Den seneste bog, jeg har læst, som gjorde stort indtryk på mig, er erindringsromanen ÅLEEVANGELIET af den debuterende svenske forfatter Patrik Svensson. Det er en bevægende skildring med noget så slibrigt som ål i centrum. Svensson skriver om sin fascination af den truede ål og hans historie med dem i relationen til sin far. Et bevis på, at alt er dybt interessant, når man for alvor dykker ned i det. Selv ål. Stilfærdigt og rørende.

En anden bog, jeg lige har læst er Colin Irwins BOB DYLAN. HIGHWAY 61 REVISITET, 250 sider udelukkende om Dylans legendariske album fra 1965, der med overraskende og overlegent intelligente, uforsonlige sange satte nye standarder i rockmusikken. Her lige i efterdønningerne af det års Newport Festival, hvor Dylan havde delt vandene radikalt ved en kontroversiel elektrisk optræden, blev den uudgrundelige version af ham til, som siden har gjort ham til rockmusikkens mest mytiske figur, nærmest en rockens Søren Kierkegaard.

Den første læseoplevelse, jeg husker virkelig stærkt, er Pontoppidans LYKKE-PER. Jeg støvsugede bibliotekerne i mine barndomsbyer for drengebøger, indtil jeg som 14-årig tilfældigvis læste LYKKE-PER for første gang. Jeg slugte den igen senere samme år, og siden har jeg læst den med års mellemrum med forskelligt fokus. I min nye erindringsbog OVER STREGEN lyder mit forhold til den roman som et omkvæd bogen igennem: ‘Bare ikke ende som Lykke-Per’. 

En bog, der har gjort mig klogere på mig selv er Johannes Jørgensens selvbiografiske værk MIT LIVS LEGENDE. Tidsånden er et underligt og magtfuldt fænomen. Tit følger vi bare bevidstløst i hælene på den og finder en fattig tryghed ved at være omtrent som de andre i vores mere eller mindre kreative klasse. Vi risikerer ikke noget særligt, og vi falder ikke udenfor. Vi læser bare de bøger, som kanoniseres i vores miljøer. Der er noget meget interessant ved at læse bøger af mennesker, der netop ikke bare er slaver af den til enhver tid gældende tidsånd. Som fx Johannes Jørgensen, der nærmest er skrevet ud af den danske litteraturhistorie nu om stunder. Han blev frosset ud af det moderne gennembruds mænd med Brandes i spidsen, da han konverterede til katolicismen, og hans selvbiografi er et stærkt vidnesbyrd fra et menneske, der gik andre veje, end dem tidsånden havde udstukket.

I køen på mit natbord ligger blandt andet Haruki Murakamis HVAD JEG TALER OM, NÅR JEG TALER OM AT LØBE, Amos Oz’ JUDAS og Katrine Marie Guldagers seneste DET SAMME OG NOGET HELT ANDET, som jeg glæder mig til at kaste mig over.