Læs artiklen

Rasmus har skabt over 100 børnebøger: ‘Jeg vil fortælle, at verden er stor og spændende’

Rasmus har skabt over 100 børnebøger: ‘Jeg vil fortælle, at verden er stor og spændende’

Den produktive forfatter og illustrator Rasmus Bregnhøi er klar med en ny billedbog om venskabet mellem en kat og en mus. To karakterer, der kom til verden som små tegninger i yngstesønnens madpakker.

Mis og Mus går aldrig nogen steder uden at have deres hjemmestrikkede vennehuer på. Så gode venner er de. En dag, mens makkerparret er ved at opfinde en kødbensgravemaskine til Hund, dukker And op – og pludselig er alting vendt op og ned.

Til sin store fortvivlelse opdager Mus, at Mis har indviet And i det hemmelige værksted. Selvom det jo, som navnet indikerer, skulle være hemmeligt. Tilmed har And snuppet Mus’ vennehue og taget den på – og måske har hun endda også stjålet hans bedste ven.

Den spritnye billedbog ‘MIS & MUS: KØDBENSGRAVEMASKINEN, EN STRIKKET HUE – & AND’, er skabt af forfatter og illustrator Rasmus Bregnhøi. Det er altså ham, der har opfundet universet, karaktererne og plottet, herunder alle de skøre og skæve detaljer, som bogen rummer.

“Jeg kan blive barnligt glad, hvis jeg finder på en virkelig fjollet idé,” fortæller han.

“Måske er det noget med at have en direkte linje til sin egen uskyld. En glæde ved de ting, som man også selv elskede som barn. Det handler også meget om selv at være underholdt.”

Det begyndte med en madpakke
Karaktererne Mis og Mus kom til verden, fordi Rasmus Bregnhøi ville gøre noget ekstra ud af sin yngste søns madpakker. Hver dag lagde han således en ny tegning af katten og musen i madpakken, side om side med frugt og rugbrødsmadder.

Mis og Mus’ daglige eskapader fortsatte i madpakken i adskillige år, indtil sønnike i midten af 5. klasse måtte meddele sin far, at det altså var “for pinligt” at have tegningerne med i skole. Det ærgrede Rasmus Bregnhøi sig over.

“Nu var jeg lige kommet så godt i gang, og jeg syntes, det var så hyggeligt at stå og tegne dem om morgenen. Så jeg tænkte, at jeg var nødt til at lave en bog, så jeg kunne få min lyst styret, når han nu ikke gad at lege mere,” griner han.

Og lige præcis de helt unge læsere er spændende at lave bøger til, forklarer Rasmus Bregnhøi. Deres koncentration er flygtig, og hvis der er noget, som ikke interesserer dem, så har man tabt dem.

“Der sker så meget oppe i deres hjerner, og de er med på legen. De stiller ikke spørgsmål, men hvis de ikke kan lide noget, er de kritiske. På den måde kræver det meget at holde deres opmærksomhed. Det synes jeg er ret fedt.”

Drømme om alt muligt fedt
Det er de færreste forfattere, som kan skrive mere end 100 bøger på cv’et. Men det kan Rasmus Bregnhøi. Hver dag sidder han på tegnestuen i Struenseegade på Nørrebro, København, hvor han arbejder og brygger på sjove tegninger og fortællinger. Nogle gange som illustrator i samarbejde med børnebogsforfattere som Sabine Lemire, Alberte Winding og Kim Fupz Aakeson – og andre gange helt på egen hånd.

Billedbøger er faktisk det eneste, som Rasmus Bregnhøi har haft lyst til at lave med sit professionelle liv. Selvom han, efter folkeskolen, tog en uddannelse som litograf for at “have noget at falde tilbage på”. Men det har den produktive tegner og ordsmed, som debuterede tilbage i 1987, nu aldrig haft brug for.

“Det fede ved et stykke papir er, at man kan sidde helt stille og lave verdener og fylde dem helt op. Der skal ikke alt muligt til. Det synes jeg er næsten magisk. Det er bare papir og blyant, og så ‘har man det grineren’, som min søn ville sige.”

Spørger man ind til, hvad Rasmus Bregnhøis mission er, når han laver sine børnebøger, tøver han lidt. For sådan en har han ikke rigtig. Men presser man ham for et svar, dukker der alligevel et budskab op til overfladen, som han håber, at børnene tager til sig.

“Man skal turde at kaste sig ud i noget i sit liv. Jeg vil hellere fortælle dem, at verden er stor og spændende, end sige, at den er farlig. At lave en begrænsning for børn på fem år og sige, at det er skidefarligt at leve, og at man i virkeligheden skal gå at være bange, det er det sidste, jeg har lyst til. Jeg vil meget hellere have dem til at drømme. Om alt muligt fedt. ”

Bøger af Rasmus Bregnhøi

Vis mere
Tilføj til ønskeliste

Heks

Rasmus Bregnhøi, Kim Fupz Aakeson