Stig Åvall Severinsen

Beskrivelse

Stig Åvall Severinsen (f. 1973) brænder for formidling af emner som fridykning, natur, sundhed, sport og helse. Ud over bogen Træk vejret, der udkom på Gyldendal maj 2009, har han udgivet en række videnskabelige artikler i anerkendte udenlandske tidsskrifter, og året rundt holder han foredrag og kurser – altid med afsæt i, at de deltagende skal medvirke aktivt og få nogle brugbare øvelser med hjem til deres hverdag.

Han har en lang karriere inden for en række vandsportsgrene og forskning i kroppens reaktioner under ekstrem træning. Som ung brugte han meget tid på konkurrencesvømning og spillede i en årrække på det danske landshold i undervandsrugby. Efter en jordomrejse i 1996-97 fik han virkelig øjnene op for fridykning, som går ud på at dykke rundt under vandet uden at trække vejret.

I 2000 deltog han ved World Cup i fridykning med det danske landshold, og kort tid efter dannede han ogto studiekammerater Aarhus Fridykker Klub (

www.fridykning.com

).
To dage efter at have fået sin kandidatgrad i biologi fra Aarhus Universitet rejste Stig til Sardinien for at lære mere om fridykningens fascinerende univers af den italienske legende Umberto Pelizzari. Herefter blev han ansat ved Stereologisk Forskningsinstitut under Klinisk Institut på Medicin ved Aarhus Universitet, hvor han påbegyndte et ph.d.-forløb. Samtidig med forskning i cellevækst i det indre øres balanceorgan hos mennesker og dyr trænede Stig fridykning på et mere seriøst plan, hvilket kulminerede i de første verdensrekorder år 2003. I 2004 tog han fire måneders orlov for at lave dokumentarprogrammet ”Drømmen om dybet”, som Skandinavisk Film Kompagni producerede til DR1. Programmet fulgte Stig på en rejse rundt om Jorden, hvor han dykkede i eksotiske områder og bl.a. lærte yoga hos en indisk guru. Målet med rejsen var at træne frem mod et nyt verdensrekordforsøg i dybdedykning, og dokumentaren blev vist første gang i januar 2005 og har siden været genudsendt flere gange. I 2005 vandt han sin første individuelle verdensmesterskabstitel i fridykning og året efter blev han teamverdensmester med det danske landshold. I 2007 fik han tildelt sin ph.d.-grad i medicin. Ugen inden havde han udført det længste konkurrencedyk i verden, da han holdt vejret i 8 minutter og 40 sekunder og dermed satte ny verdensrekord i længdedykning ved at dykke 225 meter. Kort efter forsvarede han sin titel som regerende verdensmester, da han vandt to guldmedaljer og satte ny verdensrekord i længdedykning i Maribor, Slovenien. Han er i dag firedobbelt verdensmester i fridykning. Siden 2002 har Stig Åvall Severinsen drevet virksomheden BlueConsult, hvor han via sin praktiske og teoretiske viden om menneskets krop og sind arbejder med optimeringsprocesser i forhold til præstationer af både privatpersonlig, sportslig og erhvervsmæssig karakter. Gennem en øget bevidsthed omkring åndedrættet og tanketræning arbejder Stig med vækst og selvledelse ud fra en filosofi om mere energi og mindre stress. Læs mere om foredrag, kurser og fridykning på BlueConsults hjemmeside: www.blueconsult.biz Læs mere

Seneste udgivelse

Træk vejret

 

De fleste af os trækker vejret alt for overfladisk. Livet leves hurtigt, og særligt når vi er stressede, bruger vi oftest kun den øverste del af lungerne. Vi glemmer at trække vejret helt ned i maven og snyder derved os selv for en masse energi.   Først når du bliver bevidst om dit åndedræt og ved, hvordan du kan træne det, vil du kunne lære at trække vejret ordentligt. Din krop vil straks optage mere ilt, og du vil efter kort tid få mere energi og opnå en større mental ro. Effektiv vejrtrækning er en simpel og virksom måde, hvormed du kan styrke balancen mellem krop og sind.     Fordele ved effektiv vejrtrækning:                    Få mere energi i hverdagen * Bliv bedre til at håndtere pres * Optimer dine præstationer på arbejde og i sport * Undgå at blive syg eller bliv hurtigere rask * Minimer kroniske eller forbigående smerter * Bliv gladere og få et lysere sind * Lev et sundere og længere liv   “De, som trækker vejret halvt, lever halvt” Acharya Milind Kumar Bhardwaj

Bøger af Stig Åvall Severinsen

Tilføj til ønskeliste

Træk vejret