12 nye bøger, som du kan gå efteråret i møde med denne september!

Temperaturen falder, dagene bliver kortere og sommeren er nu officielt ovre. Som vinteren nærmer sig, er der intet hyggeligere end at dykke ned i en god bog. Uanset om du er i humør til en japansk dystopi, en stor, dansk eksplosion af en roman eller noget svensk feel-good, så kan du helt sikkert finde din næste, store læseoplevelse blandt Gyldendals september-nyheder.

De tabte minders ø af Yoko Ogowa

Dummy imagePå en isoleret ø begynder tingene langsomt at forsvinde. Pludselig en morgen vågner øboerne op til en verden uden fugle, uden roser, uden parfume. De mystiske mindejægere fra det hemmelige politi sørger for, at ikke kun tingene, men også alle minderne om dem, forsvinder.

Da en ung forfatter finder ud af, at hendes redaktør er i fare for at blive anholdt af mindejægerne, sætter hun sin egen frihed på spil for at redde ham. Sammen med en gammel ven af familien skaber hun et skjulested i sit hus. Og mens glemslen hærger som en epidemi, og den snedækkede verden udenfor forsvinder for dem, kæmper de sammen mod overmagten for at forsøge at fastholde det forsvundne og afslutte hendes roman.

DE TABTE MINDERS Ø er en håbefuld dystopi. En poetisk og rå roman om mindernes kraft, livets største tab og den kærlighed, som ingen ondskab kan tage fra de elskende - skrevet af den japanske forfatter Yoko Ogawa, som fik sit internationale gennembrud med bogen, da den udkom på engelsk i 2019.

 

Grundtvig er død af Laura Ringo

I foråret 2019 vender Petra tilbage som lærer på Nyord Højskole, ti år efter hun selv var elev på skolens skrivelinje. Da Petra var elev, blev hun undervist af Frank Storm Kristensen, en anerkendt forfatter, der opfordrede eleverne til at være vilde og modige, når de skrev, røg pibe i timerne og var virkelig dårlig til at bruge kopimaskinen. Dengang syntes Petra, han var en hård underviser, der stillede irriterende spørgsmål. Men ret fuckable. Da hun vender tilbage som skrivelærer, er Frank blevet forstander. Han har afskaffet højskolesang på Nyord og erklæret Grundtvig død. Men det er han ikke blevet mindre fuckable af.
Petra vil egentlig helst være forfatter, men efter hendes første bog udkom, har hun mistet skrivegejsten. Det er noget rod. Det er også noget rod, at den nye, store digterstjerne Frej Thorvaldsen er blevet ansat på højskolen, for han kan sagtens skrive – og vinde priser.

Romanen GRUNDTVIG ER DØD af forfatteren Laura Ringo er en sort komedie om magt, begær og uindfriede ambitioner i en højskoleboble langt fra virkeligheden.

 

Bag dem synger døden af Karien Fossum

En enlig mor finder en underlig tegning under madrassen på sin søns værelse. En ung mand og en teenagedreng mødes tilfældigt ved badepladsen på klippen ved den dybe sø. Dagen efter bliver sekstenårige Gritt Zeeland fundet død ved skovstien, der leder ned til søen. Et par dage senere er en dreng på samme alder blevet tævet ihjel og mishandlet til ukendelighed yderst på byens havneområde.

Frygten for en massemorder breder sig blandt lokalbefolkningen i den lille norske by. Eller har drabene slet intet med hinanden at gøre? Efterforskeren Konrad Sejer står med et smertefuldt mordmysterium, der kan have mange mulige forklaringer.

BAG DEM SYNGER DØDEN af den anerkendte norske krimiforfatter Karin Fossum er en dybdeborende krimi om det smukke og det hæslige, ømhed og vold, livsløgn og de barske realiteter.

 

Jeg er hvad jeg husker af Peter Øvig Knudsen

På forhånd frygtede han elektrochok som sit værste mareridt. Men behandlingen viste sig mirakuløs.

I januar 2018 blev Peter Øvig helbredt fra en svær psykotisk depression på Rigshospitalets lukkede afdeling. Først bagefter gik det op for ham, hvor store omkostninger sygdommen havde haft for ham selv og hans nærmeste. I en lang periode ville hans fjortenårige søn ikke se ham.

I de tre år siden helbredelsen har Peter Øvig gravet i, hvad depression og elektrochok har gjort ved ham. Undersøgelsen fører ham fra hans ungdoms antipsykiatri til tredivernes slagtehaller i Rom og videre over CIA’s eksperimenter med hjernevask frem til den nyeste forskning i erindring. Han opdager, at vi måske selv digter, hvad vi husker.

Under arbejdet med JEG ER HVAD JEG HUSKER må Peter Øvig ændre sit syn på ikke bare psykisk sygdom, men også sine nærmeste – og sig selv. ”Jeg er blevet en anden”, konstaterer han i bogen, ”og jeg kan bedre lide ham.”
JEG ER HVAD JEG HUSKER er en selvstændig fortsættelse af MIN MOR VAR BESAT.

 

Generation Spice Girls af Elise Ligaard og Nynne Hein Møller

GENERATION SPICE GIRLS er den første seriøse behandling på dansk af et af musikhistoriens allerstørste popfænomener: Spice Girls. De brød igennem for 25 år siden og var alle vegne på ingen tid, og i dag står de som et ikonisk billede på 90'erne.

Bogen er et dobbeltportræt af Spice Girls og deres fans. Den fortæller om Spice Girls' plads i musikhistorien, om skabelseshistorien, den hårde og sexististe behandling, de var udsat for i pressen, deres image, Girl Power-sloganet (feminisme for børn eller kommerciel tagline?), Geris exit og reunion-koncerterne, og den fortæller om, hvordan det hele så ud fra de unge fans' perspektiv.

I 90'erne talte alle de voksne om, hvilken indflydelse Spice Girls havde på børnene. Nu er børnene voksne og kan selv fortælle om at blive revet med af Spice Girls-energien, om at "optage" musikvideoer i skolegården og optræde til lookalike-konkurrencer i Danmarks storcentre. 11 kendte danskere - Sandie Westh, Fallulah, Louise "Twerk Queen" Kjølsen, Geeti Amiri, Rosa Lund, Selina Gin, Mathias Helt, Natasha Al-Hariri, Anya, Maria Jencel, Katinka - repræsenterer Generation Spice Girls og reflekterer i bogen over, hvordan Spcie Girls' budskaber om Girl Power og fællesskab har præget dem.

Bogen er gennemillustreret med Spice Girls-fotos, merchandise og autentisk fan-art samt aldrig før viste private billeder af danske fans, som vil føre enhver fra Generation Spice Girls direkte tilbage til den ømme tweentid i 90'erne.

Dating for begyndere af Lauren Blakely

Jeg sværger, jeg prøvede bare at hjælpe en veninde.


AMY
Min veninde Peyton har virkelig fortjent at møde en sød fyr. Og gerne en, der er klog, sjov, ambitiøs, belæst (nej, avisens sportssektion tæller ikke) og god til badminton. Så ja, jeg gjorde, hvad enhver god veninde ville gøre: Jeg oprettede en datingprofil på hendes vegne. På den måde kunne jeg luge ud i de værste fyre og kun præsentere de bedste af de bedste for Peyton. Det var en genial plan – lige indtil en af fyrene viste sig at være min drømmefyr …

LINC
Jeg er lige flyttet til New York, og jeg er allerede vild med byen, dens særpræg og mit nye forlagsjob. Og ja, måske er jeg også ekstra begejstret for min nye kollega Amy. Hun er sød, sjov, sexet og har en fantastisk smag i lydbøger. En office-romance er et no go, men så er det jo heldigt, at jeg meget vel kan have mødt min drømmekvinde på en datingapp …

DATING FOR BEGYNDERE er den første, selvstændige bog i den sexede og underholdende Boyfriend Material-serie af bestsellerforfatteren Lauren Blakely.

 

Forgabt af Bjørn Rasmussen

Han bor alene i en kolonihave, har ikke kysset en mand i tre år og kommer kun for egen hånd. Han går ture med sin hund, læser H.C. Andersen og drømmer om at blive en havfrue. En dag føder han en dronning ud af røvhullet, hoster en prinsesse op på pudevåret, og så kommer feberen for at afskedige ham eller tilgive ham.

FORGABT er digte om at være alene, om ikke at blive berørt af menneskehånd og om at finde andre former for intimitet, lyst og kropslighed end seksualitetens. I FORGABT opløser Bjørn Rasmussen membranen mellem drøm og virkelighed og lader dét være den heftigste affære.

Med vignetter af Rikke Villadsen.

 

Bogklubben ved verdens ende af Frida Skybäck

En solrig majdag flytter den unge Madeleine Grey til en lille skånsk kystby, hvor hun skal arbejde som frivillig. Men efter få uger forsvinder hun sporløst, og alle eftersøgninger ender blindt.

30 år senere modtager hendes søster Patricia et anonymt brev med Madeleines halskæde vedlagt. Hun rejser til Skåne i et sidste forsøg på at finde sin søster. Hun indlogerer sig på Monas Bed, Breakfast & Books, hvor hun møder en gruppe læseglade kvinder. Mellem deres snakke om bøger, kærlighed og besværlige ægtemænd begynder de at grave i Madeleines mystiske forsvinden.

Men ikke alle byens indbyggere er lige imødekommende, og snart går det op for Patricia, at hendes spørgsmål river op i gamle sår. Hvad var det egentlig, der skete med Madeleine, da hun i sin tid forsvandt, og hvilke mørke hemmeligheder forsøger de lokale at skjule?

BOGKLUBBEN VED VERDENS ENDE er en fortælling om, hvordan fortidens ugerninger altid kommer for en dag, og om hvordan bøger, kærlighed og venskab kan hele gamle sår og hjælpe nye begyndelser på vej.

 

Skæbnens blå tråde af Lars Mytting

Året er 1903, og der er gået 22 år, siden sognepræsten Kai Schweigaard kom tilbage til Butangen med Astrid Heknes nyfødte søn, Jehans. Den tyngede sognepræst er stadig plaget af sine tidligere handlinger, som fik dødbringende konsekvenser og førte til, at bygdens betydningsfulde kirkeklokker blev adskilt.

Klokkerne blev støbt til minde om to sagnomspundne søstre i Astrids familie, og Kai bliver stærkt optaget af at finde et gammelt billedtæppe, som søstrene engang skabte, i håb om at det kan vise ham, hvordan han kan råde bod på sine misgerninger og bringe klokkerne sammen igen ...

Jehans lever under trange kår på en lille gård, efter han blev udstødt fra sin egen familie. Han søger i stedet friheden i bjergområderne nær Butangen, hvor han kan fiske og gå på rensdyrjagt. Men da han en augustmorgen dræber et mægtigt rensdyr og støder på en gådefuld jæger, ændres hans liv for altid.

SKÆBNEN BLÅ TRÅDE er en storslået historie om et Norge på vej ind i en ny tid, om skovrydning og forgæves slid, om tæmning af vandfald og det første elektriske lysglimt på landsbyens nattehimmel og om den store krig i Europa, hvor bror må kæmpe mod bror.

 

Hostesaft for sjælen af Maise Njor og Mette Lisby

Hvordan er det egentlig gået med livet, siden man blev voksen? Og endnu vigtigere: Hvordan sikrer man sig, at resten bliver, som man gerne vil have det?

Det er 22 år siden, at Mette Lisby og Maise Njor arbejdede sammen hver dag. Med den indsigt, som de to har nu, ser de tilbage, men mest frem – der er sket meget på 22 år. Eller er der? Gentager man i virkeligheden sine handlemønstre, og er der brug for at ryste posen, som man siger til banko? Og apropos banko: Hvordan sørger man for, at man får fuld plade, inden spillet er slut?

Maise Njor og Mette Lisby står begge midt i grundlæggende beslutninger: Skal Mette flytte tilbage til Danmark fra Los Angeles? Hvordan har hun – og Danmark – forandret sig, siden hun forlod landet for 16 år siden på højden af sin karriere som populær tv-vært og standupkomiker? Maise har skrevet et par bestsellere, men nu er hun ikke bare “between jobs” og ”between husbands”, men også ”between lives” … som det føles, når man siger sit job op, sælger sin lejlighed, pludselig mister sin mor og alligevel skal finde en vej frem.

Mette og Maise begynder at skrive sammen for at opklare, hvad de egentlig har lært om sig selv og livet, i erkendelse af at man nogle gange skal se tilbage, inden man kan se frem.

 

Du kan alt af Christian Jungersen

Med DU KAN ALT er Christian Jungersen tilbage med en ny, stor samtidsroman.
Velkommen til et luksuriøst balinesisk resort, baren på taget af et femstjernet hotel i Rio de Janeiro, en udslusningspension for ungdomskriminelle, et fængsel i Iran for politiske modstandere, den lille sjællandske by Krummerup og Assistens Kirkegård om natten.

 

Da Pers søn flytter hjemmefra, og hans kone vil skilles efter 22 års ægteskab, siger han sit job op for at blive selvstændig. Han vil udnytte sin nye frihed, han vil opbygge en virksomhed inden for terapi og coaching, og han vil vise sine medmennesker en ny måde at leve på. Per vil det hele, han siger ja til livet og inviterer en tidligere kriminel til at bo hos sig i en lille lejlighed på Vesterbro, han møder den karismatiske Simin og bliver involveret i et drama omkring det iranske eksilmiljø i Danmark. Der brænder en ild i Per, og så begynder det en dag også at brænde rundt om ham.

DU KAN ALT er en eksplosion af en roman om ti omtumlede år i Pers liv og en bog, der stiller spørgsmålet: Kan vi skabe et nyt liv, den dag det bliver nødvendigt? Kan vi gøre det igen og igen? Og hvad koster det?

 

Tærter af Mette Blomsterberg

En sprød bund og et gyldent ydre, en smuk dekoreret overflade og et lækkert indre fyldt med alt fra farverige bær og blød nougat til knasende nødder og syrlig frugt.
Alle elsker tærter. Tærter, hvor der er leget med smagen, og mousserne er kombineret med sprøde bunde. Tærter, der er lune, varme, kolde, sure, syndige eller endda sunde.

 

Tærter kan varieres i det uendelige. De kan bestå af ganske få elementer, så opskriften er overkommelig for alle. Mange kan fryses eller forberedes i god tid. De kan forfines med et væld af teknikker på kryds og tværs, så det ikke længere bare er en tærte, men en fryd for både øje og gane. De kan sågar forvandles til sande mesterværker. Og det er netop denne bredde Mette Blomsterberg viser med denne brugbare og smukke bog: TÆRTER .

I bogen er der 52 af de lækreste søde tærter med fx timian og hvid chokolade-ganache, luftig vaniljecreme, passionscreme og marengs eller chokolade, valnødder og karamelsauce, men der er også lidt ekstra i form af 10 saftige, salte tærter, der kan nydes som både frokost og aftensmad.

Bogen indeholder også et kapitel med grundopskrifter med blandt andet chokoladeflan, crumble, krystalliseret chokolade, søde mørdeje og salte tærtedeje, der bruges gennem hele bogen, men du kan også vælge at bruge dem på kryds og tværs af opskrifterne efter eget ønske.