Otto har altid en sjov historie i Otto-bøgerne

Otto bliver ved med at opleve sjove, skøre og vilde ting. Når han kommer hjem fra børnehaven, har han en masse nye historier om alt det, der er sket. Og når han skal puttes, kan han slet ikke holde op med at fortælle. I OTTOS BØRNEHAVEHISTORIER fortæller Otto historier om, hvor sjovt det er at lege med vennerne fra børnehaven, men han fortæller også om de mindre gode oplevelser – som dengang alt slikket forsvandt fra hans fødselsdagskagemand. Og i GODNAT OG SJOV GODT fortæller han ti sjove og hverdagsnære historier om alle de tanker, der har hobet sig op i løbet af dagen – som ”Var jeg sød, da jeg var lille?” og ”Keder hunde sig?”.

En gang imellem kan Otto have oplevet så meget, at det kan være helt svært at svare på, hvad han egentlig har lavet. OTTOS IKKE-NOGET HISTORIER er ti historier om alt det, der kan blive til et ”ikke-noget” i løbet af en dag. Selv når det handler om abenumser, seje badebukser, farlige huler, kostbare krukker eller statsministre under sengen, siger Otto stadig bare ”ikke-noget".

Lars Daneskovs bøger om Otto er en hyldest til fantasien og det rene børneliv, hvor alt er muligt, og der ikke er noget ”fordi”, men kun et ”tænk nu hvis”. Bogserien om Otto er skøn højtlæsning for sjove, vilde og nysgerrige børn, og det er bøger, som hele familien kan grine af og spejle sig i. Vi har samlet alle bøgerne i serien om Otto i rækkefølge, så du kan finde den bog, der passer lige præcis jeres læsehumør. 

 
Otto holder jul

Otto holder jul

Ligesom alle andre børn glæder femårige Otto sig så meget til juleaften, at det kan være svært at tænke på andet. Heldigvis er december fuld af en masse dejlige traditioner og forberedelser, og Otto er selvfølgelig stopfuld af både spørgsmål, idéer og julegodter. 

Bogen er et musthave for alle Otto-fans og vil skabe glæde og grin i moderne småbørnsfamilier med sine genkendelige temaer om gaver og gavmildhed, travlhed og stress, tålmodighed og hemmeligheder, og med decemberhygge - både med forældre og bedsteforældre og med vennerne i børnehaven. 

Ottos ikke-noget historier

Ottos ikke-noget historier

Ottos ikke-noget historier er ti sjove og hverdagsnære historier om alle de små og store ting, der kan blive til et “ikke-noget” i løbet af en dag.

Når nogen spørger Otto, hvad har han har lavet, svarer han altid det samme: ”Ikke noget.”

Også selvom han faktisk har været på tur med børnehaven, er blevet passet af mormor eller har haft legeaftale med sine venner. Selv når det handler om abenumser, seje badebukser, farlige huler, kostbare krukker eller statsministre under sengen siger Otto stadig bare ”ikke-noget”.

Bogen er en selvstændig fortsættelse til Lars Daneskovs populære Godnat og sjov godt, hvor drengen Otto får fortalt ti godnathistorier. I denne samling handler historierne om Otto selv.

 

Pressen skriver:

[...] Det er virkelig, virkelig godt. Hele familien var godt underholdt, og når barnet bad om en til og selvom klokken egentlig var for mange, så fik hun en til. Det er genkendelige hverdagsbilleder med et overdrevet skær. [...] Otto er nemlig sin helt egen; han rammer bare et yngre publikum. Og hvor vil de føle sig i godt selskab med Otto.
Kort sagt: “Ottos ikke-noget historier” af Lars Daneskov er eminent højtlæsning til børn i alderen 5-8. Om det er hjemme, i institutionen eller indskolingen.
- Instagramprofilen @bogoplevelsen

Dette er et eksempel på ti fantastiske fortællinger om, hvordan følelse kan bringes helt ned på jorden ligegyldigt om det er angst, jalousi eller det at være ked af det. [...] En rigtig god samtalebog, der er velegnet til oplæsning for aldersgruppen 4-7. 
- bogrummet.dk

Historierne er meget fine til oplæsning fra omkring 5-års-alderen, og udover at glæde både barn og oplæser, er stort set alle historierne gode som afsæt til videre samtaler om skyld, mod, angst og glæde med udgangspunkt i situationer, de fleste børn kender til.
- litteratursiden.dk

Godnat og sjov godt

Godnat og sjov godt

Sengetid er snakketid! Godnat og sjov godt er ti sjove og hverdagsnære historier, som hjælper børn og voksne godt i gang med at få talt om alle de små ting, der kan vokse sig store i løbet af en dag.

Det er altid om aftenen, de gode spørgsmål og store tanker dukker op. Sådan er det også hjemme hos Otto. Ligesom alle andre børn har han hver aften tusind ting, han lige bliver nødt til at tale om, inden han kan sove.

Var jeg sød, dengang jeg var lille? Er jeg egentlig en tøsedreng? Keder hunde sig? Hvad laver kærester? Kommer man i fængsel, hvis man lyver?

Heldigvis kan selv de største spørgsmål besvares med en god godnathistorie.

Pressen skriver:

»En fin lille mundfuld på sengekanten og en hyldest til fantasien og børns undren.«                                                                               – Litteratursiden

»Pigerne klukgriner! Meget passende i alderen 3-6 år. Jeg synes det er så skønt, at humoren og historierne rammer begge mine piger.«
maria-franck.com

»Godnat og sjov godt er en rigtig god læseoplevelse, og der er noget af grine af for både børn og forældre. Bogen er også god til at få talt om de store og små ting, der fylder hos børn i hverdagen.«
– ChriChri

»Det er en skøn højtlæsningsbog, der med humor og glimt i øjet fortæller historier, der både kan henrykke de mindste og få de voksne til at læse én historie mere, inden lyset slukkes. Historierne kredser om små hverdagsproblematikker, som mange børn går og funderer over, og de er fortalt fra barnets perspektiv med stor troværdighed […] Der er ikke så meget andet at sige end at denne er et must på højtlæsningshylden. Indkøbes i rigelige mængder.«
– Marion Tirsgaard, Lektør 

»Historierne er smaddersjove, underfundige og har også et lag for voksne. Forældre kan således få lidt perspektiv på, hvordan de opleves af deres børn [...] Godnat og sjov godt er en rigtig god læseoplevelse, og der er noget af grine af for både børn og forældre. Illustrationerne er lavet af Pernille Lykkegård, de er søde og understøtter historierne.«
rosanneanbefaler

»Daneskov har sagt ' Go' morgen', og nu siger han også ' Godnat'. Det gode ved hans sengetids-historier er, at de er er lige så mundrette og tilgængelige som hans øvrige historier. Han taler til sine børnelæsere med stor naturlighed, og det gør ham til en værdig spiller i børnelitteraturen. Godnat-fortællingerne går lige ind.«
***** – Ekstra Bladet

»De ti fortællinger er absolut relevante. De er gode afsæt til at tale om væsentlige problemstillinger i børns liv, og de kan også bruges til oplæsningen i skolens mindste klasser.«
 Bodil Christensen, Bogbotten

»Mange forældre kan nok nikke genkendende til, at der pludselig opstår uopsættelige gøremål eller spørgsmål lige op til sengetid. Ottos forældre, og hvem der ellers putter ham, kan i hvert fald, og de er heldigvis med på en lille hyggestund med en godnat-fortælling, inden lyset slukkes […] Som sædvanlig, når det gælder Lars Daneskovs børnebøger, rammer humoren både børn og voksne. Bogen egner sig rigtig fint til oplæsning for de 4-7 årige.«
- Helle Thomsen, Ugeavisen Ringkøbing

»Står du og mangler en sød godnathistorie til dit børnehavebarn? Så er Lars Daneskovs “Godnat og sjov godt” et fint bud.«
- Bogboblen, Instagram