Læseprøve

Thorsteina Thorsdottir, bogens kvindelige hovedperson, bor på overetagen i en villa i Reykjavik, hvor hun har arbejdet som folkeskolelærer gennem tyve år. Hun er en midaldrende, fraskilt og barnløs kvinde i overgangsalderen, attraktiv og velhavende. Det sidste gør hende i stand til ofte at rejse til Sydfrankrig, hvor hun gennem tre år har haft et mandligt bekendtskab med en Louis i Marseilles.
Handling strækker sig over en enkelt weekend, fra fredag eftermiddag til søndag aften, og udspiller sig i Thorsteinas lejlighed og omkring villaen. Vi hører om, hvordan Thorsteina oplever sin bolig, som ”helligdommen”, som et værn mod omverden. I løbet af de lidt over to døgn begynder hendes verden alligevel at krakelere, og hun selv er tæt på at gå i opløsning - og fra forstanden.
Årsagen til den skæbnesvangre weekend, skyldes hændelser i forbindelse med hendes lærerjob på skolen og især en ung, nyansat, mandlig lærervikar, der straks bliver betaget af den sytten år ældre Thorsteina. Weekenden før den famøse weekend ender hun med at lukke ham ind i sin lejlighed, hvor de bl.a. danser, og Thorsteina oplever en glæde, som hun ikke har mærket i sit bryst, siden hun var ung og ansvarsløs.
Kort efter at have forladt Thorsteina bliver den unge lærervikar overfaldet og mishandlet, så han svæver mellem liv og død. Mistanken falder på en hårdkogt klike i en af de større klasser på skolen, og da to piger fra gruppen netop den fredag, bryder ind i Thorsteinas kælder, låser hun dem inde i et vaskerum og slukker for vandtilførslen ...
Baldursdóttir har et fast greb om stoffet i denne komprimerede og effektfulde roman, som på en og samme tid er en realistisk og symbolsk roman med et strejf af satire og thriller over sig.

  • Antal sider152
  • ISBN9788702161892
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato30.11.2015
  • OversætterKim Lembek

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Kristín Marja Baldursdóttir

Kristín Marja Baldursdóttir, født 1949, er prisvindende islandsk forfatter. Baldursdóttir blev uddannet folkeskolelærer i 1970 og senere bachelor i tysk og islandsk fra Islands Universitet i 1991. Fra 1975 til 1988 arbejdede Kristín Marja Baldursdóttir som folkeskolelærer, og frem til 1995 arbejdede hun som journalist ved Morgunblaðið.

Kristín Marja Baldursdóttir debuterede som forfatter med romanen MÅGELATTER i 1995, som udspiller sig i et lille samfund i 50’ernes Island, hvor alting vendes op og ned, da den unge enke Freyja vender hjem fra USA. Kristín Marja Baldursdóttir indleder med denne fortælling forfatterskabets karakteristiske blanding af tids- og samfundsbillede, krimi og familiesaga.

Mest anerkendt er Kristín Marja Baldursdóttir måske for miniserien om kvinden Karitas, der skildres fra barndommen til livet som moden kvinde. I disse bøger fremskriver Kristín Marja Baldursdóttir et historisk billede af Island, set gennem de skæve og anderledes øjne på en kvindelig kunstner. KARITAS UDEN TITEL udkom på dansk i 2007 og andet bind, KARITAS – KAOS PÅ LÆRRED, udkom på dansk i 2008. Siden er Kristín Marja Baldursdóttir bl.a. udkommet på dansk med romanerne KARLSVOGNEN i 2010, FRA HUS TIL HUS i 2013, KANTATE i 2014 og KØLIGT DAGGRY i 2015. Kristín Marja Baldursdóttir demonstrerer bestandigt sin evne til at skabe en på én gang realistisk og symbolsk fortælling med et pirrende indslag af thriller.

I januar 2021 udkom romanen MØDRENES GADE.

Kristín Marja Baldursdóttirs værker er også oversat til tysk, fransk, nederlandsk og svensk.

Foto: Heida HB, 2020

Bøger i samme genre