Et instant romanhit fra 90’erne
GENERATIONSSELFIE. Jesper Greens superzapperroman om en storbydrengs korte liv, inden han begår selvmord med et billedrør, sprang tidsånden i struben, flammede op på lystavlen hos en generation og dens anmeldere – og knitrer stadig. Det er den unge Werther i videoalderen: efterlivet er et prøvebillede.
En storbydrengs dagbog foregår over bare 2 sekunder – og beskriver en ung mands eventyr i en digital brydningstid, hvor no future er fremtiden.
Storbydrengen eksploderer ind i en analog verden uden mails, smartphones og instagram, men formår at knipse en kæmpe litterær selfie af en hel generation af cyberpunkere, sløve grungeheads, aktivister og fetichister, inden de, der overlevede, blev nutidens forældre og begyndte at lade deres ene liv bare gå.
Anmelderne enten elskede romanen for dens mod og stil eller advarede mod den af ren frygt for ungt masseselvmord hos generation TV (men de fleste frygtede den nu blot af bar misundelse).
Romanen løber over 2 sekunder, hvor hovedpersonen foranstalter sin generations første originale selfie-selvmord (ikke lang tid efter fulgte Nirvana-forsangeren Kurt Cobain i storbydrengens spor) ved at indsætte sig selv i et elektrisk kredsløb mellem en videobåndoptager og et billedrør.
I de 2 sekunder zapper perioden forbi vore øjne. Det er volden på Balkan. Krigen i Myanmar. Affaldet fra den kolde krig. Det er gryende supermaterialisme. Boybands. Girlbands. Og eksploderende selviscenesættelse. I dødsøjeblikket ser 90’er-generationen tidsånden passerer revy. Selfieselvmordet satte spagt standarden for nutidens selvsponering. Og så er der ellers bare prøvebillede, der bare venter på din personlige udsendelse om dig selv.
En storbydrengs dagbog sniffes op som en streg af dannelse i et enkelt nu. Energien er uformindsket, håbløsheden forfriskende mixet op med digital profeti, tidsbilledet knaldende skarpt.
