Læs artiklen

Eksklusivt: Læs kapitlet Drømmens faner fra Kronprins Frederik-biografien her

Eksklusivt: Læs kapitlet Drømmens faner fra Kronprins Frederik-biografien her

I slutningen af 1980'erne trives den unge Frederik bedst uden for det finere selskab. Derfor fester han gerne blandt bohemer i Pisserenden i København, hvor kongeligt blod ikke regnes for finere. Læs et gratis kapitel her – få hele historien i Jens Andersens biografi, UNDER BJÆLKEN.

Hvad maskuline forbilleder angår, har Frederik siden gymnasieårene været fascineret af »Soldaten« og »Sportsmanden«, men i Aarhus-årene (1989-1994) rykker »Rockmusikeren« i forgrunden som en mandetype, han føler sig tiltrukket af og opsøger. Det er forbundet med en drøm om at stå foran et gyngende hav af euforiske fans, og flå blazer, skjorte og slips af, krølle talepapiret sammen og forvandle sig til en surrealistisk messende Peter A.G. fra Gnags i befriende bar og svedig overkrop. Som den ældre og mere modne Kronprins Frederik erkender over for B.T. i maj 2004 op til den store bryllupsrockkoncert i Parken, så vil der nok altid være en rock’n’roller gemt i ham, der drømmer om at stå oppe på scenen og trykke den af:

»Det falder mig ikke svært at omstille mig fra hoffet til backstageområdet, og gennem tiderne har jeg haft gode bekendtskaber dér. Da jeg studerede i Aarhus, var vi en gruppe venner, som havde den her vilde sommer, hvor der var rigtig godt tryk på. Det var sjove og enestående oplevelser, og så selvfølgelig også en del følelsesmæssigt og romantisk anlagte ting, som var enormt stort. Det var en vild og fri tid.«

Årene 1990-95 er nogle af de mest receptive i Frederiks liv. Antennerne er ude i alle retninger, og han modtager mange forskellige slags indtryk, introduceres til nye mennesker og miljøer i Aarhus såvel som i København, når han er hjemme på weekend. Det er kulturelle påvirkninger over en meget bred kam, og det er møder med mænd og kvinder, som er væsensforskellige fra mennesker i de kredse, han hidtil har kendt til og færdedes i.

Ganske ofte kommer det nye og anderledes fra lidt ældre, frisindede og for nogens vedkommende anarkistiske repræsentanter for den generation, Michael Strunge kredser om i Vi folder drømmens faner ud. Et digt, der i 1981 forankrede den tids unge i et rockmusikalsk fællesskab:

»Ugens overlevende trænges om den lille scene / luften er hed af mu- sik. / Vi er i trance og trang / transcenderende/ grænserne mellem køn,/ mellem dimensioner af virkelighed, / dansende i transformationer/ et sted i den sovende by. / Vi er forkomne englebørn / med vinger af frem- tidssang/ med barnet i blodet og smøgen i kæften.«

En af dem, der ikke tilhører menigheden af englebørn og kunstneriske fanebærere i København, og ligesom Frederik står udenfor, dybt fascineret af det, de ser og hører, er en ung nyudklækket frømand ved navn Jeppe Handwerk. Han og Frederik mødes tilfældigt ved en middag hos en fælles bekendt i 1990, ses igen på et dykkerkursus samme år, og derefter udvikler venskabet sig, når de er sammen om sport, militær og lange byture i det hippe kvarter omkring Larsbjørnsstræde i de weekender, hvor Frederik er hjemme i København.

JEPPE HANDWERK: Han var jo rebelsk i de år. Den skulle have fuld spade, og det fik den. Vores selvtillid fejlede ikke noget. Frederik trivedes bedst de steder, hvor han ikke umiddelbart blev genkendt, og i miljøer, som ikke var for det sædvanlige, finere selskab. Det var gerne Floss og Krasnapolsky, selv om vi kunne have haft større »succes« med det modsatte køn på Café Victor og Heering. Det var meget mere avanceret at gå i byen de steder omkring Pisserenden, og Frederiks interesse for musik gjorde udslaget, for det var jo dér, rockmusikerne kom med deres bohemevenner og -veninder, som var noget mere anderledes, sjovere og udfordrende end de mennesker, Frederik var vant til at se og omgås. Det var jo guldbajere og pastis, den kørte på, i stedet for gin-tonics og rosé nede på Victor. Og hvad pigerne angik, så var det de kloge og superseje af slagsen, vi var oppe imod, ikke jetsettet. Og det var de hårde, lidt ældre og seje musikere i Sort Sol og The Sandmen. Det var Lars H.U.G., Helena Christensen og Malou Aamund, Mads Nørgaard og Martin Kongstad, og hvad de ellers hed. Det var sejt og spændende på alle punkter, lærerigt og så meget New York, man kunne finde i København på det tidspunkt. Og midt i alt det var Frederik meget sig selv, samtidig med at han så op til mange andre på det tidspunkt, og ligesom alle vi andre søgte en eller anden form for ro i tilværelsen.

20-25-årige Kronprins Frederiks liv er rummeligt og vidtrækkende, med plads til udskejelser, men ikke uden den selvdisciplin, som gør, at han aldrig trækkes ud over afgrundene, men nøjes med at kigge ned i dem, forundret og fascineret. I denne rivende strøm af liv i starten af 90’erne skaber en ung og søgende Frederik, der ikke ønsker at have nogen forudfattede meninger om noget som helst, sin helt egen måde at møde nye mennesker på. Han har ikke kun lyttet til sin nye sekretær på Amalienborg, der selv er far til to halvvoksne drenge og forstår Frederiks »fangenskab«, men også til en af Prins Henriks sejlervenner, der er god til at motivere den unge og til tider generte, indadvendte kronprins. Han råder Frederik til altid at se positivt på tingene, og i sine møder med fremmede at være så smilende, spørgende og nysgerrig som muligt. Så vil han sikkert opdage, hvor meget man får tilbage, også fra de spændende yderkanter af et selskab, man ikke altid er så opmærksom på eller orienteret mod.

KRONPRINS FREDERIK: Hvis man nu siger, jeg står og jonglerer med bolden alene, forestiller jeg mig, at jeg giver bolden op til et spil. Det vil næppe være nogen af de andre. Det betyder ikke, at de ikke vil, men at de måske er lidt mere afventende. De mennesker, som jeg både på studiet og i fritiden blev mest tiltrukket af dengang, det var folk, som ikke rigtigt, så til min side. Det betød ikke, at de ikke ville kendes ved mig eller var forudindtagede og kritiske. Det var den type mennesker, som altid vil være de sidste til at komme hen til dig. Dem blev jeg draget af, dem kunne jeg hurtigt mærke, jeg skulle hen til og have i tale. Det var de mennesker, jeg langt hen ad vejen fik mest ud af, til min egen dannelse og viden om, hvor jeg stod i mit solsystem. Det handlede i vid udstrækning om at få bekræftet, at man ikke bare var en vildfaren satellit, der ikke anede, hvilken planet man skulle finde kredsløb omkring. Derfor søgte jeg lidt rundt og nærmede mig nogle af disse planeter og sole. Og det var som regel dem, der var længst væk fra mig, jeg endte hos.

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Under bjælken

Jens Andersen

I 1989 findes der endnu et saftigt musikmiljø omkring fastboende eller jævnligt tilbagevendende Aarhusrødder som Gnags, TV2, Kliché, Lars H.U.G., Anne Linnet, Lis Sørensen, Søs Fenger, Thomas Helmig, Mek Pek, Elisabeth, Lars Muhl, Henning Stærk, Sko/Torp og andre. Og endnu findes både Genlyd og Feedback-studiet, skabt af Gnags – 80’ernes storentreprenører på den aarhusianske musikscene – hvis kollektiv i Haraldsgade i Viby gennem halvandet årti har været en legeplads for alskens nye musikalske idéer og toner. I 1990-91 handler det for mange unge, også for Kronprins Frederik, om amerikansk heavy funk, rap metal og grungemusik fra grupper som Nirvana, Pearl Jam, Rage Against the Machine, Soundgarden og Red Hot Chili Peppers. Frederik lægger ofte vejen forbi Gnags-kollektivet, taler musik med Peter A.G. og de andre, ligesom han græsser flittigt i midtbyens pladebutikker. Hele tiden på udkig efter nye oplevelser, nye udtryk og stilarter i den rytmiske musik.

KRONPRINS FREDERIK: Jeg tog virkelig byens musik til mig og støttede mig til det, jeg kunne lide. Det gav god balance i sindet, følte jeg. Her var jo en stærk musikscene omkring 1990 med nogle store landskendte navne, som mange af os stadig lytter til, ikke? Peter A.G. og Gnags havde i 70’erne startet et kollektiv, som meget hurtigt også blev til et lydstudie og grammofonselskab. Holger Foss’ søster kendte nogen, som arbejdede derude, og så blev Holger og jeg inviteret derud og blev venligt taget imod af Gnags. Det var utrolig spændende og tiltrækkende. Jeg kom der en gang imellem, og selvfølgelig var man lidt genert og ydmyg, men de var alle sammen hyggelige og afslappede, og når de holdt koncerter, inviterede de os ofte med. Men jeg hørte også meget andet lokal musik og mindre kendte bands rundtomkring i byen.

En af de største musikbegivenheder løber af stablen under Aarhus Festuge i september 1993. »Kosmopolitan« hedder rockfestivalen, der varer ti dage, og foregår i Aarhus-Hallen på Skt. Knuds Torv, hvor man har hyret navne som Björk, Rage Against the Machine, Stone Temple Pilots, Tool, Underworld og Angelique Kidjo. Hallen er indrettet med publikumstilladser i flere niveauer, flysæder, temabarer, videoprojektioner og designerlys fra forkromede lysbomme. I en af barerne betjenes tørstige sjæle af en »slammerrobot«, der formedelst en tyvekrone fylder to centiliter tequila og et skvæt seven-up i glasset og serverer det med et skarpt smæld i zinkdisken foran kunden. I Snob Op-klubben derimod udskænkes der champagne af højst levende, noble tjenere og tjenerinder med højt hår under prismelysekroner.

Og som det også fortælles i bogen Rock i Århus – Brudstykker af en musikhistorie finder man under »Kosmopolitan« Kronprinsen i det mindre snobbede og dunkle hjørne af hallen, hvor Truckerbaren ligger, og hvor der langes fadøl ud blandt stabler af bildæk:

»Her hang Kronprins Frederik og hans livvagter ud hele søndag aften, som var tætpakket med hård amerikansk rock. Stone Temple Pilots, der tungekyssede mand til mand på scenen, understregede, at folk med fordomme, homofobi eller racistiske tendenser godt kunne skride på stedet. Der blev amokdanset og spillet tordenhøjt, i luften fløj plastikølkrus og publikummer, der stagedivede. Imens hyggede Frede sig ved Truckerbaren med lokale venner og ’sorte svin’ i reagensglas. ’Fri bar til prinsen’, lød instruksen den aften.«

 

Find bogen her

Tilføj til ønskeliste

Under bjælken

Jens Andersen

Redaktionen anbefaler: