Sophie Engberg Sonne

Beskrivelse

Sophie Engberg Sonne (tv.) er født i 1981 og uddannet cand.mag. i Moderne Kultur & Kulturformidling. Hun er litteraturanmelder på Politiken, freelance film- og tv-skribent og ekstern lektor i dansk på Københavns Universitet.

Foto: Simon Klein-Knudsen, 2017

Læs mere

Seneste udgivelse

Filmens København

De senere år er København begyndt at insistere på en plads blandt filmens verdensbyer. Med film som En kongelig affære og The Danish Girl og tv-serier som Forbrydelsen og Borgen er København rejst ud i verden med billeder af en by, der ikke længere alene tilhører folkekomedien fra Olsen Banden eller tidligere tiders socialrealisme, men nu også rummer elementer af thriller, krimi, mystik og magt.

Filmens København, fortæller hele historien i ord og billeder. Fra cykelpigerne i PH’s Danmarksfilm til gadedrengene i Michael Noers Nordvest, fra den folkelige trappeopgang i Huset på Christianshavn til et landskab af magt, glas og stål i DRs Bedrag. Fra den skøre sci-fi-fantasi i kultklassikeren Reptilicus til Christoffer Boes vrangvendte leg med den indre by i Reconstruction.

Bogen inviterer sin læser på en visuel vandring gennem en by, vi både kender fra vores egne bevægelser gennem byen og fra de levende billeders blik. Filmens København er mere end bare en spejling; filmene og tv-serierne skaber tilsammen et sted så rigt på drømme, minder og følelser, at vi instinktivt genkender det og kobler det på vores oplevelse af virkelighedens by.

Der findes righoldige skildringer byer som Paris og New York på film. Men bogen om København på film mangler. Det vil Filmens København råde bod på.

 

 

 

Bøger af Sophie Engberg Sonne

Tilføj til ønskeliste

Filmens København