Læs artiklen

Anne Swärd: Jeg vælger ikke mine historier, de vælger mig

Anne Swärd: Jeg vælger ikke mine historier, de vælger mig

VERA er den svenske forfatter Anne Swärds store, episke roman om mødre og døtre og om skyld, der går i arv fra generation til generation. Her fortæller Anne Swärd om inspirationen for romanen og hvorfor det var netop denne historie, hun bare måtte fortælle.

Hvorfor har du skrevet VERA?

Det kan virke som om, at denne historie, med et stort persongalleri i flere generationer (før, under og efter anden verdenskrig) ligger langt fra mit eget personlige liv. Det er en roman om et proformaægteskab, der indgås i vinteren 1945 mellem et meget umage par - kvindelægen Ivan Ceder og den halvt så gamle flygtningepige Sandrine. Romanen udspiller sig på forskellige geografiske steder, fra havnen i Marseille til en lille, strengt katolsk bjerglandsby i det sydlige Polen, til et gammelt badehotel på Österlens smukke kyst i Skåne og til en stor herskabsbolig på en af Stockholms fineste adresser, hvor familien Ceder har hersket i generationer. Samtidig er det en historie, der tæt og loyalt følger den unge fransk-polske kvinde Sandrine. Hendes skæbne indebærer, at hun må opleve, hvordan det er at tabe alt og derefter skal forsøge at genskabe sig selv og sin verden. Det er erfaringer, jeg deler med hende - omend på en anden måde selvfølgelig. Jeg havde brug for at behandle erfaringen med at tabe på den eneste måde, jeg kan: nemlig ved at skrive om det. I arbejdsprocessen omsmelter jeg på en måde mine egne erfaringer, så jeg er mit eget arbejdsmateriale. Hvad jeg har lært om verden giver mig en ny, fiktiv form. Det er nok ikke alle forfattere, der arbejder sådan, men en roman tager så mange år af mit liv, at det virkelig skal være noget, der er presserende og noget, jeg brænder for personligt. Men det er modstridende ... Samtidig med at jeg forsøger at forstå verden og behandle og konfrontere mine egne erfaringer skriftligt, er det også en slags flugt. At skrive en roman er for mig så intenst opslugende, at jeg helt glemmer mig selv og omverdenen, mens jeg arbejder. Jeg vil være i litteraturen (skrivende såvel som læsende), fordi det også udvider mit liv til at omhandle andres oplevelser og tanker.

Hvordan opstod fortællingen – hvor kommer inspirationen fra?

Jeg vælger ikke mine historier, de vælger mig. Det er i hvert fald den følelse, jeg altid har. Af og til hører jeg spørgsmålet: ”Har vi virkelig brug for flere romaner om anden verdenskrig?” Jeg er ikke stødt på denne undren omkring VERAs berettigelse, tværtimod - interessen for og modtagelsen af romanen har været fantastisk, så læsernes begejstring er måske svar nok på spørgsmålet. Men jeg vil gerne tilføje, at selv om en roman finder sted på et bestemt tidspunkt (i dette tilfælde en historisk og allerede veldokumenteret epoke af samtidshistorien), handler det forhåbentlig stadig om evige spørgsmål så som kærlighed og svigt, magt og modstand, moderskab og skyld, tilpasning og overlevelse, rødder og opbrud. Måske fordi jeg har en baggrund inden for kunst, tænker jeg altid i billeder og skaber min tekster visuelt. Alle mine romaner er vokset frem ved, at jeg ser et stillbillede for mit indre. Ofte en meget ladet scene, der er utilgængelig og gådefuld for mig selv. Gådefuldheden får mig til bare at skrive løs for at finde frem til, hvad scenen betyder, hvad der er sket forud for det øjeblik, og hvad der siden hen kommer til at ske uden for stillbilledets ramme. Når jeg begynder at skrive, sættes stillbilledet i gang, som når et fotografi bliver til en levende film. I denne roman var mit indre stillbillede (SPOILER ALERT!) den unge Sandrine og officeren Sascha, der i lyset af kandelaberstagen på lægevillaens terrasse spiser et provokerende overdådigt måltid, mens onde blikke betragter dem i mørket fra den omkringliggende landsby.

Hvad er nøgletemaerne/-budskaberne for dig?

For mig er det vigtigt, at en roman som VERA først og fremmest handler om et menneske – ikke en skæbne eller et tilfælde. Flugten er central i hovedpersonen Sandrines liv, men som forfatter skal jeg også interessere mig for hende som person, så fortællingen kan blive levende. Jeg havde sat mig for at skrive om den unge, fascinerende kvinde, hun er – skadet men også stærk. Menneskelige overlevelsesformer har altid fascineret mig og findes som tema i flere af mine romaner. Ligesom den umulige kærlighed, magt, underkastelse og klasseskel. Listen med temaer er lang. Det oversete, forvildede, forsvundne barn er også et tema, jeg aldrig helt bliver færdig med. Men som sagt: jeg skriver ikke idéromaner, der har et forudbestemt budskab, men romaner om mennesker, som har levet eller meget vel kunne have levet.

Hvordan ’lever’ en bog som VERA i nutiden? Selvom den gror ud af en historisk begivenhed, virker den til at omhandle emner, som er lige så relevante i dag.

Ja, emnerne i bogen er i allerhøjeste grad også relevante i dag. Flugt som fænomen er jo lige så gammel som mennesket selv. Sverige, der i nyere tid har været forskånet for krig og ligger i den geografiske periferi, er et overordentligt homogent land. Når det er sagt har vi altid haft mennesker i eksil i befolkningen – og især lige nu. Selv tænker jeg: ”det kunne have været mig”, når jeg ser en nyankommet mor med sine tre børn i en gammel barnevogn gå forbi lejligheden, hvor jeg for nylig boede – i en blok i et asylområde. Romaner formår i bedste fald at vække denne ”det kunne have været mig”-følelse i læseren. Det er romanformens styrke, synes jeg. Muligheden for identifikation med en person, hvis liv virker så forskelligt fra ens eget.

Hvorfor er titlen på bogen VERA?

Der er en grund til at romanen hedder VERA og ikke SANDRINE. Sandrine er romanens hovedperson og fortæller, men Vera, fortællerens datter, er dramaets inderste og hårdeste kerne, historiens smertepunkt og dilemma – og et slags mysterium. Hvem er dette barn? Hvis er hun? Og fremfor alt: hvordan skal hun kunne blive til et lille menneske med egen vilje, når man tænker på, hvordan hun blev til? Romanen slutter med, at Vera siger ét ord. Hun udtaler det, men det skrives ikke i teksten. Man må læse bogen for at forstå, hvilket ord det er, og hvorfor det er så betydningsladet. Navnet Vera kan også associeres til det latinske ord for sandhed (veritas). Vera er helt enkelt den belastede, følsomme sandhed, som ikke må afsløres.

Kommer der en 2’er?

Jeg tør ikke at svare nej til dette spørgsmål. I mødet med læsere har så mange efterspurgt en efterfølger, at jeg mere eller mindre har lovet en form for opfølgning. Jeg kan eller vil ikke udelukke muligheden, da der i denne generationshistorie er meget at bygge videre. Der er så mange tråde, som det kribler i mine fingre efter at få lov til at forbinde. Okay, jeg indrømmer: jeg er allerede startet med den…

FIND BOGEN HER:

Tilføj til ønskeliste

Vera

Anne Swärd