Det pittoreske øje

"Det pittoreske øje" opridser begrebet det pittoreskes tilblivelses- og udbredelseshistorie fra 1600- til midten af 1800-tallet. Bogen gør rede for, hvilke forestillinger og kunstneriske udtryk ,der er involveret i dette stykke kulturhistorie, og hvordan de forandrer sig. Hovedvægten ligger på guldalderen, og fremstillingen inddrager konkrete eksempler på det pittoreske som produktiv idé og form fra periodens tænkning, digtning og billedkunst.
Bogen er illustreret med danske landskabsmalerier fra tidsrummet 1770-1850 (fx Juel, Eckersberg, Lundbye, Købke) og henvender sig fortrinsvis til læsere med interesse for teologi, idéhistorie, kulturhistorie og ikke mindst kunst- og litteraturhistorie.

  • Antal sider176
  • Højde244 mm
  • Bredde174 mm
  • Dybde19 mm
  • Vægt406 g
  • FormatHæftet
  • ISBN9788702103779
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato18.01.2011

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Klaus P. Mortensen

Klaus P. Mortensen (f. 1942) har på Gyldendal sidst udgivet Stjernekiggeren, Johan Ludvig Heibergs 'sande Biographie' (sept. 2009). Hvor den aktuelle Heiberg-renæssance primært kredser om filosoffen og teoretikeren, dér stiller Stjernekiggeren skarpt på digteren og det, som i bogen kaldes Heibergs poetisk-erotiske skæbne. Denne anskues i krydsfeltet mellem de digteriske, personlige erfaringer og tidens opfattelse af forholdet mellem kunst og kærlighed. Bogens behandling af det personlige fører således i det konkrete eksempels form hinsides det private til de komplekse bevidsthedsformer, som var konstituerende for den såkaldte guldalder. Samtidig er den båret af det synspunkt, at den filosofiske side af Heiberg bedst forstås ud fra den digteriske, ikke omvendt.

KPM – lektor i dansk litteratur ved Københavns Universitet, siden professor ved Danmarks Lærerhøjskole/DPU, derpå projektleder og hovedredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af ANDERSEN. H.C. Andersens samlede værker 1-18 på Gyldendal (2002-2007) og sammen med May Schack redaktør af og bidragyder til Gyldendals netop afsluttede Dansk litteraturs historie i 5 bind (2006-2009). Han har medredigeret Gyldendals tidsskrift Kritik 1978-1987 og Gads biografiserie 1988-2001. Modtaget H.C. Andersen prisen, Det Danske Akademis medalje og Holberg-medaljen.

Ud over artikler om litteratur, litteraturhistorie, litteraturpædagogik og billedkunst har KPM udgivet forfattermonografierne Sonderinger i Herman Bangs romaner (1973), Ironi og utopi. En bog om Henrik Pontoppidan (1982), Thomasines oprør (1986). Svanen og Skyggen – historien om unge Andersen (1989), The Time of Unrememberable Being. William Wordsworth and the Sublime 1787-1805 (1998) og Tilfældets poesi. H.C. Andersens forfatterskab (2007) samt portrætteret to billedkunstnere i henholdsvis Johan Thomas Lundbyes kærlighed (2000) og Wilhelm Bendz (2000).

Litteraturhistorien behandles tematisk-bevidsthedshistorisk i Himmelstormerne. En linje i dansk naturdigtning (1993) og Spejlinger. Litteratur og refleksion (2000). I Educating Humanity. Bildung in Postmodernity (initiativtager, bidragyder og redigeret sammen med Lars Løvlie og Sven Erik Nordenbo 2003) forsøger KPM teoretisk at forbinde dannelsestænkning og litteratur, mens Litteratur-historier (sammen med Jette Lundbo Levy og Erik A. Nielsen 1994), Litteraturens Stemmer (redigeret sammen med Benedicte Kieler 2000) og Gads Danske Forfatterleksikon (redigeret sammen med Søren Schou 2003) er praktisk litteraturhistorisk formidling i undervisningsøjemed.

For øvrigt mener KPM, at gymnasiereformens afskaffelse af den obligatoriske danske stil ved studentereksamen ­– ”not with a bang or even a whimper” – og samme reforms voldsomme reduktion af litteraturdelen af danskfaget er ufattelig kortsynet og dybt forstemmende.

Bøger i samme genre