Læs artiklen

Håbets præsident – Hvem var han og hvad udrettede han?

Håbets præsident – Hvem var han og hvad udrettede han?

Spændingen breder sig i takt med, at folketingsvalget står for døren. Ligeledes har USA udsigt til præsidentvalget i 2020. Hvordan de to valg vil udvikle sig, er endnu uvist, men mens vi venter, kan du blive inspireret af et tilbageblik på Barack Obamas tid som præsident i bogen OBAMA - HÅBETS PRÆSIDENT.

Igennem forskellige bidrag og vinkler på Barack Obama gør OBAMA - HÅBETS PRÆSIDENT status på et præsidentskab. Ikke som en helteskildring, ej heller som en nedsabling – men som et nuanceret billede, hvor ordet er frit, og hvor roser og kritik står side om side.

I anledning af 10-året for Obamas indsættelse som præsident bliver Obama i bogen betragtet gennem en række centrale spørgsmål: Hvem var Obama som præsident? Levede han op til alles forventninger? Leverede han varen? 

Samtidig er det to år siden Obamas afgang, og der har lige været et midtvejsvalg, som bl.a. har vist, at Obamas sundhedsreform fik lov til at blive stående. Derfor er det nu rent faktisk muligt at gøre status. I OBAMA - HÅBETS PRÆSIDENT har Anders Agner Pedersen samlet de allermest kompetente på hvert deres felt, så bogens kapitler tilsammen kommer det tætteste på en redegørelse for Obamas eftermæle, vi endnu har set på dansk.

Navnelisten tæller tidligere og nuværende ministre (herunder både en tidligere og en nuværende statsminister), kommentatorer, eksperter og en enkelt komiker. Alle har de beskæftiget sig med Obama, og flere har mødt ham eller arbejdet sammen med ham.

Bidragyderne i OBAMA - HÅBETS PRÆSIDENT tæller Lars Løkke Rasmussen, Kim Bildsøe Lassen, Marcus Rubin, Poul Erik Skammelsen, Connie Hedegaard, Matilde Kimer, Erkan Özden, Steen Nørskov, Trine Christensen, Mogens Lykketoft, Astrid Haug, Bjarne Steensbeck, Anders Fogh Rasmussen, Marie Apitz, Asger Røjle Christensen, Johannes Langkilde, Lotte Mejlhede, Mark Herron, Stine Kromann Dragsted, Jørn Brøndal, Martin Lidegaard, Søren Dal Rasmussen, Lene Winther, Lars Græsborg Mathiasen, Louise W indfeld-Høeberg, Anne M. Sørensen, Sarah von Essen, Philip Chr. Ulrick, Agnete Wismer og Huxi Bach.