Kathrine Lilleør
Hun er præst i Sankt Pauls Kirke i København, hvor hun hver søndag prædiker for fulde huse. Dertil har Kathrine Lilleør skrevet en række bøger om tro og kærlighed. Litteraturen er en evig ledetråd. 
Lige nu læser jeg Colin Dexters Inspector Morse-serie. Den udgår tydeligt fra en omfattende litterær dannelse, som både mærkes i sproget, persontegningen og i de små citater, der indleder hvert kapitel. Som nu dette lille Shakespeare-citat i Daughters of Cain: “Everyone can master a grief but he that has it”. Serien er fyldt med mennesker, der på godt og ondt er skildret med stor indlevelse.
Jeg holder særligt af at læse evangelierne, som bestandig udfolder nye og dybere indsigter. Dertil
kommer en række forfattere, jeg gennem årene genopdager på ny: H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan og Herman Bang.
En nær forfatterven sagde om H.C. Andersen, at Andersen ”kunne høre sjælenes sagteste tale”. Vi bliver umiddelbart ramt, når havfruen giver alt for at opnå kærlighed, men må opgive, eller når grantræet så inderligt ønsker at være voksen og komme væk fra skoven, at det glemmer at glæde sig over solen, duggen og skoven, det vokser op i. Dertil kommer, at eventyrene afgiver nye betydninger, som årene går, og ens egen erfaring vokser.
Bøgerne fylder meget herhjemme hos os. Men vi har skåret ned efter vi flyttede til København. I Slagslunde Præstegård havde vi 20 meter reol fra gulv til loft, nu har jeg kun henved halvdelen tilbage. Læsning giver mig mulighed for at komme væk fra mig selv for en stund. Jeg slipper tanker, planer, bekymringer og virkeligheden må vige for fortællingens univers.
Jeg har flere bøger, jeg kan blive ved med at vende tilbage til. Eksempelvis Karen Blixens SYV FANTASTISKE FORTÆLLINGER eller Henrik Pontoppidans LYKKE-PER og DE DØDES RIGE. Pontoppidan mestrer den store samtidsfortælling og det enkle personportræt, så romanerne bliver højaktuelle, selvom de blev skrevet for over 100 år siden. Hans blik for hykleri og hans fordomsfri kærlighed til mennesker, der gør sig umulige, overrumpler ved hver eneste genlæsning. Pontoppidan dømmer alle - og dømmer ingen.