Gry Jexen

Historikeren Gry Jexen er kendt fra sit arbejde med podcasten KVINDE KEND DIN HISTORIE, som skriver de glemte kvinder ind i historien. Nu har hun udgivet en bog ved samme navn, som indeholder 50 portrætter af kvinder, som har sat deres præg på den danske historie. Her fortæller hun om store læseoplevelser og hvilke bøger, hun ser frem til læse – alle af kvinder.
 
 Af Rose Kristine Hvidberg

Jeg læser, fordi jeg ikke kan lade være! En stor del af mit arbejde handler jo om at dykke ned i tung faglitteratur, derfor skal man være bidt af at læse som historiker. Da faglitteraturen fylder så meget i mit arbejde, elsker jeg at slappe af med skønlitteratur i min fritid. Jeg læser ofte et kapitel i en skønlitterær bog, inden jeg skal sove – jeg bliver søvnig på en nærmest meditativ måde af at læse. 

 
Den seneste bog, jeg har læst, som gjorde stort indtryk på mig, er MIT ARBEJDE af Olga Ravn. Det er helt utroligt så ærligt og råt Ravn kan skrive om moderskabets kompleksiteter og parforholdets prøve, når begge parter skal blive til som forældre. Og så elsker jeg, hvordan Ravn formår at skildre den måde vi bærer kulturhistorien på vores skuldre som mødre. 
 
Den næste bog, jeg glæder mig til at kaste mig over, er METER I SEKUNDET af Stine Pilgaard. Den har længe stået klar på boghylden, og efter Pilgaard vandt de Gyldne Laurbær, ser jeg endnu mere frem til at dykke ned i hendes univers. 
 
Den første bog, jeg læste, der væltede mig helt omkuld var SKAMMERENS DATTER af Lene Kaaberbøl. Jeg var 12-13 år, da jeg læste den, og det var en af mine første oplevelser med at rejse ind i bogens univers og lade mig opsluge. SKAMMERENS DATTER handler tilmed om en pige, der skiller sig ud, skal være modig og tage ansvar – sådanne kvindelige figurer fandtes der ikke ret mange af i populærkulturen, da jeg var barn.  
Fra jeg var helt lille, tog min mor mig med på biblioteket, og ofte lod hun mig være alene i børne/ungdomsafdelingen, mens hun selv ledte efter læsestof på voksenreolerne. Jeg forstod på hendes adfærd, at her var det okay at ”forsvinde” ind i bøgernes verden - i sin egen mentale verden. Biblioteker er fortsat blandt mine absolutte yndlingssteder. 

Jeg forstod på hendes adfærd, at her var det okay at ”forsvinde” ind i bøgernes verden - i sin egen mentale verden. 

En bog, der har en helt særlig betydning for mig, er MARBLE af Amalie Smith. Det er prosa og historie samlet i et smukt og rørende værk. Det var første gang, jeg blev præsenteret for en af danmarkshistoriens mest fascinerende kvinder, Anne Marie Carl Nielsen. Anne Marie Carl Nielsen kæmpede i 1800-tallet for at få lov til at lave sin kunst, selvom hun både var hustru og mor. Hun var gift med komponisten Carl Nielsen, og deres efterladte breve giver os et unikt indblik i et stormombrust, men også moderne ægteskab. Bogen har også et nutidsspor, hvor vi følger pigen MARBLE og hendes egne indre kampe, der minder en del om Anne Maries. Den bog ramte mig bare lige i hjertet, og jeg kan læse den igen og igen.
 
 
Jeg har en ambition om, at jeg vil læse flere danske klassikere. I den forbindelse har jeg besluttet, at det næste, jeg skal, er at læse hele Tove Ditlevsens repertoire! Jeg har taget tilløb til det længe, fordi Toves digte betyder meget for mig, men også kan være en stor følelsesmæssig mundfuld at læse – det er mig en gåde, hvordan hun kan skrive om livet så præcist. 
 
Jeg er meget fascineret af mennesker, der kan skrive prosa, lyrik og poesi. Den evne har jeg ikke selv, men damn hvor må det være vildt at kunne. Særligt bøger, der har indlejrede samfundsmæssige budskaber, er jeg vild med – tænk bare at være forfatteren bag en af de store værker, som sætter bevægelser i gang: eksempelvis SIT EGET VÆRELSE af Virginia Woolf, ONKEL TOMS HYTTE af Harriet Beecher Stowe, eller herhjemme: TOLV BREVE af Matilde Fibiger under pseudonymet Clara Raphael eller FRI OS FRA KÆRLIGHEDEN af Suzanne Brøgger. 
 
Den smukkeste bog i min bogreol er SOMMERFUGLEDALEN af Inger Christensen. Jeg har været så heldig at interviewe Søren Ulrik Thomsen om Inger Christensens forfatterskab, og han anbefalede mig at læse langdigtet højt skiftevis sammen med en anden – det er en vild oplevelse! Jeg har netop fået fat i Gyldendals nyeste udgave i hardback og med guldbogstaver på forsiden – på den måde er den også den fysisk smukkeste bog, jeg har i reolen!

Gry Jexen anbefaler: