Bogsnak - med Rasmus Seebach

Rasmus Seebach Det allerbedste ved bøger er… at fantasien får frit løb, og jeg glemmer alt om tid og sted.

De bøger, jeg fik læst højt som barn var… bøgerne om Pippi Langstrømpe, Karius og Baktus og Alfons Åberg.

Den bedste bog, som jeg selv læste i min barndom, var… BRØDRENE LØVEHJERTE. Sikke en smuk, men også virkelig hård historie. Den gjorde sgu ondt i hjertet, selvom jeg var ret ung, da jeg læste den.

En bog fra min barndom, jeg gerne vil give videre til mine børn, er … netop BRØDRENE LØVEHJERTE. Jeg tror, det er fint, at børn også lærer, at man kan blive såret i hjertet. 

For tiden kan vi i min familie bedst lide at "læse"… FIND HOLGER. Jeg har sgu altid elsket at nærstudere de tegninger. Og min dreng elsker den selvfølgelig også, fordi han selv hedder Holger. 

Min søn elsker, når jeg læser højt fra … min egen bog HOLGIS OG FAR. Han kender jo historien udenad, så han retter mig, hvis jeg bare ændrer et enkelt ord, eller får lagt ordlyden lidt anderledes. "NEEEJ - det er ikke sådan!!!" siger han så. Bevares ... 

Når jeg læser højt, foregår det … ofte med diverse stemmer og eksplosive lydeffekter, hvilket også kan være lidt FOR underholdende, hvis jeg gerne vil have min søn til at falde til ro. 

Jeg griner altid, når jeg læser … børnebøger, hvor forfatteren har turdet at være lidt ukorrekt. Jeg tror godt, børn kan skelne mellem, hvad der i virkeligheden er rigtigt og forkert. Jeg elsker eksempelvis, at Bamse kan være så selvisk og kontrollerende. 

Hvis jeg fik muligheden for at leve én dag som en karakter fra børnelitteraturen, ville jeg være … Pippi Langstrømpe. Eller måske bare Tommy. Så kunne jeg få lov til at hænge ud med Pippi. Det ku’ være fedt!!! Hun er sgu fantastisk. Jeg elsker hendes sind. "Det har jeg aldrig prøvet før - så det kan jeg helt sikkert godt." Sikke en sej tilgang til udfordringer i livet. 

Det er fedt at skrive bøger til børn, fordi … jeg selv er så forbandet barnlig inderst inde. Jeg har enormt nemt ved at leve mig ind i børns univers og tankegang.