Læs artiklen

Danmarks internationale forfatterstjerne udgiver ny novellesamling

Danmarks internationale forfatterstjerne udgiver ny novellesamling

Dorthe Nors er aktuel med KORT OVER CANADA – en ny novellesamling om længsel, fejlplacering og forskydning.

KORT OVER CANADA er noveller om mænd og kvinder. Sammen og hver for sig, men aldrig rigtig forventningsafstemte. Vi møder dem i Norge, i Thy, i Los Angeles og i København, men aldrig helt hjemme. En ægtemand taber alle kampe, og det er ikke første gang, han er kørt ud i en skov. En kvindelig forfatter logerer i betænkelig nærhed af sin tidligere elskers mor. En mand må konstatere, at der er sket en slags dobbeltbooking, så han ikke skal i seng med Anja, men med til hendes mosters fødselsdag. 

Jeg synes, fejlplacering og forskydning er spændende temaer, og noget mennesker i vores tid hele tiden kæmper med

»Min idé har været at beskrive mennesker, som var løsrevet fra et sted, de hørte til. Eller fejlplacerede, forskudte. Længsel spiller ind i det tema. Nogle af bogens personer længes efter tilhørsforhold både geografisk, eksistentielt og følelsesmæssigt. Jeg synes, fejlplacering og forskydning er spændende temaer, og noget mennesker i vores tid hele tiden kæmper med. Ikke mindst i lyset af SoMe, hvor vi er kronisk forskudte fra et sted, hvor vi kan være os selv«, siger Dorthe Nors, der har skrevet seks romaner og nu er aktuel med sin anden novellesamling.

Om at skrive siger Dorthe Nors:

»Jeg elsker både at skrive noveller og romaner og alt muligt andet, der ikke lader sig putte i kasse. KORT OVER CANADA er min anden novellesamling. Min første, KANTSLAG, var den, der gav mig det internationale gennembrud i 2014, så min udfordring har mest været at skrive mig fri af KANTSLAG, og ind i et andet tematisk univers end det, jeg arbejdede med i den. Det er meget forskelligt at skrive noveller og romaner, men jeg elsker at skrive noveller, fordi de forholder sig så stærkt til det at bruge sin stemme. At skrive noveller er lidt som at synge.«

Dorthe Nors har som den eneste danske forfatter leveret noveller til det litterære magasin The New Yorker – og ikke én, men tre gange.* KORT OVER CANADA er solgt til flere lande inden den danske udgivelse.

* Senest novellen SUN DOGS, du kan læse her.

 

Redaktionen anbefaler: