Vores tyske nabo, valget og kulturen

Gyldendal, Pilestræde 51, Indgang via porten, 1001 København K

25. september 2021 kl. 12:00 - 18:00

  

Så er der tysk valgfest på Gyldendal! Efter 16 år ved magten stopper Angela Merkel som kansler, og nu skal Europas største land have ny leder. Men hvad er det for et land, Merkel efterlader og hvor er det på vej hen - og hvordan har vores nabo mod syd præget os kulturelt gennem tiderne?

Sammen med Goethe-Institut Dänemark og Det dansk-tyske Kulturelle Venskabsår inviterer vi til en dag med talks om den tyske kultur og litteratur. I hjertet af København åbner vi vores historiske gård fra 1770, hvor der i dagens anledning er pyntet op som var vi til oktoberfest. Kom ind og få et glas vin, en bajer, en bid brød og hør på spændende mennesker.

Du kan også følge med med her på siden, når vi lørdag den 25. september sender live fra kl. 12 og frem til kl. 17.30.

Husk at du hele weekenden kan handle her på siden og i Gyldendals Bogklubber og få fri fragt.

Psst... De første 200 besøgende i Pilestræde modtager en goodiebag fra Goethe-Institut Dänemark i anledning af instituttets 60 års fødselsdag den 14. september 2021!

Program:

Kl. 12:00-12:15: Velkommen

Tale ved Dr. Barbara Honrath, Institutleder for Goethe-Institut Dänemark.

Kl. 12:15-12:45: Grænseland

Alting har en grænse – også lande. Men grænsedragningen mellem Tyskland og Danmark har været noget nær flydende gennem århundreder. Så hvad definerer egentlig et folk? Er man dansk bare fordi, man bor i Danmark og er man tysk, fordi man bor i Flensborg? Mød Siegfried Matlok, tidligere mangeårig chefredaktør på Der Nordschleswiger, og Nils Arne Sørensen, professor i historie (SDU) i samtale med vært Mikkel Fønsskov.

Kl. 13:00-13:30: Hvem er bange for Hegel?

Tyskland er kendt for at være Land der Dichter og Denker - landet med digterne og tænkerne. Mange af os kender forfattere som Goethe, Rilke og Heine - de har haft en afgørende indflydelse på mange danske forfattere. Men hvad med filosofferne? Mød præst og Hegel-kender Niels Grønkjær, der netop har udgivet en bog om den tyske filosof. Hvorfor er han vigtig i dag og hvad kan vi lære af ham? Vært er redaktør fra Altinget Esben Schørring.

Kl. 13:30-14:00: Tyske stemmer 1 - Nora Bossong

I 1969 kørte den senere nobelprismodtager i litteratur, Günter Grass, rundt i bus i Vesttyskland og hjalp Willy Brandt med hans valgkamp. Hvordan står det til med forfatteres politiske engagement i Tyskland i dag? Er der forfattere, som aktivt blander sig i den tyske valgkamp? Og på hvilken måde tager de offentligt stilling til aktuelle samfundspolitiske emner? Dette og andre spørgsmål vil Christian Benne (professor Københavns Universitet) tale med den prisbelønnede tyske forfatter Nora Bossong om. Nora Bossong er en af de forfattere, som i sine romaner og essays regelmæssigt tager vigtige og dagsaktuelle politiske spørgsmål op.

Kl. 14:00-14:40: Søvngængerne

I 1931-32 skrev Hermann Broch sin berømte bog Der Schlafwandler, der mange år senere også udkom på dansk. Romanen skildrer udviklingen hen mod 1. Verdenskrig og det værdisammenbrud, der foregik i verden af i går. Vi følger forskellige personer, der alle på hver deres måde havarerer, fordi de ikke passer ind i tiden. På samme måde står vi også i dag i en overgangstid – men hvilken? Mange unge oplevede et mentalt granatchok efter finanskrisen og har her over et årti senere stadig ikke fået fodfæste på arbejdsmarkedet. De er i Tyskland kendt som Generation Praktikum, på samme måde som generationen efter 1. Verdenskrig blev kaldt den fortabte generation. Hvor er vi på vej hen, og får de unge indflydelse ved dette valg? Mød Troels Heeger fra Berlingske og Jesper Vind fra Weekendavisen, der trækker de store linjer fra Weimarperioden og op til i dag. Vært er Mikkel Fønsskov.

Kl. 14:45-15:15: Kirsten Thorup: om at skrive om Tyskland

Tyskland har gennem tiden haft en stor tiltrækningskraft på danske forfattere. I denne talk kommer man helt tæt på den danske forfatter Kirsten Thorup, der er oversat til tysk, og hvis seneste roman, INDTIL VANVID, INDTIL DØDEN, foregår i München under 2. Verdenskrig. Mød hende i samtale med forfatter og direktør for Gyldendal Morten Hesseldahl.

Kl. 15:15-16:00: Werther på vrangen

DEN UNGE WERTHERS LIDELSER blev i 2020 genudgivet i Gyldendals Young Adult-serie. Hvad gør en figur som Werther interessant i dag, og hvorfor bør vi stadig læse Goethe? Mød lektor i tysk, Anna Sandberg (Københavns Universitet), oversætter af tysk litteratur, Jørgen Herman Monrad, og musiker Di Garbi, der er aktuel med en musikalsk fortolkning af klassikeren. Vært er professor fra Københavns Universitet, Christian Benne.

Kl. 16:00-16:20: Tyske stemmer 2 - Moritz Schramm

Især i Østtyskland har den radikale højreekstremisme været på fremmarch siden 2015, og i øjeblikket fremstilles tysk politik i det hele taget som et sted, hvor radikale yderfløje får fodfæste. Men ser det hele egentlig så radikalt ud? I sin nye bog Kampen om midten reflekterer Moritz Schramm over tiden under Merkel, udsigterne til den nye regering og gør samtidig opmærksom på, at Tysklands politiske kamp i virkeligheden foregår på midten. Mød forfatteren i samtale med forlagschef Michael Jannerup.

Kl. 16:20-16:50: Tyske troldmænd

Thomas Mann er en af de helt store forfattere inden for både tysk og europæisk litteratur. En troldmand! Hvad er det for facetter, hans forfatterskab rummer? Mød professor, journalist og garvet Mann-kender, Niels Barfoed, i samtale med direktør for Gyldendal, Morten Hesseldahl.

Kl. 16:50-17:30: Tyskland - hvad nu?

Hvad skal der ske, når Angela Merkel ikke længere er kansler, og hvad er hendes politiske arv? I denne talk taler professor Marlene Wind, journalist Troels Heeger og forfatter Henriette Harris om, hvilket Tyskland Angela Merkel efterlader sig, og hvad man kan forvente af en ny kansler, når hun eller han har fundet sig til rette i Kanzleramt i Berlin. Og hvorfor fylder den diskussion ikke mere i det danske mediebillede? Vært er forlagschef Michael Jannerup.

Gå på opdagelse i bøger om Tyskland

Få 20% rabat på nedenstående titler lørdag og søndag:
Anbefalinger

Bliv klogere på vores tyske nabo

10-09-2021

Der venter nye tider i Tyskland, når tyskerne går til valg den 26. September og Angela Merkels tid som kansler for alvor er slut. Valget står til at blive et af de mest spændende i Tysklands historie, efter De Grønne har meldt sig ind i kampen om kanslerposten sammen med de to store partier, Kristendemokraterne og Socialdemokraterne.