først har Stormgrav …”

Prinsessen kommenterede det ikke, men det gav hende noget at tænke over. StormgravGrif er en dristig en, kunne det se ud til. Eller en tåbe. Stormgrav havde været huset Baratheons herresæde gennem tre århundreder, og de gamle Stormkongers i tusinder af år før det, og sagdes af nogle at være uindtagelig. Arianne havde hørt mænd skændes om, hvilken borg der var den stærkeste i riget. Nogle sagde Casterly, nogle Arrynernes Ørneborg, og andre Vinterborg i det frosne nord, men Stormgrav blev også altid nævnt. Ifølge legenden blev den opført af Brandon Byggeren for at modstå en hævngerrig guds vrede. Dens ringmure var de højeste og stærkeste i alle De Syv Kongedømmer, fra fyrre til firs fod i tykkelse. Dens kolossale, vinduesløse trommetårn var halvt så højt som Højtårnet i Gammelby, men steg lige op i luften i stedet for at være aftrappet, med mure, der var tre gange så tykke som dem i Gammelby. Intet belejringstårn var højt nok til at nå op til Stormgravs brystværn; ingen blider eller kastemaskiner kunne gøre sig håb om at slå en breche i borgens massive mure. Har Connington i sinde at indlede en belejring? spekulerede hun. Hvor mange mænd kan han have? Lannisterne ville sende en hær ud for at bryde enhver sådan belejring, længe inden borgen faldt. Den fremgangsmåde var også håbløs.

Samme aften fortalte hun sir Daemon, hvad Kæde havde sagt, og bastarden af Gudsnåde virkede lige så forvirret, som hun var. ”Stormgrav blev stadig holdt af mænd, der var loyale over for lord Stannis, sidste gang jeg hørte om det. Man skulle tro, at Connington ville være bedre tjent med at gøre fælles sag med en anden oprører end med at føre krig mod ham også.”

”Stannis er alt for langt væk til at kunne hjælpe ham,” funderede Arianne. ”At erobre nogle få mindre borge, mens deres lorder og garnisoner deltager i fjerne krige, er én ting, men hvis lord Connington og hans yndlingsdrage på en eller anden måde kan indtage en af rigets stærkeste fæstninger …”

”… blev riget nødt til at tage dem alvorligt,” afsluttede sir Daemon. ”Og nogle af dem, der ikke elsker Lannisterne, kunne godt finde på at samles under deres flag.”

Samme nat skrev Arianne endnu en kort besked til sin far og fik Feathers til at sende den af sted med hendes tredje ravn.

Unge John Mudd havde tilsyneladende også sendt fugle ud. Nær skumringstimen på den fjerde dag, ikke længe efter at Kæde og hans vogntog havde taget afsked med dem, blev Ariannes gruppe mødt af en kolonne af lejesværd nede fra Griffens Hus anført af et af de mest eksotiske væsener, prinsessen nogensinde havde set, med lakerede negle og funklende ædelsten i ørerne.

Lysono Maar talte fællesmålet udmærket. ”Jeg har den ære at være Det Gyldne Kompagnis øjne og ører, prinsesse.”

”Du ligner …” Hun tøvede.

”… en kvinde?” Han lo. ”Dét er jeg ikke.”

”… en Targaryen,” tilføjede Arianne. Hans øjne havde en lys, lilla farve, hans hår var et vandfald af hvidt og guld. Ikke desto mindre var der noget ved ham, der gav hende myrekryb. Var det sådan, Viserys havde set ud? I så fald var det måske godt, at han var død.

”Jeg er smigret. Huset Targaryens kvinder siges ikke at have deres lige i hele verden.”

”Og huset Targaryens mænd?”

”Åh, de er endnu kønnere. Selvom jeg sandt at sige kun har set én.” Maar tog hendes hånd i sin og trykkede et let kys på håndleddet. ”Diseskov underrettede os om din ankomst, søde prinsesse. Vi vil være beæret ved at følge dig til Huset, men jeg er bange for, at du ikke nåede at møde lord Connington og vores unge prins.”

”Er de draget i krig?” Til Stormgrav?

”Netop.”

Lyseneren var en anden slags mand end Kæde. Ham her ville ikke fortale sig, indså hun efter et par timer i hans selskab. Maar var skam veltalende, men han havde perfektioneret kunsten at tale en hel masse uden at sige noget som helst. Og rytterne, som var fulgt med ham, kunne lige så godt have været stumme, i betragtning af hvad hendes egne mænd fik ud af dem.

Arianne besluttede sig for at gå direkte til værks. Om aftenen på deres femte dag væk fra Diseskov, da de havde slået lejr ved siden af de spredte ruiner af et gammelt tårn overgroet med slyngplanter og mosser, slog hun sig ned ved siden af ham og sagde: ”Er det sandt, at du har elefanter med dig?”

”Et par stykker,” sagde Lysono Maar med et smil og trak på skuldrene.

”Og drager? Hvor mange drager har du?”

”En.”

”Og med det mener du drengen?”

”Prins Aegon er en voksen mand, prinsesse.”

”Kan han flyve? Spy ild?”

Lyseneren lo, men hans lilla øjne forblev kolde.

”Spiller du cyvasse, mylord?” spurgte Arianne. ”Min far har lært mig det. Jeg er ikke særlig skrap til det, må jeg tilstå, men jeg ved, at dragen er stærkere end elefanten.”

”Det Gyldne Kompagni blev grundlagt af en drage.”

”Bitterstål var halvt drage og helt bastard. Jeg er ingen mester, men jeg kan lidt historie. I er stadig lejesværd.”

”Hvis du synes det, prinsesse,” sagde han med silkeblød høflighed. ”Vi foretrækker at kalde os selv et frit broderskab af landflygtige.”

”Som du vil. Hvad frie brødre angår, så rager dit kompagni op over resten, det må jeg lade dig. Men Det Gyldne Kompagni er blevet besejret, hver gang det har vovet sig ind i Vesterøerne. De tabte, da Bitterstål havde kommandoen, de svigtede Blackfyres tronprætendenter, de vaklede, da Maelys den Uhyrlige anførte dem.”

Det lod til at more ham. ”Du må i det mindste indrømme, at vi holdt ved. Og nogle af disse nederlag var på et hængende hår.”

”Og nogle var ikke. Og dem, der dør på et hængende hår, er ikke mindre døde, end dem der dør i et knusende nederlag. Prins Doran, min far, er en klog mand og udkæmper kun krige, han kan vinde. Hvis krigen går din drage imod, vil Det Gyldne Kompagni uden tvivl flygte tilbage over Det Smalle Hav, som det har gjort før. Som lord Connington selv gjorde, efter at Robert besejrede ham i Slaget om Klokkerne. Dorne har ikke sådan en tilflugtsmulighed. Hvorfor skulle vi stille vores sværd og spyd i jeres usikre sags tjeneste?”

”Prins Aegon er dit eget blod, prinsesse. Søn af prins Rhaegar Targaryen og Elia af Dorne, din fars søster.”

”Daenerys Targaryen er også vort blod. Datter af kong Aerys og Rhaegars søster. Og hun har drager, sådan forlyder det i hvert fald.” Ild og blod. ”Hvor er hun?”

”I Slavebugten en halv verden væk,” sagde Lysono Maar. ”Med hensyn til disse påståede drager, så har jeg ikke set dem. Ja, i cyvasse er dragen mægtigere end elefanten, det er sandt. Men på slagmarken foretrækker jeg elefanter, jeg kan se og røre og sende mod mine fjender, ikke drager skabt af ord og ønsker.”

Prinsessen henfaldt til tankefuld tavshed. Og samme aften sendte hun sin fjerde ravn til sin far.

 

Langt om længe dukkede Griffens Hus frem af havgusen på en grå, våd dag, da regnen faldt tyndt og koldt. Lysono Maar løftede en hånd, et trompetstød gav ekko mod klipperne, og borgporten stod på vid gab foran dem. Det regnvåde flag, der hang over portbygningen, var hvidt og rødt, så prinsessen. Huset Conningtons farver, men kompagniets gyldne banner sås også. De red i en dobbeltkolonne hen over åsen, der blev kaldt Griffens Hals, mens Vragbugtens søer slog hvæsende mod klipperne på begge sider.

Inde i selve borgen havde en halv snes officerer fra Det Gyldne Kompagni samlet sig for at byde den dorniske prinsesse velkommen. En efter en knælede de foran hende og trykkede deres læber mod hendes håndryg, mens Lysono Maar tog sig af præsentationerne. De fleste af navnene glemte hun i næsten samme øjeblik, hun hørte dem.

Deres anfører var en ældre mand med et magert, furet, glatbarberet ansigt, hvis lange hår var bundet i en knude bagpå. Ham her er ikke en kriger, fornemmede Arianne. Lyseneren bekræftede hendes vurdering, da han præsenterede manden som Haldon Halvmester.

”Der er gjort værelser klar til dig og dine, prinsesse,” sagde denne Haldon, da præsentationerne var overstået. ”Jeg tror, de vil passe jer. Jeg ved, at du søger lord Connington, og han vil også gerne tale med dig meget snart. Hvis det behager dig, vil et skib føre dig til ham i morgen.”

”Hvor?” ville Arianne vide.

”Har ingen fortalt dig det?” Haldon Halvmester tilstod hende et smil så skarpt og hårdt som et dolkestød. ”Stormgrav er vores. Hånden venter på dig der.”

Daemon Sand stillede sig ved hendes side. ”Vragbugten kan være farlig selv på en yndig sommerdag. Det er sikrere at rejse til Stormgrav over land.”

”Regnen har forvandlet vejene til mudder. Rejsen vil tage to dage, måske tre,” sagde Haldon Halvmester. ”Et skib kan få prinsessen frem på en halv dag eller mindre. En hær er på vej mod Stormgrav fra Kongshavn. I vil helst befinde jer i tryghed bag murene, inden slaget begynder.”

Vil vi? spekulerede Arianne. ”Slag? Eller belejring?” Hun skulle ikke nyde noget af at sidde fanget inde i Stormgrav.

”Slag,” sagde Haldon med fast stemme. ”Prins Aegon vil knuse sine fjender på slagmarken.”

Arianne udvekslede blikke med Daemon Sand. ”Vil du være så venlig at vise os vores værelser? Jeg vil gerne gøre mig i stand og skifte til tørt tøj.”

Haldon bukkede. ”Skal ske.”

 

Hendes gruppe var blevet indhuset i østtårnet, hvorfra der var udsigt over Vragbugten gennem de spidsbuede vinduer. ”Din bror er ikke i Stormgrav, det ved vi nu,” sagde sir Daemon, så snart de befandt sig bag lukkede døre. ”Hvis Daenerys Targaryen har drager, vil de være en halv verden væk og til ingen nytte for Dorne. Der er ikke noget for os at hente i Stormgrav, prinsesse. Hvis det var prins Dorans hensigt at kaste dig ud i et slag, ville han have givet dig tre hundrede riddere med, ikke tre.”

Det skal du ikke være så sikker på, sir. Han sendte min bror til Slavebugten med fem riddere og en mester. ”Jeg er nødt til at tale med Connington.” Arianne åbnede sol og spyd-spændet, der knyttede kappen sammen, og lod det regnvåde klædningsstykke glide ned fra sine skuldre og samle sig i en krøllet bunke på gulvet. ”Og jeg vil se hans drageprins. Hvis han virkelig er Elias søn …”

”Uanset hvis søn han er … hvis Connington udfordrer Mace Tyrell til et åbent slag, kan han meget snart ende som fange eller lig.”

”Tyrell er ikke en mand, man skal frygte. Min onkel Oberyn …”

”… er død, prinsesse. Og ti tusind mand svarer til hele Det Gyldne Kompagnis styrke.”

”Lord Connington kender sikkert sin egen styrke. Hvis han vil risikere et slag, må han jo tro på, at han kan vinde.”

”Og hvor mange mænd er døde i slag, som de troede, de kunne vinde?” spurgte sir Daemon hende. ”Sig nej til dem, prinsesse. Jeg mistror disse lejesværd. Tag ikke til Stormgrav.”

Hvem siger, at de vil give mig et valg? Hun havde en ubehagelig fornemmelse af, at denne Haldon Halvmester og Lysono Maar ville sætte hende på det skib i morgen, hvad enten hun ville det eller ej. Det var bedre ikke at lade det komme an på en prøve. Sir Daemon, du var væbner for min onkel Oberyn,” sagde hun. ”Hvis du var hos ham nu, ville du så også råde ham til at sige nej?” Hun ventede ikke på svar. ”Jeg kender svaret. Og hvis du vil minde mig om, at jeg ikke er Røde Slange, så ved jeg også godt dét. Men prins Oberyn er død, prins Doran er gammel og skrantende, og jeg er arving til Dorne.”

”Og det er derfor, du ikke bør udsætte dig selv for nogen risiko.” Daemon Sand faldt på knæ. ”Send mig til Stormgrav i dit sted. Hvis så Grifs planer fejler, og Mace Tyrell erobrer borgen tilbage, vil jeg bare være endnu en herreløs ridder, der svor sit sværd til denne tronprætendent i håb om gevinst og ære.”

Hvorimod hvis jeg bliver fanget, vil Jerntronen se det som et bevis for, at Dorne konspirerede med disse lejesværd og hjalp dem med deres invasion. Hun greb hans hænder og trak ham op på benene. ”Det er tappert af dig, at du vil beskytte mig, men min far betroede mig denne opgave, ikke dig. I morgen vil jeg sejle ud og udfordre dragen i dens hule.”