Klassens frække elev

Læseprøve

Egon Clausen fortæller levende og medrivende om det pædagogiske tidsskrift og foreningen Unge Pædagoger, som han selv var en del af i slutningen af 1960´erne.

Foreningen blev grundlagt i 1939 af en gruppe unge lærerstuderende, der var inspireret af de tanker om en reform af opdragelsen, der udgik fra psykoanalysen og kulturradikale kredse  De ønskede et opgør med autoritetstro og nationalisme. I stedet for kristen moral og fysisk afstraffelse ville de anvende psykologiske metoder og fri pædagogik. Deres ideal var et menneske, der tænkte selvstændigt, og som var demokratisk af sindelag.

Disse synspunkter blev mødt med en rasende modstand fra etablerede kredse, der beskyldte dem for at være samfundsnedbrydende, men i dag er de fleste af deres tanker om opdragelse blevet allemandseje. 
Clausen begynder sin fortælling i 1939, og derefter bevæger han sig kronologisk frem i historien, indtil Unge Pædagoger i årene omkring 1990 tilsyneladende mister pusten og holder op med at blande sig i den offentlige debat.

Med blik for både de store linjer og for den sigende detalje fortæller Egon Clausen om nogle temaer, der har stor aktualitet i vore dage som for eksempel: faglighed overfor dannelse, ro og orden kontra fri pædagogik, historieundervisning, eksamen og karakterer, ligestilling mellem kønnene og meget mere. Bogen kan således ses som et bidrag til den aktuelle debat om skole og samfund.

  • Antal sider297
  • ISBN9788702201642
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato25.08.2017

Køb eksempelvis bogen hos:

Det mener anmelderne

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Egon Clausen

Jeg er født i året 1940 på Fusgård i Hemmet sogn, Ringkøbing amt.

Min far var hedebonde og indremissionsk - begge dele så det gjorde noget. Jeg gik i landsbyskolen efter skoleloven af 1814. I 1954 kom jeg i mellemskolen på Vestjydsk Gymnasium i Tarm, fik et kulturelt chok, blev multikulturel og lærte at lyve. Senere fik jeg en læreruddannelse fra Ribe Statsseminarium.

I 1964 kom jeg til Ishøj. I 1965 købte jeg en skrivemaskine. I 1967 lavede jeg min første radioudsendelse. I 1968 blev jeg redaktør af tidsskriftet Unge Pædagoger. I 1969 udgav jeg en digtsamling på Gyldendal. I 1970 blev jeg free-lance ved Danmarks Radio, og siden er det gået slag i slag med bøger, artikler, tegneserier, redaktion af tidsskrifter og foredrag over det ganske land. I 1975 blev jeg fastansat i Kultur- og Samfundsafdellingen, Danmarks Radio. Fra 1976 til 1979 var jeg tillidsmand for journalisterne der. I 1979 blev jeg sektionsleder for Familiesektionen på P1, senere redaktør af diverse programmer og sendeflader på P1. I 2005 sagde jeg pænt farvel og tak til Danmarks Radio efter 30 års ansættelse. I 1993 blev jeg ekstern lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og erhvervsøkonomi, på RUC.

Nu er jeg formand for gruppen af faglitterære forfattere i Dansk Forfatterforening, medlem af hovedbestyrelsen samme sted, medlem af forretningsudvalget i Dansk Kunstnerråd og medlem af bestyrelsen i www.den2radio.dk

Mit forfatterskab er opdelt i to perioder. Første del udfolder sig fra slutningen af 1960erne og frem til midten af 1970erne. Det vil sige ind til fastansættelsen i DR. Det omfatter bl. a. digtsamlingen ”Tilnærmelser,” Gyldendal 1969, og tegneserien ”Superanton” Hans Reitzel 1972, desuden var jeg initiativtager til tidsskriftet ”BIXEN – om børns og unges medier”, 1972– 1989.

Anden del af mit forfatterskab begyndte i 1990 med erindringsbøgerne: ”Under dine vingers skygge” Gyldendal 1991 og ”De levendes land.” Gyldendal 1992. Endvidere antologien ”Det gode samfund” Socialministeriet 1993. ”Den syvende menighed – da Jesus kom til Indien.” Gyldendal 1995. ”Rostock Live”, Gyldendal 1996. ”Ildsjæle” 1998. ”Guds knaldepisk”, 2001. ”Øje for øje” Gyldendal 2003. ”Den skadelige kanon – en pamflet,” Tiderne Skifter 2005. ”Esbjergevangeliet”, Gyldendal 2007. ”Min far så engang en engel.” Gyldendal 2007. Dertil kommer mange artikler, kronikker og debatindlæg i dagspressen.

Bøger i samme genre