Læs artiklen

Tips og gode råd: Bøger der får din dreng til at læse i ferien

Tips og gode råd: Bøger der får din dreng til at læse i ferien

Drømmer du om at se din dreng med en bog i hånden? Læsende på græsplænen i haven, på stranden, ved poolen eller måske bare på sit værelse? Men er det svært at motivere din dreng til at læse bøger? Her er hjælp at hente. Drenge vil nemlig gerne læse. Men det kommer an på indholdet – og formen.

Den hidtil største undersøgelse af børns læse- og medievaner i Danmark viser, at der desværre bliver læst færre bøger. Både drenge og piger dropper frilæsningen omkring 11-års alderen, men der er flest drenge blandt ”bogdropperne”. De bruger i stigende grad deres fritid på blandt andet sociale medier, YouTube, computerspil og streamingtjenester. Det er i sig selv ikke overraskende, at nye medier tager en stadig større bid af deres tid. Drengene kan dog godt lokkes tilbage til bøgerne, men indhold og form er afgørende. 

Tips og bogforslag til især drenge fra 11 år og op:

1) Bøger med illustrationer
Digitale medier har gjort, at mange børn er udfordret på at læse bogens typisk lange, lineære tekststykker. Bøger med illustrationer er derfor et sikkert hit blandt børnene, der til gengæld har en udvidet forståelse af begrebet ’tekst’. For dem er billeder helt naturligt også en tekst, og for mange børn er en fortællings foretrukne form ofte netop billedet.

Monsterinvasionen
Seriebøgerne The Last Kids On Earth er bestsellere i USA, og har desuden premiere som en NetFlix-tegnefilm i oktober 2019. Monsterinvasionen er den første bog på dansk. Historien er fortalt gennem en blanding af tekst og shorthvide illustrationer. 

 

2) Graphic novel-bøger
Endnu flere illustrationer er der i Graphic novel-bøger. En genre som fylder mere og mere på bibliotekernes og boghandlernes hylder. En graphic novel ligner tegneserien i sit layout med billeder og tekst, og den ligner romanen, fordi den er lang og har et flerstrenget handlingsforløb.

Liv på spil
Liv på spil er fortællingen om gameren Mads, der ved et tilfælde får fingre i computerspillet ”Alt”, der giver ham mulighed for at lege Gud. En spændende, actionfyldt og uhyggelig graphic novel illustreret i mørk og maskulin stil af den prisvindende illustrator og animator Rasmus Meisler. 

 

3) Bøger om computerspil og YouTube
Der findes efterhånden mange bogudgivelser til børn med referencer til computerspil, gaming og onlineliv, f.eks. YouTube, og de er populære hos især drengene. 

De hemmelige YouTubere
De hemmelige YouTubere er stærk, lille historie om mobning, kammeratskab – og om YouTube. Magnus og Selma bliver begge mobbet, men da Kongen af YouTube udskriver en konkurrence om at blive den bedste nye YouTuber, beslutter Magnus og Selma, at de vil være med, og at de vil vinde. 
Bogen er desuden illustreret.

 

Go Gaming
Go Gaming er de første bøger om det største computerspil af dem alle, nemlig Counter-Strike: Global Offensive – også kendt som CS:GO. Go Gaming handler om at spille CS:GO, om at være en del af et hold og nogle gange måtte træffe valg, som føles helt umulige. Bøgerne er skrevet i et lettilgængeligt sprog, men spændende. Bøgerne er desuden illustrerede.

RobinSamse og flugten til Alcatraz
Tredje bind i en sjov og spændende serie inspireret af YouTube-stjernerne Robin og Samritas fantastiske univers. Robin og Samrita er to af de allerstørste danske YouTube-stjerner. De har lavet tusindvis af videoer på deres kanal RobinSamse, hvor de spiller, leger og fortæller skæve og sjove historier til børn og unge. Alle bøger om RobinSamse er skrevet af forfatteren Kim Langer og illustreret af Samrita selv.

4) Pinlige og sjove bøger
Humor og pinligheder er altid populært! Jo mere plat og skørt, jo bedre.

Mugge og vejfesten
Det populære forfatter- og tegnerteam Mikael Wulff og Anders Morgenthaler er mestrene i skøre universer. Sammen har de skabt serien om drengen Mogens, hans familie og alle de andre festlige, men også ret besynderlige personer i hans liv. 
Bøgerne er virkelig morsomme, skøre og originale og med 1-2 illustrationer i hvert kapitel, og første bog Mugge og vejfesten kommer desuden som animationsfilm i biograferne til september – og det er som bekendt altid bedst at læse en bog før, man ser filmatiseringen.

En træhule på 13 etager
Træhule-serien handler om Andy og Terry, der bor i en træhule. Men ikke hvilken som helst træhule – det er verdens vildeste træhule! Til en begyndelse har den 13 etager, pool, akvarium, et underjordisk laboratorium og en maskine, der automatisk skyder skumfiduser i munden på én, når man er sulten. Men træhulen bliver større og vildere for hver bog i serien. Bøgerne er fyldt med illustrationer.

Wimpy Kid
De verdensberømte bøger om Wimpy Kid er primært populære pga. den virkelig gode humor, men en del af opskriften på succesen er også kombinationen af tegneserie og tekst. Tegningerne og valget af typografi tilfører bøgerne et håndskrevet, analogt udtryk, og bøgerne er troværdige i den forstand, at de faktisk ligner en 12-årigs dagbog! Bøger med disse grafiske elementer som håndskrevet tekst og tegninger er særligt populære blandt nutidens børn. De minder ikke om ”skolebøger”.
Læs mere om Wimpy Kid HÉR.