Line Knutzon præsenterer

DAGENS HOROSKOP

ved Rudy Risager, astrolog og tidligere koncertpianist

Tirsdag, 2020

Selv om det er tirsdag i dag, er det torsdag. Mange mennesker vil stille spørgsmål ved dette. Man vil spørge myndighederne: Hvor er tirsdag? Hvem har taget den? Hvor har man puttet den hen, og hvad bruger man den til? Neptun (det ubevidste) vil gå i trigon med Pluto (vanviddet), og Danmarks mest anerkendte konspirationsteoretikere vil op ad formiddagen skrive på sociale medier og skabe uro i befolkningen. Nogle vil tro, at den (tirsdagen) i hemmelighed er blevet fordelt mellem de rigeste i landet, andre vil tro, at den er sendt til Dubai (igen) og brugt som betalingsmiddel i en større international våbenhandel, hvor også Sverige er indblandet. Kl. 15 vil tingene spidse til, og nogle (11 personer) vil true med at mødes i flok og kræve tirsdagen tilbage. Det bliver ved truslerne, da man ikke kan blive enige om et mødested. Et sjældent Mars/Venus-aspekt sent på dagen indikerer dog, at der ikke foregår noget direkte kriminelt med den forsvundne tirsdag, at der mere er tale om en fejl, en form for kollektiv forglemmelse. Mellem klokken 17 og 17.30 vil du under stort besvær, sprutten og rumlen forsøge at sige noget vigtigt, men grundet en kæmpe slimet skovsø i dit svælg, kan du ikke fremføre dine ord. Først hen imod kl. 20 kan du tale normalt igen (MERKUR), men da har du glemt, hvad du vil sige. 

DAGENS RÅD: 
Hold dig så vidt muligt inden døre og åbn ikke, når det banker på ved 13-tiden. Der er ikke nogen. Det er bare, fordi du er begyndt at høre og se ting, der ikke findes i virkeligheden. Der sidder heller ikke en stor fugl ude på dit køkkenbord, og din seng har altid stået, hvor den står. Og der er ingen, der har taget din oplader.   

 

Se også

Højtlæsning for de små

Åh, bare ét kapitel mere – med Katrine Bille

Forfattermorgen

Forfatterinterviews med Mikkel Fønsskov

FORFATTERAFTEN

Få læst godnathistorier hver aften - med Dy Plambeck