Bedøm ved at klikke på stjernerne
9 Kommentarer
Del

 

Ib Michael udsat for sin egen fri fantasi, og den er grænseløs, en hæsblæsende historie om kærlighed og rejser i tid og rum og med myten om Orfeus og Eurydike som ledetråd og inspiration. Spænd sikkerhedsbæltet, hold på hat og briller. Du har med garanti aldrig læst noget lignende, ”curiouser and curiouser”, som det hedder med et citat fra Alice i Eventyrland; du bliver underholdt og du har alle muligheder for at blive klogere. Svimlende

Priser på Orbit

Udgave
Format
Udgivelsesdato
Flere oplysninger
Pris
Udgave 1
Hæftet
28.09.2010
299,00
Orbit

Fakta om bogen

TypeHæftet
ISBN9788702100389
Udgave1
Udgivet28.09.2010
Sider392
Oversætter-
Illustrator-
OmslaggrafikerPoul Lange
Udgave 1
Andet
07.01.2011
-
Orbit

Fakta om bogen

TypeAndet
ISBN9788702100396
Udgave1
Udgivet07.01.2011
Sider-
Oversætter-
Illustrator-
Omslaggrafiker-
Pressen skrev
  • Fantastisk kryptisk underholdning
    Mange steder er man som i en voldsom knaldroman, men der er talent i ordene. Og humor også, hvis det skal være.

    * * * * Bettina Heltberg, Politiken

  • Hvad vi mærker, er den glade, varme tro på følelsens utopiske ret (...) Resultatet bliver ikke kun en typisk Ib Michael, men også noget nyt og hidtil uset: en art kosmisk hjemstavnslitteratur.

    Erik Skyum Nielsen, Information

  • Orbit er en på alle måder grænseløs roman, der udforsker tid og rum med en entusiasme og appetit, som kun kan opfattes som en hyldest til kærligheden og fortællingen. Her er intet umuligt, intet lades uforsøgt - og intet indfald er for åndssvagt til at nyde fremme.

    Klaus Rothstein, Weekendavisen

  • Ib Michael med dobbelt skrue: Sproglig virtuositet og hæsblæsende adventure games på hele tastaturet
    Her er geografiske lokaliteter blandet med mytologiske, her er realplan og alle mulige andre planer, her er virtuel og faktuel virkelighed, tider og verdener og væsener fra de levende og dødes rækker, her er ægte kærlighed og dødeligt fjendskab.
    Her er lig i lasten, syn for sagn og hemmeligheder dybe som brønde. " Orbit" er med andre ord en rigtig jubilæumsudgivelse med masser af genkendeligt stof og referencer til alverdens bøger - ikke mindst Ib Michaels egne.

    Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad

  • Ib Michael markerer sit 40 års forfatterjubilæum med denne fantastiske, meget komplekse roman
    Der er over denne roman både noget forvirrende og noget berusende, mangfoldig som den er i sin kompositionelle struktur og sit mylder af sammenstimende skikkelser, som snart spredes, snart viskes ud for atter at samles.
    (...) Undervejs bliver der rigelig lejlighed til på en rejse ind i fremtiden at opleve følgerne af vor klimapolitik, ligesom forskellige hudfarver har blevet blandet sig og er ved at blive gyldne. Vor tid med vold, rockere og bandekrige, krig i Afghanistan og forretningssvindel bliver ligeledes behandlet og relateret til fremtiden.

    Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende

  • Med »Orbit« får man chancen for at træde lige lukt ud i eventyrland, helt ud i fantasiens overdrev, hvor alt er grænseløst
    Lyder det skruet? Det er det også. Men bogens kærlighedshistorie er rørende, og budskabet bag » Orbits « indviklede konstruktion er enkelt: det handler om, » at skabe liv, sætte børn i verden og opfostre dem « . Ib Michael har skrevet en bog om livets kaos, som samtidig er en hyldest til livet.

    Preben Rasmussen, Dagbladenes Bureau

  • Ib Michael danser med ord
    Han er en vidunderlig fortæller, har en fantasi, som krydser grænser og udvider læserens verden - og så er han en blændende skribent.
    Ib Michael er en magisk realist. Realist på den måde, at der er en masse hverdagsliv i hans bøger, som vi alle kender til. Magisk, fordi der er disse vilde spring, hvor han tillader sig at fortælle noget - og lade noget ske - som vi godt ved ikke passer ind i det realistiske. Det er de magiske stunder. Hvor fantasien tager os med. Spøgelser, reinkarnation, helt andre verdenerIb Michael bevæger sig uhindret rundt i dette univers. Han slår huller i virkeligheden. Og det er herligt at kigge gennem dem.
    Orbit er nærmest arketypisk for sin forfatter. Sprudlende, varm, vidunderlig skrevet - og grænseoverskridende for en hver læser, der er ved sine fulde fem.

    Arne Mariager, Vejle Amts Folkeblad

  • Bogen er utroligt velskrevet, og jeg var opslugt af den fra første til sidste side. Både af den dannelsesrejse de to hovedpersoner gennemgår, men også af den verden de lever i, som på mange måder ligner Danmark af i morgen. Ib Michael er efter min mening sproglig ekvilibrist, hvilket han igen beviser i ”Orbit”, hvor der gang på gang dukker små sproglige finurligheder op. Handlingskurven i bogen kan beskrives som når en surfer ligger og padler på en kæmpe bølge, nyder havets grandiositet og venter på ”the peak”. Lige når den brydes, og man tror det er slut, fanger man den og i stedet rider man på den til den flades ud langs stranden og man fyldes op af en tilfredsstillende følelse. Det bliver bare ved og ved med at føles godt – hele vejen gennem bogen. Gid den havde været 1000 sider lang.

    www.stinneberg.dk

Vi har taget en snak med Ib Michael i forbindelse med hans 40 års forfatterjubilæum. Se videointerviewet her:

Anden del af interviewet med Ib Michael.

Ib Michael deltog i forbindelse med udgivelsen i programmet Ugen Igen på TV2 Lorry - se indslaget her.

Hør også interviewet med Ib Michael i Skønlitteratur på P1 





Din kommentar 
Du skal være logget ind for at kommentere. Log ind her
Send kommentar
Alle kommentarer (9)
Ib Michael
9. november 2010

Kære Buller, vis mig din bogreol ... det er jo vidt forskellige genrer vi bevæger os i, lad os bare glæde os over bøgernes mangfoldighed. Men "Tæt på Paradis" husker jeg godt, den gjorde også indtryk på mig, tæt i sin miljø- og personskildring. Og så synes jeg jo bare det er sjovere at være i dialog med læserne end at skulle forholde sig til anmelderes engangsdomme.

buller
8. november 2010

Selv tak fordi du giver dig tid til at svare:) De bøger jeg selv læser mest af er krimier og en biografi engang imellem. Harlan Coben og Torkil Damhaug holder jeg meget af at læse. Men tilgengæld er jeg ikke vild med Jussi Adler-Olsen som stort set alle danskere læser, men bare ikke mig, så jo godt der er noget for enhver smag. En bog jeg som lige har læst er Thomas Qvortrup: Tæt på Paradis og den gjorde indtryk på mig, faktisk en genre jeg ikke læser nomalt, men den var sgu god:)

Ib Michael
6. november 2010

Kære Rikke. Det fortæller mig rigtigt meget når jeg ser, hvilke forfattere du nævner. Af din liste har jeg læst Pullman, King, Meyer og Larsson (i prioriteret rækkefølge). Vi har med andre ord både fantasy og gys på paletten, og da jeg skrev Orbit overvejede jeg om jeg - som Pullman - skulle sende dem på rejse i fantasiverdener befolket af talende panserbjørne og flyvende alfer. Det gjorde jeg selvsagt ikke, netop fordi Pullman havde gjort det så suverænt, når hans personer med skyggernes kniv skar sig ind til andre verdener. Hvad vi læser siger noget om os; hvad vi skriver gør det i endnu højere grad. Jeg var nok mere optaget af tabet end af eventyret, alle personerne i Orbit har mistet én, de elsker. En datter, et forældrepar, og Christina mister sin elskede Ronnie på en udflugt i en parallelverden til vores egen. Mit ærinde er et andet, det ligner mere Orfeus-mytens: At ville overvinde døden. Det er tragisk for det kan man ikke, heller ikke med rejserne i Orbit, hvilket især skibsrederens Mefisto-skikkelse bliver et billede på, da han sidder i sin skrue uden ende og det hedder om ham: "Han var undsluppet døden, men tiden kunne ingen undslippe, den blev bare ved med at dele sig." Hilsen Ib Michael

RikkeJensen
4. november 2010

Kære Ib Michael. Tak for din tilbagemelding. Det forklarer lidt mere omkring opbygning af historien, men jeg syntes stadig det er en svær tilgangsvinkel at forklare i det skrevne ord. Men hatten af for forsøget, måske er det bare mig, som er for svæversynet til at forstå det. Jeg læser typisk paranormal romance, men elsker en udfordring i form af at anmelde bøger, som jeg ikke umiddelbart selv ville have valgt. Man bliver nogle gange overrasket og man skal være åben for nye genre. Jeg er netop blevet færdig med Michael Katz Krefeld's Protokollen, som jeg syntes var en fremragende bog. Forfattere som jeg typisk læser bøger af er fx: Suzanne Collins, Stieg Larsson, Charlaine Harris, Stephen King, Stephenie Meyer, Alyson Noel, Julia Golding, Philip Pullman, P.C. Cast, Richelle Mead og jeg kunne blive ved. Jeg læser i gennnemsnit 2 bøger om ugen, så det er godt at der er noget at tage af. Hilsen Rikke

Ib Michael
3. november 2010

Kære Buller & Rikke. Tak for input, det er dejligt I orker at skrive. Jeg kan sagtens forstå man kan fare vild i Orbit, det gør Ronnie i romanen også! Det er ment som en pointe. Jeg har skrevet bøger i mange forskellige genrer gennem årene, og det, jeg har haft lyst til denne gang, er at flytte brikkerne nye steder hen og variere spillet. Jeg er inspireret af de allernyeste teorier om verdensrummet, at vi snarere skal regne i 9-dimensionale rum* end de 3D, vi er vant til, og som vi har adgang til gennem vores sanser. Her har jeg altså trukket den røde tråd ud af fortællingen og skabt en tid, som ikke er lineær, men foldet i ni dimensioner, svarende til romanens ni kredse, hvori mine personer skifter orbit gennem fortællingen. De er i et slags frit fald, en tilstand som får det til at kilde i maven på nogle. Jeg tror ikke selv at teksten er specielt overdrevet, men det er rigtigt at jeg skaber billeder i sproget. Først og fremmest fordi det er visionært og egentlig ikke fordi jeg bruger specielt mange metaforer. Prøv at se interviews, videoer etc. om mit verdensbillede gennem links på min forfatterprofil, som I kan finde øverst på siden – hvis I altså orker mere. Ellers vil jeg bare ønske jer rigtig god fornøjelse med andre bøger, der er heldigvis nok at tage af, og jeg bliver da helt nysgerrig efter at høre, hvad I godt kan li’ at læse? Mange hilsner, Ib Michael

Ib Michael
3. november 2010

PS: Jeg er mig fuldt bevidst at jeg med Orbit skriver i en særlig sci-fi genre, som hverken er særlig kendt eller specielt populær i DK. En af mine forudsætninger er Philip K. Dick (forfatteren bag Blade Runner), og da jeg for nylig så filmen Inception genfandt jeg mig i et lignende univers.

Ib Michael
3. november 2010

Note: Teknisk kaldes det ni-dimensionale univers Calabi-Yau-rummet efter fysikerne, som har formuleret teorien. Det beskrives bedst med avanceret matematik, som danner grundlaget for den såkaldte strengteori – for tiden fysikernes bedste bud på en beskrivelse af universet, jvf. vores hjemlige geni, Holger Bech Nielsen. I denne teori opstår naturkræfterne, når partikler – som vi vel at mærke hverken kan sanse, måle på, endsige interagere med – bevæger sig rundt i højere dimensioner. Selv om disse kræfter har deres oprindelse i Calabi-Yau-rummet, er de bundet til at virke også i vores univers – måske med undtagelse af tyngdekraften. Det er, i al beskedenhed, min begrundelse til at tage mig visse friheder i teksten.

Gyldendalweb
3. november 2010

Ved en fejl blev Bullers kommentar fra den 31. oktober slettet - det var ikke hensigten og vi poster den hermed igen:

Buller 31. oktober 2010 Var jo så heldig at vinde et eks til bedømmelse, og må erkende at Ib Michael ikke er min stil, men han forstår da at mestre det danske sprog, og er sikker på at hvis man er til hans genre bliver man ikke skuffet, og kan da godt se hvorfor han sælger så mange bøger. Men må erkende at den ikke fangede mig..

RikkeJensen
19. oktober 2010

50 sider inde i bogen var jeg irriteret over skrivestilen, som forvirrede mig. Fortællingen er skrevet med overdrevene metaforiske forestillinger, som efterlod mig i tvivl om hvorvidt det var forestillinger, virkelige hændelser eller en sindstilstand, som gav personen vrangsforestillinger. Forfatteren strøede om sig med fagudtryk, som gav store og unødvendige huller i læsningen, men jeg troede på en mulighed i selve historien og fortsatte. 120 sider inde i bogen tvivlede jeg efterhånden også på selve historen og begyndte at kede mig. 200 sider inde i bogen var jeg ved at være rundt op gulvet af spring i tider, steder og personer. Alle eksisterede tilsyneladende uanset hvilken tid vi befandt os i. Og forfatterens evne til at forklare og beskrive de forskellige orbit var bare ikke tilstrækkelig. Alting blev rodet sammen i overdrevet tekst og hvis man skar de overflødige tekster væk, vil du stå med et værk på en tredje del. Konceptet i bogen med tidsrejserne var umiddelbar god, men blev hurtigt spoleret af en kedelig historie, som var et rodet samsurium af alle mulige skæbner. Beklager, jeg syntes bogen var forfærdelig at læse, både i skrivestil og fortællingen.

Artikler (0)

Log ind

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
Password

Opret profil

Få mulighed for at kommentere på bøger.
Brugernavn
E-mail
Password

Glemt password

Indtast din e-mail, og vi sender dine info.

Slet profil

Indtast din e-mail.
E-mail

Tilmeld nyhedsbrev

Indtast din e-mail-adresse for at tilmelde dig nyhedsbrevet.
E-mail

Forlaget Gyldendal – hvor forfatterne er

Gyldendal.dk

g.dk – Gyldendals internetboghandel
- er nedlagt pr. 1. maj 2013.

Nu er du på forlaget Gyldendals hjemmeside.

Her kan du læse om bøger, se film om litteratur, anmelde og komme i dialog med forfatterne.

Vi håber, at du finder den bog, du leder efter.

Velkommen til!