Helt til grænsen

Læseprøve
Lytteprøve

Maria Krauses gode ven og kollega, kriminalteknikeren Lille John, begår selvmord. Eller er det en seksuel leg, der er gået galt? Maria Krause tror ikke på nogen af politiets teorier og begynder at undersøge sagen i al hemmelighed.

Samtidig får hun foruroligende sms’er fra sin chef, Statsobducenten, som nægter at have sendt dem.  Men hvordan kan de ikke være fra ham, når de kommer fra hans mobil? Er det alligevel Statsobducenten, der af grunde han ikke vil ud med, ser ud til at være på sammenbruddets rand? Og hvem er den Lars, som fuld af had og fortvivlelse blotlægger sine dybeste frustrationer over for en psykolog?

 

I jagten på svar rejser Krause fra Odense til Beirut og ender i en liebhaverlejlighed med udsigt over Middelhavet – men det bliver ikke noget behageligt ophold.

 

HELT TIL GRÆNSEN er tredje og sidste roman i trilogien om retsmedicineren Maria Krause.


 

  • ISBN9788702151305
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato26.04.2013

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Susanne Staun

Susanne Staun, forfatter, cand.phil. i engelsk sprog og litteratur fra Københavns Universitet. Med bøger, der emmer af rå og raffineret psykologi og humor, er Susanne Staun en af Danmarks mest respekterede krimiforfattere, og hun fik Statens Kunstfonds treårige legat efter sin sorte trafficking-thriller, Skadestuen.

Susanne Staun er nok mest kendt for sin femikrimi-serie på syv romaner om profileringseksperten Fanny Fiske. I serien blander Susanne Staun chick-lit og krimi, og hun er bl.a. blevet kaldt ”Tarantino på østrogen” og en ”tornebusk i det velfriserede krimibed”. Fanny Fiske-krimien Mit smukke lig var indstillet til Weekendavisens Litteraturpris og Kritikerprisen og Mine piger til Læsernes Bogpris.

Efter serien om Fanny Fiske udgav Susanne Staun trilogien om retsmedicineren og vicestatsobducenten Maria Krause og fik Det Danske Kriminalakademis pris for Bedste Kriminalroman for første bind Døderummet. Andet bind, Hilsen fra Rexville, blev indstillet til Palle Rosenkrantz-prisen og Weekendavisens Litteraturpris, og det tredje Helt til grænsen til Palle Rosenkrantz-prisen. Serien om Maria Krause er solgt til fem lande.

I 2016 fik Susanne Staun Dansk Kvindesamfunds Mathildepris for Velkommen til mit mareridt.

2021 udkom første bind i kioskkrimi-serien om små og store forbrydelser i provinsen, Manden i huset; andet bind i serien, Pas dig selv! udkom i 2022.

I efteråret 2023 udkom den anmelderroste Forræderne i Litauen.

Fotograf: Jørgen Asmussen, 2017

Bøger i samme genre