Morten Kirkskov

Han er skuespiller, teaterinstruktør, forfatter og skuespilchef på Det Kongelige Teater, og den gode historie er en kæmpe del af Morten Kirkskovs hverdag. I Gyldendals Bogklub er han fast gæst i programmet Månedens bog, og her fortæller han endnu mere om sine yndlingsbøger og sit forhold til læsning.

Af Rose Kristine Hvidberg

Morten Kirkskov Jeg læser, fordi jeg kommer væk fra mig selv og tættere på mig selv på samme tid. Jeg læser for at blive klogere og modigere. For at finde inspiration og trøst. Det er ikke altid, en bog lever op til de forventninger, og så lægger jeg den væk, før det bliver spild af tid. Min stilling som skuespilchef på Det Kongelige Teater kræver en del læsning, og den tid, jeg har til bøger ud over det, forsøger jeg at værne lidt om. I det hele taget læser jeg mindre, end jeg ville ønske, og det undrer mig hver gang, jeg er opslugt af en bog, hvorfor jeg ikke bare læser konstant.

Den seneste bog, jeg har læst, som gjorde stort indtryk på mig, er LYKKE-PER af Henrik Pontoppidan. Jeg forsøger at få læst mange af de yngre forfattere, der udkommer så stærkt i disse år, og når jeg så vender tilbage til fx LYKKE-PER, mærker jeg, hvor gigantisk en fortælling og hvor enormt et persongalleri, forfattere af de store klassikere rummer, hvor de unge forfattere holder sig til at fortælle om livet set fra et mere personligt, næsten privat, lille sted. Der kan sagtens fortælles store historier fra det lille sted, men det har ikke det samme vingefang.

Jeg vil også gerne anbefale to nye bøger, som jeg – ligesom en hel del andre – også har læst for nylig, og som har det til fælles, at de har et jysk afsæt, nemlig Stine Pilgaards METER I SEKUNDET og Jesper Steins RAMPEN. Jeg ved ikke, hvad det er, og jeg prøver at fortælle mig selv, at det ikke gør en forskel, men jeg kommer selv fra Jylland, og jo, jeg tror, det gør en forskel. Der er ting, man forstår bedre, når man har lyng og et lidt mere trægt sprog i blodet.

Det undrer mig hver gang, jeg er opslugt af en bog, hvorfor jeg ikke bare læser konstant.

Den næste bog, jeg glæder mig til at kaste mig over, er WALDEN af Henry David Thoreau. Bogen er fra 1854, og jeg forventer, den peger direkte ind i de livssituationer og grublerier, jeg går og tumler med omkring det forhold, naturen og jeg efterhånden har opbygget til hinanden. HOMERS ODYSSÉ i Otto Steen Dues oversættelse skal jeg snart til at læse igen. Vi skal lave den på Det Kongelige Teater i den nye sæson, og jeg er spændt på, hvordan dette kæmpe epos om at høre til og om at komme hjem nogensinde skal lande på en scene. Men Homer er i gode hænder hos os, så det er en dejlig spænding.

En bog, jeg ville ønske, jeg havde læst, men som jeg måske aldrig får læst i sin helhed er Bibelen. Jeg har ikke selv rigtigt læst Bibelen, kun fået dele af den læst op og andre dele påskrevet i Folkeskolen og i forbindelse med de gange, livet har ført mig ind i kirken. Jeg har en klar fornemmelse af, at der ligger gaver og venter på mig der. Dels i en forståelse af, hvad det er for en kultur, jeg, hvad end jeg vil det eller ej, er gjort af, og så handler det for mig om at have levet så meget liv og ikke mindst tænkt så meget over det liv, at Bibelen ikke bliver et monstrum af en lovbog om hvad vi må og hvad vi ikke må, om skyld og skam – men en inspiration, som sætter det før omtalte levede liv i perspektiv og kaster lys ind i det liv, der stadig er tilbage i denne omgang. Det er måske meget at kræve af en bog, men bogens udbredelse taget i betragtning har man vel lov at have store forventninger.

Den bog, jeg har læst flest gange, er Camus ́ DEN FREMMEDE, som jeg engang i min ungdom lavede som monolog på teatret, og som stadig er helt afgørende for, hvordan jeg opfatter mig selv og det at være menneske. Jeg læste den først på fransk i gymnasiet og var straks næsten besat af den. Alene de første to sætninger: "I dag døde mor. Eller måske var det i går, jeg ved det ikke." Hovedkarakteren Meursaults måde at gå ret så distanceret til verden på ramte mig så kraftigt, fordi jeg hele tiden kunne mærke blodet hamre rundt i kroppen på ham. At der inde bag den tilsyneladende ligegyldighed fandtes et menneske af kød og blod, og ikke bare et hylster, man kan pakke en filosofisk tænkning ind i.

Inger Christensen læser jeg, når jeg skal overbevises om, at verden er smuk, og at sproget gør den endnu smukkere.

Et forfatterskab, jeg bliver ved med at vende tilbage til, er Inger Christensens. Inger Christensen læser jeg, når jeg skal overbevises om, at verden er smuk, og at sproget gør den endnu smukkere. At sproget er en gave, vi har fået for at nå hinanden og forstå livet bedre.
Og så er jeg stor fan af Naja Marie Aidt, hvis noveller jeg har læst mange gange. Hun er ekstremt modig i sin skildring af os mennesker - hvad vi gør ved og med hinanden af ondt og godt og altid i kærlighedens bredtfavnende navn.

En bog, der har betydet noget helt særligt for mig, er MED BLÅ ØJNE, SORT HÅR af Marguerite Duras. Den læste jeg første gang i begyndelsen af 90'erne, og jeg blev ganske enkelt så betaget af den, at jeg måtte afprøve dele af handlingen på eget liv. Det resulterede i en smuk og hed, meget overraskende og dramatisk affære, som jeg aldrig glemmer, hvorfor jeg også har læst bogen en del gange siden. Den anden person i affæren kender jeg stadig, og jeg tror, vi altid vil have den historie til fælles, takket være en lille bog. Takket være Duras.