Læs artiklen

6 præmisser om diabetes 2, som Anette Sams ikke godtager

6 præmisser om diabetes 2, som Anette Sams ikke godtager

UD AF DIABETES 2 af Anette Sams er en af det 21. århundredes mest ambitiøse bøger. Den er skrevet for at knække en eksplosiv vækst i antallet af danskere med type 2-diabetes. Her er 6 præmisser om diabetes 2, som Anette Sams ikke godtager. Gør du?

1. Tag dig sammen – og spis ordentligt!
At spise ordentligt er sin sag. Især når kroppen misforstår sukker og tror, at du er ved at dø af sult, selv om du får rigeligt indenbords. Sukker havner bare de forkerte steder, hvor det ikke giver dig energi. Samtidig er der ubalance i de hormoner, der styrer din appetit, og det kræver en kæmpestor indsats at modarbejde kroppens vilje. Har du samtidig fulgt råd om ’små skridt’, går der en rum tid, før kroppen mærker fordelene og belønner dig for dine valg og fravalg. Derfor er det lettere sagt end gjort at spise ordentligt – og det, der er ordentligt for de fleste, er stadig ikke godt nok til dig, der gerne vil lægge diabetes 2 bag dig.

2. Det er din egen skyld, at du har fået diabetes 2!
Et udsagn, der er ubrugeligt. Det eneste, du kan bruge skylden til, er at glæde dig over, at det er din skyld, hvis du lægger diabetes 2-diagnosen bag dig. Her må jeg sige det, som det er: Jeg vil tro, at de fleste danskere fra tid til anden har levet på en måde, der kan udløse diabetes 2, hvis de andre forudsætninger som gener og afsporet immunsystem havde været på plads. Det er biologien, der udvikler diabetes 2 – det er også biologien, der skal hjælpe dig tilbage på sundhedssporet igen.

Find bogen nu:

3. Alle ved jo, hvordan man spiser sundt!
Sorry, der er meget delte meninger om, hvad det indebærer at spise sundt. For en helt almindelig rask person fungerer de officielle kostråd ganske fornuftigt som en overordnet guide til at vedligeholde sundhed. Men billedet er helt anderledes for type 2-diabetikere. Nogle af elementerne i kostrådene gør det nemlig svært at sige farvel til diagnosen. Første gang jeg skrev det følgende, forsøgte jeg at pakke budskabet lidt ind for ikke at fornærme eller angribe nogen. Da jeg læste afsnittet igen, ombestemte jeg mig. For i Danmark er det især fødevareindustrien, der rådgiver om, hvad der er sundt og usundt. Det svarer til, at vi sætter ulven til at vogte får. Hvorfor skal producenter, der i mange tilfælde og ofte helt uden fornuftig grund putter sukker og andre raffinerede kulhydrater i deres produkter, rådgive om sundhed? Som jeg ser det, burde vi i stedet kræve, at raffinerede kulhydrater bliver deklareret på fødevareemballagen. Så kan de, der helst undgår denne form for kulhydrater, få lidt hjælp i stedet for ekstra arbejde. Hvis du nu tænker ”alt med måde, og lidt sukker kan da ikke skade”, så tager du fuldstændig fejl. Er du sund, ung og rask, kan lidt sukker – eller meget – ganske rigtigt ikke skade, men er du type 2-diabetiker og arbejder for at lægge diagnosen bag dig, går det stejlt op ad bakke, hvis du ved en fejl kommer til at indtage raffineret kulhydrat. Når eksperter, lægmænd og mange andre fra tid til anden er uenige om sukker, bunder det i én årsag: Sukker kan være sundt og i nogle tilfælde livreddende, når du giver det til en person med type 1-diabetes og lavt blodsukker. På den anden side af terningen kan for meget skjult sukker i fødevarer vedligeholde diabetes 2 og hjerte-kar-sygdomme. Hvad med, at vi tilgodeser begge grupper i fremtiden?

Du har absolut intet behov for at spise raffineret sukker.

4. Lidt sukker skal vi da have!
Øh, nej. Drop det. Helt og aldeles. Bare drop det! Du har absolut intet behov for at spise raffineret sukker (eller andet sukker, for den sags skyld). Bortset fra ren nydelse. Det er korrekt, at du hele tiden skal have lidt sukker i blodet, men kroppens nedbrydning af kulhydrater i blandt andet grøntsager, kerner og mælkeprodukter sikrer dig mere end rigeligt sukker i blodet.

5. Dovenskab giver diabetes 2!
Umiddelbart får den holdning hårene til at rejse sig på mine arme. Hvorfor? Som du tidligere har læst, er den type 2-diabetiske krop i en slags undtagelsestilstand. De celler, der har ansvar for at suge overskydende sukker ud af blodbanen, passer ikke deres arbejde. Sukkeret bliver derfor i blodet, mens mange af kroppens celler skriger efter energi. Så pak fordommene væk. Når det er svært for type 2-diabetikeren at komme ud at gå, løbe eller svømme en længere tur, er det ikke dovenskab. Det er en sygdom.

6. En diabetiker kan vel bare sørge for at holde måde!
Som den eneste præmis får denne mig ikke helt op i det røde felt. I bund og grund skal vi nemlig alle holde måde. Men der er forskel på mit og dit mådehold og mådeholdet hos en person med diabetes 2 på tilbagetog. Dit mådehold er dit eget, og det er op til dig at finde det ved at sætte dig et mål.

Redaktionen anbefaler: