Læs artiklen

Kandidater til DR Romanprisen: Læs om bøgerne her

Kandidater til DR Romanprisen: Læs om bøgerne her

DR Romanprisen er en læserpris, hvor seks bøger læses og diskuteres i læserkredse på biblioteket landet over og online. I år er 3 bøger fra Gyldendal blandt kandidaterne, og du kan læse mere om dem lige her.

BÅDENS NAVN af Kim Fupz Aakeson
Susse er fængselspræst og nærmer sig de 60. Hun er gift med Mogens, der drømmer om sejlads og otium, så på trods af hendes modvilje bliver de ejere af en sejlbåd på 38 fod. Og sætter derefter kurs mod ikke blot en, men flere katastrofer.

Kim Fupz Aakeson fortæller om inspirationen til historien: »Jeg tænkte på de øjeblikke, hvor vi mister vores tilregnelighed. Vi er dygtige til at styre os og holde civilisationen kørende, men de fleste af os kender alligevel momenter, hvor det klikker – måske udløst af fuldskab, raseri, voldsom forelskelse, stress eller liderlighed. Eller som i min roman af en brusende, berusende følelse af frihed. Af at verden pludselig åbner sig.«

HUNGERHJERTE af Karen Fastrup
I 2015 blev forfatteren Karen Fastrup indlagt på en psykiatrisk afdeling og fik efter længere tid stillet diagnosen borderline. I romanen HUNGERHJERTE beskriver hun det intense forløb med psykose, indlæggelse på den lukkede afdeling og sulten efter at blive elsket, efter at høre til, der har boet i hende, siden hun var barn.

Om den autofiktive genre siger Karen Fastrup: »Jeg havde et voldsomt stof, som var mig selv og det, jeg så og hørte. Men som romanforfatter gav det kun mening for mig at formidle det stof skønlitterært, at give det romanens form og sprog. Derfor havde jeg ikke anden mulighed end at vælge den autofiktive romanform, fordi netop den form spænder over det personlige og det fiktive. Hungerhjerte er en roman, som forsøger at tegne et billede af en kompliceret barndom i et (højskole)miljø og en tid, der er uafklaret og i strid med sig selv. En roman, der afsøger, hvordan en sådan barndom sætter spor af angst, usikkerhed, identitetsløshed, længsel, viljeskraft, sensibilitet og hunger i det voksne menneske.«

FOR ENDEN AF PERRONEN af Hanne Richardt Beck
Peter står på Nørreport Station, parat til at springe ud foran et tog. Han spekulerer over, hvad der er gået galt i hans eget liv og i verden, og pludselig giver 1982 sig til at tale til ham. Med Peters små samtaler med tiden som ramme udfoldes historien om hans forhold til Ellen, Agnes og Gunilla. De fire møder hinanden i niende klasse i 1982 og har vidt forskellige forudsætninger. Peter er rich kid fra Charlottenlund, Ellen er datter af en havnearbejder, Agnes kommer fra et kulturradikalt hjem ved Søerne, Gunilla er datter af en enlig mor, og den cocktail kommer der både vrede og afmagt ud af. Men også stor kærlighed.

Om ideen til at skrive romanen, siger Hanne Richardt Beck: »Nogle gange når jeg står på Nørreport Station, lyder det fra højtaleren, at der har været en personpåkørsel. Jeg spørger mig selv, hvem er det? Hvorfor? Sker det tiere nu end før i tiden? Jeg fornemmer en diffus desperation i verden og ser så mange vrede mennesker, indimellem er jeg selv en af dem. Somme tider er der en konkret årsag, andre gange virker vreden nærmest som en måde at være til på. Jeg begyndte at spørge mig selv, hvad der var sket, og kunne man overhovedet udpege noget bestemt? Det var dér jeg satte Peter til at tale med tiden.«

Nomineret til DR Romanprisen:

Tilføj til ønskeliste

Hungerhjerte

Karen Fastrup

Tilføj til ønskeliste

Bådens navn

Kim Fupz Aakeson