Ensomme hjerters klub

Læseprøve
Lytteprøve

Genudgivelse i maxipb


Chefkriminalinspektør Konrad Simonsen er efter et alvorligt hjertetilfælde vendt tilbage til Drabsafdelingen på Politigården i København. På grund af sit helbred får han overdraget en lavt prioriteret sag om et postbud, Jørgen Kramer Nielsen, hvis død i første omgang er blevet bedømt som et uheld. Ved Maltes mellemkomst fastslås det dog hurtigt, at postbuddet må være myrdet.  Postbuddets liv trevles op, og det viser sig, at den afdøde, som ung studerende i slutningen af 1960'erne, har været involveret i en ung engelsk piges forsvinden. En begivenhed, der har sat sig dybe spor og fået ham til at konvertere til katolicismen. Det problematiserer efterforskningen, da postbuddets præst ved en del mere om den unge piges forsvinden, end han kan fortælle på grund af sin tavshedspligt.
Sagen falder fint i tråd med Konrad Simonsens trang til at se tilbage på sin ungdom: Ungdomskæresten, det venstreorienterede blomsterbarn Rita, som Konrad mødte som ung betjent i 1970’ernes København, vender konstant tilbage i hans tanker – til Komtessens stigende irritation.
Den unge Pauline Berg er også vendt tilbage til Drabsafdelingen efter sin kidnapning året forinden. Hun arbejder nu tæt sammen med Konrad, alt imens Arne Pedersen som konstitueret drabschef forsøger at samle trådene efter et voldsomt skyderi på en københavnsk skole. Et skyderi, hvis ofre tilsyneladende har relationer til den afdøde Jørgen Kramer Nielsen ...

  • Antal sider400
  • ISBN9788702120585
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato29.08.2011

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger i samme serie

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Lotte og Søren Hammer

Lotte Hammer (f. 1955) og Søren Hammer (f. 1952) er søskende. Lotte Hammer er uddannet sygeplejerske, og Søren Hammer skolelærer. De debuterede som forfattere i 2010 med krimien Svinehunde, der blev en gigantisk succes med flere end 100.000 solgte eksemplarer herhjemme. Derudover fik udlandet i den grad øje på forfatterparret. Allerede inden udgivelse af Svinehunde i Danmark var krimien købt af forlag i 16 lande – herunder Spanien, Japan, USA, England og Rusland.

På nuværende tidspunkt er bøgerne i serien solgt til udgivelse i 22 lande, for Lotte og Søren Hammers debutudgivelse blev på ingen måde en enlig svale – eller måske snarere ingen enlig, ildevarslende ravn, nu hvor vi befinder os i den dunkle krimiverden. Tværtimod har de to forfattere været og stadig er myreflittige og hittepåsomme. Svinehunde udkom i marts 2010, og allerede i oktober samme år fulgte Alting har sin pris, bind to om chefkriminalinspektør Konrad Simonsen og hans team fra drabsafdelingen i København. Siden er fulgt yderligere seks Konrad-krimier. Den niende, Mirakelbarnet, er klar 26. oktober 2018. Forfatterparret regner med at afslutte serien ved det 10. bind.

Serien pr. oktober 2018:

Svinehunde (2010)

Alting har sin pris (2010)

Ensomme hjerters klub (2011)

Pigen i Satans Mose (2012)

Den sindssyge polak (2014)

Elskede Heidi (2015)

Mørkemanden (2016)

To små piger (2017)

Mirakelbarnet (okt. 2018)

Lotte og Søren Hammers forfattermæssige bedrift stopper ikke der. I 2016 var de aktuelle med romanen Rosa, en tragisk kærlighedshistorie, der foregår under de sidste besættelsesår. Rosa var deres første roman uden for krimiserien. Derudover har de også bidraget med historier til en række novellesamlinger.

Siden 2010 har de da også begge været fuldtidsforfattere.

Læs mere på hammerhammer.com

Foto: Robin Skjoldborg, 2016

Bøger i samme genre