Margrethe Vestager

Margrethe Vestager er kommissær for konkurrence og næstformand i Europakommissionen. Selvom hun lever et særdeles travlt liv i Bruxelles, forsøger hun ihærdigt at få tid til at læse skønlitteratur.  

Det er vigtigt for mig at prioritere læsning, men det lykkes ikke altid. Derfor er jeg begyndt at høre bøger, fordi så kan jeg gøre flere ting på samme tid. Jeg kan komme ud, jeg kan gå en tur, jeg kan gøre noget  andet.

Jeg synes, skønlitteratur er bedre end ledelseslitteratur. Meget bedre. Bøger om ledelse er ofte gajolpakke-indsigt bare blæst op på mange sider. Det, der er fedt ved skønlitteratur er, at man lærer om mennesker. Man kan træde ind i andre menneskers liv på en måde, man ellers er helt udelukket fra. I mit arbejde og i min ledelsesopgave giver det mig meget mere end så mange andre ting.

Jeg har lige hørt EN LYKKELIG SLUTNING af Maren Uthaug. Jeg synes, det er en fed bog, den er helt vildt grænseoverskridende. Jeg har et besværet forhold til bedemænd, fordi mine forældre er præster begge to. Og de mener, at flertallet af bedemænd gør det helt forkert, fordi de får folk til at betale for ting, de ikke behøver betale for. Så jeg kom til bogen (som handler om en bedemandsfamilie – red.) med en stor reservation over for bedemænd, men blev blæst væk. Jeg synes, det er en fantastisk bog. Det er også en bog om børn, forældre og bedsteforældre. Selv om settingen er usædvanlig, sagt lidt på jysk, så er der virkelig meget som er helt genkendeligt, hvor der kan være en spejling. Og så er der et fantastisk roligt, pragmatisk forhold til døden, som jeg ikke har mødt før. 

En anden fantastisk bog er KVINDER UDEN MÆND. Den foregår i Iran under revolutionen. Revolutionen er egentlig en fjern støj, for det handler om fem kvinder og deres frigørelse. Både den indre og ydre frigørelse. Men fortællingen er magisk. Det er den mærkeligste bog! Og meget poetisk. Den ene kvinde bliver til et træ! Den bog får min varmeste anbefaling. Jeg har allerede givet den videre. Man bliver dybt fascineret. Så læs den!