Alle tiders bøger

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forlagschefen: ”Børnelitteratur er det grundlag, vi alle sammen føler, vi er vokset ud af”

Af Anne-Sophie Uldall Petersen

Nogle af vores største læseoplevelser har fulgt os fra barnsben, og barndommens litterære helte er stadig dem, der hives frem, når vi skal læse højt for børn og børnebørn. En stribe klassikere er flyttet sammen i antologien ALLE TIDERS BØGER VI LÆSER SAMMEN, og Gyldendals forlagschef for børnelitteratur giver her sit bud på, hvorfor børnelitteratur er den bagage, vi alle sammen gerne vil bære videre.

Hyldemeterne på Gyldendals børn- og ungeredaktion (B&U) emmer af barndomsminder. Gummi-Tarzan står side om side med Cirkeline og Pippi Langstrømpe, og elefanten Carl gnider skuldre med "de nye drenge i klassen”, Vitello og Villads.

”Jeg er meget glad for at sidde her omgivet af børnebøger og være med til at pege på, hvad det er for noget børnelitteratur, der skal være på hylderne fremadrettet,” siger Lotte Hjortshøj, der er forlagschef på B&U.

”Vi har en vigtig forpligtelse, men også en stor ydmyghed i forhold til at udgive børnelitteratur og være med til at sikre, at rigtig mange bliver dygtige til at læse, glædes ved at læse, og at der faktisk er nogle bøger, der tiltrækker alle de forskellige børn, der er derude.”

Der er gode læseoplevelser på hver en side i den nye antologi ALLE TIDERS BØGER VI LÆSER SAMMEN, der har været et år undervejs og er et hjertebarn for redaktionen. Antologien er en samling af nogle af de fantastiske tekster, Gyldendal har på hylderne. Et smalt udvalg, siger Lotte Hjortshøj med et smil. For bogen skulle jo også være til at slæbe med hjem fra boghandleren.

”Vi har valgt, at bogen skulle dække perioden fra 1835 og frem til i dag. Så den er et historisk overblik over børnelitteraturen, samtidig med at det er et udvalg af nogle af de mest elskede børnebøger, vi har. Det er vigtigt, at bogen er aktuel i sit udtryk. Det vil sige, at man som forælder kan genkende noget af det, man selv er stødt på, men også at børn, der for eksempel kender Vitello, har noget, de kan genkende, når de åbner bogen. Så bogen er både til børn og forældre – og til bedsteforældre,” siger Lotte Hjortshøj.

Vi har en vigtig forpligtelse, men også en stor ydmyghed i forhold til at udgive børnelitteratur.

Fælles for de udvalgte tekster i ALLE TIDERS BØGER VI LÆSER SAMMEN er, at de har opnået klassikerstatus. I antologien finder man blandt andet PALLE ALENE I VERDEN, H.C. Andersens FYRTØJET og flere af Halfdans Rasmussens børnerim.

”Jeg tænker, at de historier, vi tager til os, er nogen, der kan spejle enhver tid. De er evigtgyldige. De bliver klassikere og bliver ved med at have en eller anden rod i den verden, de er i. Nu er vi i 2020, og nogle af klassikerne er fra før 1900-tallet. Når vi kigger på dem, ser vi, at noget af det, der gjorde sig gældende dengang, også gør sig gældende i dag,” siger Lotte Hjortshøj.

Lotte Hjortshøj beskriver også børneklassikerne som en slags usynlig kanon, vi hver især er med til at bære videre til de nye generationer.

”Børnelitteratur er det grundlag, vi alle sammen synes, vi er vokset ud af. Det er ret fint, synes jeg. Mange af de klassiske børnelitteraturtekster har været en del af den kulturelle dannelse, som er med til at give os passion for at læse, og som vi har forbundet med noget nærhed og en fælles oplevelse, som man vil kunne genkende, når man skal give det videre til sine egne børn.”

ALLE TIDERS BØGER VI LÆSER SAMMEN er – som titlen antyder – skabt for at samle børn og voksne om gode historier. Og Lotte Hjortshøj er helt sikker på, at begge parter vil få noget ud af højtlæsningen.

”Jeg synes, at Vitello minder om, at verden i børneperspektiv måske er en anden verden end den, voksne ser. Jeg synes hele tiden, at der er noget, man som voksen kan blive klogere på, men også indtaget af. Børnelitteratur kan glæde både voksne og børn og være inspiration til at tale om nogle ting, som man måske ellers ikke ville tale om.”

ALLE TIDERS BØGER vi læser sammen

ALLE TIDERS BØGER vi læser sammen

Fra Fyrtøjet til Lille frø

Antologien ALLE TIDERS BØGER vi læser sammen, som udkommer i anledning af Gyldendals 250-års jubilæum, er en skattekiste fuld af børnebogsklassikere, der aldrig har været sat sammen før – lige fra H.C. Andersen-eventyr fra 1835 og Kaalunds fabler over Palle alene i verden og Halfdan Rasmussens børnerim til Cirkeline, Kaj, Vitello, Carl og Lille Frø. Bogens forord er skrevet af H.K.H. Kronprins Frederik.

ALLE TIDERS BØGER vi læser sammen er en stor, flot gavebog, som giver et enestående indblik i, hvordan bøger for børn har set ud igennem tiden og kan samtidig give anledning til at samles om højtlæsningen af nye og gamle klassikere.

 

Pressen skriver:

"Forlaget Gyldendal har 250 års jubilæum. Det fejrer de på mange måder, men for børnefamilier er denne antologi den helt rigtige måde at holde en fest på. Det er en gave til alle godnatlæsere. [...] Det er en glæde at få kvalitetsfortællinger på godt papir og i gode farver. "
- folkeskolen.dk

"Bogen er simpelthen en guldgrube af underholdning og litteraturhistorie til stor glæde for både voksne og børn, og der er noget for enhver smag og i enhver længde. [...] jeg vil anbefale den til alle, der måske endnu ikke kender deres børns favoritter, [...] Det er underholdning, læring og dannelse i ét."
- bogblogger.dk

PRIS250,00 kr.