Læs artiklen

Camilla Kjems: Vi vælter, når vi fornægter vores menneskelighed

Camilla Kjems: Vi vælter, når vi fornægter vores menneskelighed

I bogen DU SKAL TURDE ELSKE FØRST ser Camilla Kjems, succesrig chefredaktør og mor til tre – og gennem 20 år depressions- og angstramt, sårbarhed, angst og ensomhed i øjnene. I samtale med psykologer, præster, terapeuter og en hjerneforsker gives der indblik i nutidens kvindesind.

Lad os starte med titlen: DU SKAL TURDE ELSKE FØRST. Kan du fortælle lidt om den? Du skriver blandt andet, at mod er at turde elske først. Hvad vil det sige for dig?
»Jeg har levet en stor del af mit liv som pleaser. Jeg troede, det var kærlighed og omsorg at sørge for, at alle omkring mig var glade – også selvom det betød, at jeg mistede mig selv i processen.

Da jeg for 5 år siden efter min skilsmisse stod alene med tre børn, blev jeg derfor nødt til en gang for alle at kigge mig selv og min fejltagelser og fejlantagelser i øjnene. Jeg indså, at jeg hele mit liv har troet, at jeg skulle være på en bestemt måde for at gøre mig fortjent til at blive elsket. Fremfor blot at være mig. Og på den bekostning havde jeg mistet mig selv og dermed mistet evnen til at forbinde mig dybt og nærværende med dem, jeg elsker.

Så jeg måtte vende min livsstrategi om. Finde modet til at være mig. Finde modet til at elske uden nødvendigvis at forvente at få noget igen. Men blot elske af et oprigtigt hjerte. Den beslutning ændrede mit liv.«

Bogen handler i høj grad om at se sin egen frygt og ensomhed i øjnene og være sig selv tro – på godt og ondt. Hvordan greb du først arbejdet med det an? Var der nogen særlige udfordringer, du ikke havde set komme?
»Jeg kunne på ingen måde gøre det arbejde alene, da det var en overlevelsesstrategi grundlagt helt tilbage i min barndom. Så jeg gik til psykologi over en lang periode for at få indsigt i, hvorfor jeg handlede, som jeg gjorde. Og for at få grundlagt nogle nye handlingsmønstre.

Det ligger så dybt i mig at være bange for at blive ”ekskluderet af flokken” og for ikke at blive elsket tilbage, så det at være tro mod mig selv og mine egne behov føltes vildt angstprovokerende. Det er virkelig kommet bag på mig, hvor svært det er at ændre på ens egne ubevidste handlingsmønstre. Det kræver mod. Og det kræver at man øver sig og hele tiden udfordrer sig selv. Men den gode nyhed er, at de uhensigtsmæssige handlingsmønstre og frygtstrategier kan ændres. Men det tager tid og hårdt arbejde.«

Du fokuserer på 7 områder: Ærlighed, accept, integritet, mod, nydelse, fællesskab og ansvar. Hvordan valgte du disse 7 områder? Er der noget, der er fælles for dem?
»Jeg valgte de dyder eller værdier ud fra de temaer jeg kan se hele tiden kommer i spil i mit eget liv. Modet til at være ærlig og være den man er. Accepten af at livet, uanset hvor meget vi kæmper imod, både indeholder sorg og glæde. Integritet i forhold til at elske inderligt med respekt for vores forskelligheder og den givende dynamik, de forskelligheder tilfører et forhold. Mod til at gå ud i verden - med hjertet forrest. Evnen til at nyde, forbinde sig og være taknemmelig for livets gave. Forståelsen af hvor vigtigt det er at være en del af et fællesskab – ikke bare på de sociale medier, men i den virkelige kød og blod-verden. Og sidst men ikke mindst ansvar. Ansvar for at forløse sig selv, og ansvaret for dem vi elsker og vores omverden.«

Nydelsen er og bliver menneskets drivkraft og livsgnist.

I samtale med dig siger præst og retoriker, Helene Dam: ”Depressionen er måske snarere et tegn på en følsomhed og intensitet, som man absolut skal respektere.” Du skriver også selv om at turde rumme sårbarhed og acceptere sorg. Kan du fortælle lidt om, hvad det vil sige for dig? Hvordan respekterer man, og rummer man sin sorg og sårbarhed?
»For mig har det først og fremmest været vigtigt at forstå, at sårbarhed er et grundvilkår. Fordi jo mere jeg forsøgte at bekæmpe min sårbarhed, des mere overmandede den mig. Mørket bliver større, hvis man forsøger at gemme det væk, og bliver omvendt langt mindre skræmmende, hvis man lyser på det.

Vi mennesker er sårbare. Bum. Den bliver ikke længere. Og det er det, der gør os elskværdige, interessante og kreative. Og det der adskiller os fra maskiner eller robotter. Men sårbarhed er blevet gjort til en svaghed, hvilket er helt forkert. Se bare på statistikkerne for stress og depression. Vi vælter, når vi fornægter vores menneskelighed! Man respekterer og rummer sin sårbarhed ved at omfavne den. Anerkende den. Og tage sig af den. Det er faktisk slet ikke så svært, når man først kommer i gang.«

En anden slags mod, du også omtaler i bogen er modet til at give sig hen til glæde og til at nyde. Hvorfor tror du så mange har svært ved det? Hvad er noget, vi alle sammen kan gøre for at blive bedre til at mindre os selv om, at det at være glad ikke er egoistisk eller upassende?
»”Nydelsen får os op om morgenen. Hver dag står du op, fordi der er en chance for, at du kommer til at danse”, siger hjerneforsker Morten Kringelbach. Nydelsen er og bliver menneskets drivkraft og livsgnist. Faktisk er en af de største symptomer på en depression, at der er et totalt fravær af nydelse.

Mange af os har gået i ”flinkeskolen” og har fået ind med modermælken, at nydelse er overfladisk, beskidt (sex) og egoistisk. Men vi skal huske på at nydelse næsten altid finder sted sammen med andre mennesker. Ved kærlighed, ved sex, ved lækre måltider med børn, venner og familie. Så nydelse er liv, kærlighed og skaberkraft.«

Der er så mange gode råd, visdomsord og livserfaringer i bogen, man kan lære og lade sig inspirere af, men er der én, som du synes er særligt vigtig, eller er der måske et generelt budskab? Noget du håber, at alle tager med sig videre fra bogen?
»For mig har de største indsigter i bogen været, hvor vigtigt det er at turde elske først – og hvor meget kærlighed universet sender tilbage til én, når man tør det.

Og så har betydningen af fællesskaber virkeligt været en øjenåbner for mig. Jeg har i mange år valgt en identitet som ”lonesome rider” – én, der fandeme nok skulle klare mig selv og ikke var afhængig af nogen! Når først man indser betydningen af fællesskaber og det at flette rodnet med andre, bliver man helt religiøs.«

Redaktionen anbefaler: