Læs artiklen
Interview

Tidligt besluttede jeg mig for ikke at lade mig tryne af angsten

Tidligt besluttede jeg mig for ikke at lade mig tryne af angsten

Siden hun som 12-årig fik sin første psykiatriske diagnose, har Anne Lise Marstrand-Jørgensen haft angsten som livsledsager. I sin nye bog, EN FLOD SKAL VÆRE I BEVÆGELSE, fortæller hun sin egen historie og taler med en stribe eksperter om, hvilke behandlinger der virker – og ikke virker – overfor de nye folkesygdomme angst og depression.

Hvordan begyndte din egen historie med angst og depressioner?

Allerede fra en tidlig alder tænkte jeg meget over livet og døden. Jeg var et følsomt barn med en livlig fantasi, der af og til kunne løbe løbsk. Det er vanskeligt for mig at sige præcis, hvornår min ængstelighed blev til egentlig angst. På samme måde er det svært at sige, om angsten i begyndelsen var et symptom på depression, eller om depressionen var en følge af at leve med angst. Sikkert er det i hvert fald, at jeg blev sendt til psykiater, da jeg var tolv år gammel. På det tidspunkt kunne jeg ikke gå i skole, overnatte hos venner eller tage på besøg hos nogen alene. Jeg havde mistet gejsten og glæden ved livet og tænkte hele tiden på døden. Da jeg kom i behandling, havde jeg allerede været syg et stykke tid. Psykiateren gav mig diagnosen depression. Angsten blev der ikke rigtigt talt om. I det hele taget blev der ikke talt ret meget.

Hvordan reagerede omverdenen dengang?

Med udbredt tavshed. Jeg tror ikke, min familie vidste, hvad de skulle stille op, så de lænede sig op ad psykiaterens bud på en diagnose. Han var sikker på, at depressioner udelukkende handlede om rod i hjernekemien og mente, at kuren var medicin. Det var gammeldags, og det virkede ikke. Men det var den version, mine omgivelser købte, og det passede måske også meget godt ind i et miljø, hvor man ikke talte ret meget om følelser. Så de lod mig være syg og være hos min mormor om dagen i stedet for at gå i skole. Jeg kan ikke huske, at der var nogen, der for alvor forsøgte at tale med mig om det, så jeg trak mig også ind i mig selv. Måske har de forsøgt, men jeg kan ikke huske det. Mine venner sagde heller ikke noget. Det lyder måske mærkeligt, men egentlig tror jeg, at mange stadigvæk oplever den rådvildhed og tavshed hos andre, når de rammes af psykiske lidelser.

Mener du, at synet på psykisk sygdom har ændret sig siden da – og på hvilke måder?

Selvom psykisk sygdom stadigvæk er et tabu, oplever jeg en langt større grad af åbenhed. Især hos de unge, og det gør mig fuld af håb. Der bliver talt mere om depression og angst i medierne og i hjemmene, og de fleste behandlere er efterhånden blevet klar over, at medicin ikke bør stå alene. Men der er lang vej igen – både hvad angår aftabuisering og ordentlig behandling.

Hvordan har angst og depressioner formet dit eget liv?

Ret tidligt besluttede jeg mig for at ville leve et liv på trods. Jeg ville ikke lade mig tryne af min angst og nægtede at underlægge mig den. Det var virkelig heldigt, for det betød, at jeg blev ved med at gøre alt det, jeg ikke turde. Jeg havde ret hyppige depressioner som ung. Senere, og i takt med at jeg kom i terapi og fik ryddet op i mit mentale pulterkammer, blev de sjældnere. Angsten findes stadigvæk i mig, om end i meget mindre grad. Den store og revolutionerende forskel på dengang og nu er, at jeg ikke frygter angsten det mindste. Jeg ved, den melder sig, hvis der er noget i mit liv, jeg skal se på eller tage mig af. Hvis jeg bliver for stresset eller kommer ud af takt med mine værdier. Set i det lys er det en pragtfuld alarmklokke. Det kan være afsindigt besværligt i perioder, og jeg drømmer stadig om bare at kunne sætte mig ind i et fly uden at skulle igennem så meget mentalt halløj inden. På den anden side tror jeg, at bevidstheden om angsten har gjort mig modigere og været en motor i min egen udvikling til at blive den, jeg er i dag.

Hvordan fik du idéen til bogen?

Jeg har gennem årene mødt afsindigt mange mennesker, som har været berørt af angst og depressioner. Da jeg gik i gang med bogen, var flere mennesker omkring mig ramt af både depression og angst, og jeg havde mange samtaler med andre om handlemuligheder, behandling og livet i al almindelighed. Det slog mig hvor utilstrækkeligt et behandlingstilbud, vi har, og hvor meget af den angst- og depressionsbehandling, folk er i, der synes baseret på holdninger. Der er en del bøger, der handler om, hvordan det er at lide af depressioner og angst, men jeg ville gerne læse én om, hvad behandlere og forskere mener og tænker. Så jeg besluttede mig for at lave den selv.

Du skriver i EN FLOD SKAL VÆRE I BEVÆGELSE, at debatten mellem fagfolk om angst og depression meget ofte ender i en diskussion for og imod medicin. Hvor står du selv i den debat?

Jeg kender mennesker, som siger, at antidepressiv medicin har reddet deres liv, og mennesker, der siger, at det har ødelagt deres liv. Selv valgte jeg medicinen fra, da jeg var i tyverne og er stadigvæk overbevist om, at det er den rette beslutning for mig. Hver og en af de fagpersoner, jeg har interviewet, brænder for dette område og vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at hjælpe deres patienter. De af dem, der mener, at medicinen er virksom, siger, at den ikke må stå alene. Samtidig kan man læse et interview med en forsker, der har gennemgået alle kliniske forsøg med de såkaldte lykkepiller og fundet, at de ikke hjælper spor. Vores psykiatri er så udsultet, og muligheden for at få tilskud til terapi er så begrænset, at medicin reelt er det eneste tilbud til rigtig mange mennesker. Og når så potent medicin udskrives i så rigelige mængder, burde man som patient kunne hvile trygt i forvisningen om, at medicinen beviseligt hjælper i væsentlig grad, at langtidsvirkningerne er kendte, og at man ikke er overladt til en tilfældig behandlers holdning. Sådan ser det desværre ikke ud, og det synes jeg er helt uacceptabelt.

Du sammenligner i bogen din egen opvækst med de grufulde oplevelser, en ung krigsflygtning har været igennem, og siger, at du i det øjeblik skammer dig og føler dig forkælet. Det er udgangspunktet for dit interview med psykolog Mozhdeh Ghasemiyani, der selv har en meget dramatisk historie og nu behandler andre flygtninges traumer. Hvilken indsigt førte interviewet til? Er det udtryk for en særlig skrøbelighed eller forkælelse her i Danmark, når vores rekordtrygge vilkår afføder så mange psykiske lidelser?

Både Mozhdeh, Fatuma Ali og Vibeke Cristofoli (personer Anne Lise Marstrand-Jørgensen har interviewet i forbindelse med bogen, red.) er vant til at arbejde med mennesker, der har oplevet traumer, som de fleste af os heldigvis ikke oplever. I virkeligheden er skammen og selvbebrejdelsen over at have det dårligt vand på depressionens mølle. Der er nemlig stor forskel på at bruge blikket på ens eget liv konstruktivt til ikke at tage småting så nært og så dét, der er på færde, når man lider af depression og angst, hvor man er alt for god til at slå sig selv i hovedet med, at man burde have det bedre. Det synes jeg, de alle tre siger meget præcist: Livet er hårdt. Smerte er smerte. Og alt skal ses og tolkes i den kontekst, det findes i. De mennesker, jeg kender, som virkelig kæmper med psykisk sygdom, er ikke spor forkælede eller skrøbelige. At skabe sig en meningsfuld tilværelse på trods af lidelse kræver en styrke, mange ikke begriber omfanget af.

Det offentlige sundhedsvæsens behandling af angst og depressioner er begrænset og – skriver du i din bog – meget svingende. Er der særlige behandlingsformer, der efter din opfattelse bør udbredes meget mere, og på hvilken bekostning?

Først og fremmest synes jeg, at hele området skal løftes. Som det er nu, dikteres behandlingen i høj grad af økonomi – selvom det set i et større perspektiv er meget lidt rentabelt, at folk ikke bliver ordentligt raske. Det tager som regel tid at komme sig – uanset hvilken behandling man er i. Det kan være svært at nå inden for rammerne af en sygemelding, og så opstår helt nye sociale problemer let. Jeg ville ønske, at man lavede en national handleplan baseret på viden snarere end penge. At man oprustede fagligheden hele vejen rundt og sørgede for, at der var de tilbud, der skulle være. Hvis man for eksempel læser interviewet i bogen med Barbara Hoff Esbjørn om hendes universitetscenters resultater med behandlingen af børn med angst, er det jo intet mindre end fortvivlende, at ikke alle børn får mulighed for at blive udredt og behandlet. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt over for de kommende generationer.

*

Efter de mange samtaler med eksperter har Anne Lise Marstrand-Jørgensen ikke fundet noget entydigt svar på hvilken behandlingsform, der er bedst – snarere tværtimod. Behandling af angst og depression er i høj grad baseret på individuelle holdninger, og derfor er det vigtigt, at patienter gør sig klart, hvad deres egen holdning er og ikke blindt accepterer holdningen hos den fagperson, de tilfældigvis er havnet hos. ”Man må aldrig tro, man ikke selv har noget råderum, eller at ens egne fornemmelser ikke tæller,” siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

 

Kort om Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Anne Lise Marstrand-Jørgensen (f. 1971) er forfatter og cand.mag. i litteraturvidenskab. Hun debuterede med digtsamlingen VANDRING INDEN OPHØR (1998) og har siden udgivet både digtsamlinger og romaner, herunder de populære bøger HILDEGARD I og HILDEGARD II om Hildegard af Bingen samt den anmelderroste roman SORGENS GRUNDSTOF (2017). I 2018 er hun aktuel med både EN FLOD SKAL VÆRE I BEVÆGELSE og børnebogen HAVPALADSET.