Den indre by

Læseprøve
Lytteprøve

Den indre by er udgivet i 1980 og skildrer 14 dage i en ung og politisk aktiv families hverdag  i det indre København i 1979. I romanen får vi indsigt i familiens sorger og glæder, deres venner og balancen mellem en kvindes arbejde, familielivet og engagement i kommunistpartiet.

Lulu og Danny er gift og efter mange år sammen stadig væk glade for hinanden og for deres to børn, Lasse og Lene. Men hvordan få tid og kræfter til at pleje hinanden og kærligheden, når børnene skal have deres, og når der er så meget andet, de – og især Danny – føler der bør passes og passes godt, jobbet og det politiske arbejde f.eks.

Lulu synes, at det er svært. Hun respekterer i høj grad Danny for hans politiske indsats uden for hjemmet, men har desto sværere ved at få sagt, at hun føler sig lidt alene med mange problemer.

Marie har hun lært at kende på Rigshospitalet, da de begge to fødte samtidig. Marie er ikke så fast forankret som Lulu og lever mere fra den ene dag til den anden. Hun har sin frihed til at leve her og nu, og kærligheden plejer hun i fri dressur.

Den indre by skildrer disse to kvinders liv, mest Lulus, med en kærlig og næsten pertentlig sans for de detaljer, der danner helheden: snakken, småskænderierne omkring morgen- eller middagsbordet, byen udenom, de gode og mindre gode fysiske oplevelser kønnene imellem, børnene der har tremånederskolik og pjækkesyge og foretager sig sære og lidt foruroligende ting – alt sammen suppleret af Dea Trier Mørchs både meget kontante og poetiske linoleumssnit.

  • Antal sider215
  • ISBN9788702243123
  • Udgave1
  • Udgivelsesdato27.03.2017

Køb eksempelvis bogen hos:

Bøger af samme forfatter

Forfatter

Dea Trier Mørch

Dea Trier Mørch (1941-2001) var prisbelønnet dansk forfatter, maler og grafiker. Dea blev i 1958, i en alder af 16 år, optaget på Kunstakademiet. I en alder af 20 år debuterede hun som kunstner på Kunstnernes Efterårsudstilling. Dea Trier Mørch fortsatte sine studier indtil 1967 på kunstakademier i Warszawa, Kraków, Beograd, Leningrad og Prag.

Dea Trier Mørch var politisk engageret og medlem af Danmarks Kommunistiske Parti fra 1972 til 1982 og med til at etablere kunsterkollektivet Røde Mor. Dea har illustreret Det kommunistiske manifest og bøger af bl.a. Ivan Malinowski, Troels Trier og Vladimir Majakowski.

Dea debuterede i 1960 med sin rejsebog SORGMUNTER SOCIALISME: SOVJETISKE RADERINGER. I 1976 udkom hendes store folkelige gennembrud VINTERBØRN, som blev oversat til mere end 20 sprog, og som hun modtog boghandlerprisen De Gyldne Laurbær for. Romanen blev senere filmatiseret af Astrid Henning-Jensen. Både romanen og filmen blev store succeser. I 1977 blev Dea Trier Mørch kåret til Årets Forfatter, og filmatiseringen af romanen modtog i 1979 en sølvbjørn på festivalen i Berlin.

I 2016 var det 40 år siden, at Vinterbørn udkom første gang. Og i 2016 ville Dea Trier Mørch også være fyldt 75 år. For at markere de to begivenheder blev romanen genudgivet på Gyldendal med den originale forside og stadig illustreret med Dea Trier Mørchs ikoniske linoleumssnit.

Dea Trier Mørch var formand for Dansk forfatterforening fra 1990 til 1991. Hun var fra 1990 til 1993 medlem af den internationale kunstnergruppe Arte por la vida, og i 1994 blev hun medlem af kunstnergruppen Ex Dania Sigrids dagbog. Hun tildeltes i 1985 Staten kunstfonds livsvarige ydelse og modtog i 1988 Tagea Brandts rejselegat.

Dea Trier Mørch døde 26. maj 2001.

Fotograf: Gregers Nielsen, Gyldendals Billedbibliotek

Bøger i samme genre